opener

Jul i Den Gamle By

Tag på tidsrejse i 400 års julehistorie alle dage fra 19. november – 8. januar.

Oplev, mærk og smag julens traditioner med lysende lanterner, julepyntede gader og flydende og runde æbleskiver.

Tag en snak med byens borgere og tjenestefolk, som fortæller om julen. Besøg historiske butikker og folks hjem og se, hvordan man har pyntet til jul gennem tiden. Køb julepynt og julegaver med historie og tag børnene med på nisseloftet.

Vi anbefaler, at man køber billet hjemmefra på forhånd.

Køb billet her.


400 års julehistorie

Smag, duft og prøv julens traditioner. Gå på opdagelse i julens historie og se, hvordan man har fejret den gennem 400 år. Kom indenfor i folks hjem og se, hvordan man har pyntet og forberedt sig til højtiden gennem tiden.


Smag på julen

Forkæl dig selv med julemad og juleknas fra de mange boder. Prøv flydende og runde æbleskiver eller sæt tænderne i grillede vildsvinepølser sammen med Den Gamle Bys juleøl. Smag de store vaniljekranse eller prøv et honninghjerte, der smager af ren barndom og nostalgi.

I juleboderne kan du også købe historiske drikke som den lune, krydrede lutendrank, biskop-punch eller kardinal.


Mød byens borgere

På gaden og i de historiske butikker kan du få en snak med byens borgere, tjenestefolk og butiksansatte. Mød blandt andet postbuddet, køkkenpigen og lirekassemanden, som fortæller om julens traditioner og livet i en dansk købstad ved juletid i 1864, 1927 eller 1974.


Nisseloftet og Dyrefolden

Lad børnene gå på opdagelse på Nisseloftet, hvor møblerne er magiske og forvandler alle børn til små nisser. Eller gå på opdagelse i Dyrefolden ved Gæstgivergården.


Julesporjagt

”På sporet af julen” er en julesporjagt for hele familien. Tag med Lars og Laura på juleeventyr i Den Gamle By, og opdag, hvordan man fejrede julen dengang farfar var ung.

Få et gratis kort i billetsalget og lad rejsen begynde.


Julens salmer

Forkæl dine ører med julens musik, når Brassbands fra Musikkonservatoriet fylder gaderne med smukke strofer. Alle lørdage og søndage klokken 12 – 16 samt 19. – 23. december klokken 12 – 16.


Julegaver med historie

Glæd dine nærmeste med en historisk julegave, som kun kan købes i Den Gamle By.
Gå på opdagelse i det store sortiment af julepynt, plakater, smykker, legetøj, strikvarer, bøger, søde sager og Øl med Historie.


Frokost på Gæstgivergården

Tag et hvil og få en velsmagende frokost hos Den Gamle Bys Restaurant Gæstgivergården.

Se menuen her.


Juleblomster ved Handelsgartneriet Bernstorff

Alle dage frem til 24. december kan du købe blomster ved det hyggelige handelsgartneri. Vælg mellem forskellige frugter, blomster og frøblandinger, og som altid Juletoppen, der kun kan købes i Den Gamle By. Du kan naturligvis også købe mistelten med den klassiske, røde sløjfe.


Send dine julekort fra Den Gamle By

Savner du dit gamle posthus? I Den Gamle By kan du stadig sende julekort som i gamle dage. Kig forbi postmesteren i det gamle posthus i 1927-kvarteret, køb frimærker og få stempel på din julepost. Posthuset har åbent lørdage og søndage 12.30 – 17 samt 19. – 22. december


Den Gamle Bys julebutik

Besøg Julebutikken på Torvet, hvor du blandt andet kan købe Brammings klassiske kravlenisser, som blev udgivet for første gang i 1947. Eller mundblæst, håndmalet glaspynt, der er nøje udvalgt hos små, familieejede virksomheder fra Thüringen i Tyskland


Husflidsboder

Gå rundt blandt de hyggelige boder og find en skøn, hjemmelavet julegave i staderne på førstesalen i Bendtsens Pakhus. Husflidsboderne har åbent lørdage og søndage klokken 10 – 17 samt 19. – 21. december klokken 10 – 17.