Hvad er erindringsformidling?
Hensigten med Den Gamle Bys erindringsformidling er at give demensramte sanseoplevelser, der henter erindringer frem, som sygdommen ellers spærrer adgangen til. Erindringsformidling skaber selvværd, for når man kan huske, kan man også indgå i en social sammenhæng.

Når en person med skadet hukommelse kommer ind i Den Gamle Bys totalmiljø, kan der dukke erindringer op ved at personen bruger sanserne.
Duften af nyferniserede gulve, lyden af klaverspil og fornemmelsen af et nystivet forklæde kan være med til at hente erindringer fra et 'glemt lager'.
Museets erindringsformidling tager udgangspunkt i en tre-værelses lejlighed, en helstøbt tidslomme fra 1950’erne, hvor man må røre, smage og være med til at ordne praktiske opgaver.
Her må gæsterne gerne kigge i skabe og skuffer
Erindringslejligheden ligger på førstesalen i et byhus over radioforretningen Pouls Radio i Den Gamle By. Her er nem adgang for mennesker med gangbesvær. Rummene er lyse og luftige som et pænt middelklassehjem i slutningen af 1950’erne – det vil sige den tid, hvor de fleste af museets besøgende med demens var unge og stiftede familie.
Erfaringen viser, at indretningen i sig selv åbner mange døre for erindringerne. Alle møbler og genstande er originale. Og der bliver gjort rent med brun sæbe, sprit og eddike, som man brugte i 1950’erne, så også lugtene er genkendelige.


Erindringer skaber fællesskab
Gæsterne er med til at lave kaffe, dække bord, arrangere blomster i vase, servere kage og sætte en plade på grammofonen. Husmoren sætter sig måske til klaveret og opfordrer til fællessang.
I dagligstuen kan et album med Richs-billeder, en symaskine eller en højfjeldssol være med til at vække erindringer. Det er vanskeligt at være social, når hukommelsen er skadet, men ud fra de fælles erfaringer kan der opstå en ellers sjælden snak.
Personalet i Erindringsformidlingen er uddannet til at 'prikke til' gæsternes hukommelse via samtale om dagligligdags oplevelser i 1950’erne.
Lejlighed bygger på erfaringer
Den Gamle By har i samarbejde med Aarhus Kommune udviklet og arbejdet med særlige erindringsforløb siden 2004. Det har resulteret i flere end 300 besøg fra områdets lokalcentre. Dermed har projektet bygget bro mellem det kulturelle og det sociale område.
Oticon Fonden og The John and Birthe Meyer Foundation har støttet Den Gamle Bys indretning af Erindringslejligheden og opførelsen af det hus, hvor hjemmet er indrettet.
Forskning og samarbejde
Center on Autobiographical Memory Research ved Aarhus Universitet har flere gange i deres forskningsprojekter samarbejdet med Erindringsformidlingen i Den Gamle By.
Der er flere europæiske museer, som er blevet inspireret af Den Gamle Bys arbejde. Fra 2014-2017 har Den Gamle By deltaget i et EU-støttet projekt, Erasmus+, der udvikler forløb for ældre ramt af demens og for pårørende til demensramte og desuden udvikler forløb for relevant plejepersonale. Projektet evaluerer museernes erfaringer med arbejdet. Der er udgivet en rapport på engelsk, som giver godt råd om brugen af erindringsformidling. Rapporten viser også, at der er forløb, som betyder noget for de ældres gennerelle velbefindende.
Hent rapporten Reminiscence in open air museums.
Udover Den Gamle By har følgende museer deltaget i projektet: Jamtli (Sverige), Beamish Museum (England), Szentendre Skanzen (Ungarn) og Maihaugen (Norge). Også universiteterne Linneuniversitetet (Sverige), Newcastle University (England) og Aarhus Universitet har været aktive partnere i projektet.