opener

Oplev Food Week i Den Gamle By

Food Festival er i år blevet til Food Week og Den Gamle By er ét af fire pejlemærker i Aarhus.

Her kan du mellem 9. og 15 august opleve mad med historie og tage på en fantastisk (mad)tidsrejse tilbage i tiden. I løbet af ugen er der gratis rundvisninger om alt lige fra kålsorter til den danske pølsevogn og der er gratis smagsprøver på kaffe, vaniljekranse, øl og brændevin.

Køb billet til Den Gamle By her


Hvor meget ved du om din kaffe?

Sommerens store tema i Den Gamle By hedder Kaffetid. Her kan du opleve, dufte og smage kaffens historie overalt i byen.

På Teaterpladsen fortælles historien om kaffen siden dens indtog i Danmark i 1665. Dengang kostede et pund kaffe det samme som en hest.
Til sammenligning smider vi i dag 20 millioner liter kaffe ud om året.


Kafferuten

I en lang række af byens hjem er der dækket op til kaffe. Følg Madam Blå skiltene og oplev, hvordan danskerne har lavet og drukket sin kaffe, men også hvad man har spist som tilbehør til den sorte drik.


Rundvisning i kaffens historie

Bliv introduceret til sommerens store tema, Kaffetid, og få fortællingen om kaffe fra den var ny til i dag. Hør blandt andet om Madam Blå, erstatningskaffe og hvorfor kaffe engang var forbudt for bønder.

Tidspunkt: kl. 11.30

Varighed: Ca. 30 min.


Varmestuens kaffevogn fra 1900-tallet

På Torvet kan du opleve en rekonstrueret kaffevogn fra 1900-tallet. Få fortællingen om, hvordan kaffen skulle få havnearbejdere i Aarhus til at drikke mindre øl og brændevin i løbet af dagen. Ved kaffevognen kan du få smagsprøver, hvoraf den ene er Den Gamle Bys økologiske kaffe.

Ved kaffevognen er der mulighed for smagsprøver.


Øl med historie

Oplev duften af ølbrygning, når bryggerne arbejder i Bryggeriet. Der brygges øl efter metoder fra 1800-tallet og før. Her kan du få en god snak om brygmetoder og processer samt smagsprøver.

Tidspunkt: kl. 12-17


Hvad er Brændevin

I samarbejde med Brænderiet Enghaven får du historien om brændevin og de forskellige typer af brændevin såsom snaps, akvavit og bitter. Der er mulighed for smagsprøver.

Tidspunkt: kl. 12-17


Den Gamle Bys øl

I samarbejde med Thisted Bryghus præsentereres Den Gamle Bys forskellige øl samt et udvalg Thisted Brygshus egne øl. Der er mulighed for smagsprøver.

Tidspunkt: kl. 12-17


Hemmeligheden bag Den Gamle Bys vaniljekranse

Se hvordan Den Gamle By laver sine populære vaniljekranse. Bageren viser hele processen fra start til slut og til sidst er der smagsprøver. Du kan naturligvis også købe vaniljekranse med hjem.

Tidspunkt: kl. 12.30-14


Et godt smørrebrød

Kokkene fra restaurant Gæstgivergården viser og fortæller hvordan de laver det klassiske smørrebrød med et twist. Fra ide, sæson og historisk input til smag, udseende og opbygning.

Tidspunkt: kl. 11 og 12
Varighed: 15 min.


Den gode gamle pølsevogn

Besøg Den Gamle Bys pølsevogn på Telefontorvet i 1974 kvarteret. Her sælger pølsemanden hotdogs, røde pølser, Jolly Cola og den obligatoriske Cocio. Præcis som dengang.

Tidspunkt: kl. 11-16


Den Gamle By kaffe

I anledningen af Kaffetid har Den Gamle By lavet en ny, økologisk kaffe. Køb den med hjem eller nyd den i restauranten sammen med Den Gamle By kaffekage.


Køb din egen kaffeplante

I Handelsgartneriet Bernstorff kan du købe kaffeplanter med hjem. Gartneriet sælger også historiske planter, blomster og frø, som ikke er at finde andre steder. 

Tidspunkt: kl. 12-17


Middag fra besættelsestiden 1940-1945

Den Gamle Bys kokke genskaber en sommermenu fra besættelsestiden ud fra opskrifter og fif fra Aarhus' Husmoderforenings ugentlige madplan. Der fortælles om rationering og mere eller mindre bizarre erstatningsprodukter fra besættelsestidens kødgryder.

Tidspunkt: Torsdag kl. 18-21

Billetten er inkl. adgang til Den Gamle By hele torsdag 12. august 2021.

Køb billet her


Et kvarter med museumseksperten: Historiske ærte- og bønnesorter – fremtidens proteinkilder?

Her fortæller Den Gamle By inspektør om de historiske sorter af bælgplanter, som dyrkes i Den Gamle By. Vi ser på forskellige typer ærter og bønner, høje og lave, friske og tørrede, og om egenskaber, dyrkning og anvendelse.

Tidspunkt: Mandag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Pølsevognen

Den danske pølsevogn fejrer 100 års jubilæum i år - men der er mere til den historie end blot de 100 år. Hør om pølsevognen fra 1917 og Aarhus' glemte pølsemænd. Fortællingen finder sted ved Den Gamle Bys pølsevogn fra 1974, som emmer af nostalgi og hvor det naturligvis er muligt at købe en ristet med det hele bagefter.

Tidspunkt: Tirsdag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Alternativer til den funktionsopdelte have

Med udgangspunkt i historiske havetyper vil Den Gamle Bys inspektør fortælle om muligheden for mere integrerede løsninger. Vi ser på spiselige planter, deres bladformer, blomster, farver og dufte og snakker om hvordan man lave smukke og velduftende spiselige blomsterbede.

Tidspunkt: Onsdag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Bageren fra 1885

Den Gamle Bys bager fra 1885 er utroligt populær og kendt for sine kager. Men hvad er egentlig historien bag vaniljekransen og hindbærbrødet? Det, og meget andet, kan du høre mere om når museets inspektør fortæller om arbejdet med bagerbutikkens sortiment og researchen bag hver enkelt stykke bagværk.


Tidspunkt: Torsdag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Historiske kålsorter og bladgrønt

Det er svært at overvurdere betydningen af kål i dansk madkultur. I dette kvarter ser vi på historiske kålsorter, deres egenskaber, dyrkning og tilberedning. Vi berører også handelsgartnernes teknikker til at forlænge kålsæsonen og brugen af andet bladgrønt i forårsmånederne, hvor det var småt med fødevarerne.

Tidspunkt: Fredag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Brændevin

I gården ved brænderiet fortæller vi om processen med at fremstille brændevin og der gives en kort præsentation af den danske brændevinshistorie.

Tidspunkt: Lørdag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.


Et kvarter med museumseksperten: Øl

For 150 år siden drak alle øl flere gange dagligt. Både voksne og børn drak øl, og det var vanskeligt at finde en ædru dansker. Foredraget følger øllets vej gennem historien – fra vikingernes drukgilder omkring jul til vore dages specialiserede mikrobryg.

Tidspunkt: Søndag kl. 13 og 15
Varighed: 15 min.