opener

Kulturklumme i Altinget 27. oktober 2016

Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum

Af Thomas Bloch Ravn

Et museum er et sted, hvor man gemmer de ting, der er ved at forsvinde. Det gælder bindingsværk og dampmaskiner, men det gælder i dag også service og velfærdssamfund. Hvorvidt det er en god udvikling, man publikum så diskutere med sig selv.

I min barndom var der service på benzinstationen. Man kørte sin bil ind til benzintanken, rullede vinduet ned, bad om at få fyldt op, og den rare mand fyldte benzin på bilen. Benzinmanden spurgte, om han ikke lige skulle vaske ruderne, og det var jo dejligt. Så stak man en ti-krone seddel ud ad vinduet og betalte. Dengang var benzinstationen virkelig en servicestation.

Senere begyndte man at kalde en benzinstation for en servicestation. Det skete rundt regnet på det tidspunkt, da man skulle ud ad bilen for selv at tanke og derpå gå ind i kiosken og stå i kø for at betale.

Self-service samfund eller servicesamfund?

Det er svært ikke at komme til at tænke på George Orwells begreb nysprog, og det er nok ikke helt forkert at hævde, at Danmark i dag nok ikke så meget er et servicesamfund, men snarere et self-service samfund.

Et museum er et sted, hvor man gemmer ting, tanker og samværsformer, som er på vej væk eller helt forsvundet, men som måske kan vise sig engang at være en ressource, man bør tage op igen.

I Den Gamle Bys historiske butikker er personalet på tæerne for at servicere kunderne. Det gælder i købmandsgårdens butik anno 1864, det gælder hos bageren i 1885, hos boghandleren, isenkræmmeren og Schous Sæbehus i 1927, og det gælder i Pouls Radio, Broderiboden og Rahbæks Minimarked fra 1974. Straks man er inde i en af de historiske butikker, hilses man med et ”Goddag, Hr. Hvad skulle det være?” Man kan spørge sig for og få vejledning, og varerne demonstreres. Finder man en vare, man vil købe, bliver den pakket behørigt ind, og i nogen af butikkerne får man endda en bærepind, så den er let at have med på den videre færd.

Anledning til forundring og diskussion

Man kan spørge, om det er vigtigt for et museum at vise servicesamfundet. Ja, det mener vi i Den Gamle By. Vi mener, at det er vigtigt at vise, at noget har været anderledes, og at noget dermed også kan blive anderledes. Museer skal være en slags oaser for det, der er overraskende og det, der giver anledning til forundring og måske anledning til, at vi kommer til at diskutere nogle af de ting, vi i dag tager for givet og naturlige.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at Den Gamle Bys seneste store projekt er at skabe et totalbillede af vækstperioden fra slutningen af 1950erne og indtil oliekrisen for alvor slog igennem i midten af 1970erne. Her kan man følge familier, der har oplevet, hvordan velfærdssamfundet konstant har gjort gode tider bedre. Vi viser frisindet i kollektivet, overfloden i supermarkedet og sundhedssystemet i lægeklinikken. Vi viser børnehaven, som gjorde kvindernes indtog på arbejdsmarkedet mulig, vi viser den studerende fra Grønland og de tyrkiske fremmedarbejder, der kom til landet for at udføre det arbejde, ingen andre ville have - osv osv. 

Velfærdssamfundet på museum

Ideen med dette projekt var egentlig blot at dokumentere og formidle en historie, som vi mener er vigtig, og som ingen andre museer for alvor tog sig af. Men da vi kom til at reflektere nærmere over, hvorfor det var netop nu i disse år, at vi havde taget dette emne op, blev vi alle sammen lidt eftertænksomme. For det var jo velfærdssamfundet, vi satte på museum! Og hvis det holder stik, at det er de ting, der er ved at forsvinde, der kommer på museum, så er det jo et ganske alvorligt tidens tegn.

Død, men ikke borte, siger man imidlertid ofte om historien. Og det, at man nu i Den Gamle By kan opleve velfærdssamfundet med frisind, social ansvarlighed og lighed mellem kønnene giver jo så anledning til, at publikum her kan reflektere over, hvad der er vigtigt i vores nære fortid, og hvad vi gerne vil holde fast i og bringe med ind i fremtiden.