opener

Genforeningen 2020

I weekenderne 14. og 15. samt 21. og 22. marts markerer Den Gamle By 100-års-jubilæet for genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark med bl.a. plakatudstilling, sønderjyske kaffeborde, koncerter med sønderjyske Rikke Thomsen og aktører i Den Gamle Bys sønderjyske hjem fra 1927.

Sønderjysk kaffebord

Sted: Bendtsens Pakhus

Få en bid af historien når Den Gamle By inviterer til ægte sønderjysk kaffebord i historiske omgivelser. Til kaffebordet serveres et sandt overflødighedshorn af forskellige bløde og hårde kager ad libitum efter traditionelle sønderjyske opskrifter. Nyd klassikere som sønderjysk rugbrødslagkage, stribetærte, fedtkager, gode råd og – hvis mætheden melder sig, en lille ingenting. Under serveringen er der mulighed for at lære mere om kagernes og kaffebordets historie, som hænger uløseligt sammen med kampen for den danske identitet i det tyske Slesvig før genforeningen i 1920.  

Priser:
Voksne:
kage ad libitum inkl. kaffe/te/postevand, 125 kr.
Børn 4-12 år:
kage ad libitum inkl. en flaske saft, 75 kr.
Børn 0-3 år:
kage og postevand gratis.

14., 15., 21. og 22. marts fra kl. 10-17.
Billetter købes på dagen i Bendtsens Pakhus
i Den Gamle By.


Sønderjysk koncert
med Rikke Thomsen

Sted: Dansk Plakatmuseum

Oplev Rikke Thomsen og hendes populære, smukke melodier og særegne tekster, der hylder den sønderjyske dialekt og identitet, når hun giver koncert i plakatudstillingen "Grænsen er nået" - omgivet af tyske og danske afstemningsplakater fra 1920. 

14., 15., 21. og 22. marts kl. 14
Varighed: 30-40 minutter

Sønderjysk koncert med Rikke Thomsen. Gratis når entréen til Den Gamle By er betalt. Foto: Ole Klein.

Grænsen er nået.
Afstemningsplakater fra grænselandet 1920

Sted: Dansk Plakatmuseum

100 stærke og stemningsfulde plakater om genforeningen i Sønderjylland i 1920.
Fra 10. februar til 20. september 2020.

Læs mere om udstillingen her.


Huset i Havbogade

Mød husmoderen i det sønderjyske hjem i Havbogade fra 1927, hvor minderne og glæden over genforeningen i 1920 stadig er nærværende. Husmoderen fortæller gerne om familiens oplevelser, og hvis du er heldig, byder hun på en kop kaffe og sønderjysk bagværk.


Den Gamle Bys Genforeningssten

En kopi af en genforeningssten fra Faaborg er blevet udarbejdet af Den Gamle Bys håndværkere og rejses i anledning af genforeningens 100-års-jubilæum i Anlægget i Den Gamle By.

Foto følger snarest.

Gratis rundvisninger om Genforeningen

Mødested: Genforeningsstenen i Anlægget, over for konditoriet Café Bonnich.

Den Gamle By tilbyder gratis rundvisninger på ½ time om Genforeningen.

Hør om krigen i 1864, om den danske bevægelse i kamp og konflikt og om afstemningskampen i 1920. Rundvisningen slutter i Dansk Plakatmuseums særudstilling ”Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra grænselandet 1920”.

14., 15., 21. og 22. marts kl. 11 og 15.

Foto følger snarest.

Sønderjysk frokost

Sted: Winekes kælder

Winekes kælder i Den Gamle By tilbyder en sønderjysk frokostret  i restaurantens hyggelige, historiske omgivelser.

14., 15., 21. og 22. marts.


Kaffe og kage

Sted: Café Bonnich

Besøg det genopførte konditoriet Café Bonnich fra Aabenraa i Den Gamle By. Her kan du nyde kaffe, te, varm chokolade og et udvalg af typiske 1970’er-kager. Konditoriet åbnede i Ramsherred 33 i Aabenraa i 1922 med inventar tegnet af Aabenraa-arkitekten Jep Fink. Lokalets nyklassicistiske stil er inspireret af det antikke Grækenland, og det ses i søjler, stuk, møbler og panelernes profiler. Parret Inger og Bonnich Petersen drev det succesfulde konditori fra 1962 og frem til 2007, hvor konditoriet lukkede. Konditoriet er nu genopført i Den Gamle By som det så ud i begyndelsen af 1970’erne.  


Undervisningsmateriale

Den Gamle By tilbyder undervisningsforløb og –materiale om genforeningen og afstemningskampen. Forløbene henvender sig både til folkeskolen og til ungdomsuddannelserne.