opener

Kroniken 23. jul. 2014 KL. 00.01

Den Gamle By i Aarhus har aldrig været yngre

Thomas Bloch Ravn, direktør for Den Gamle By i Aarhus 

Direktøren forklarer her de senere års forsøg på at forny friluftsmuseet.

Tidsbillede. Et af de nyere tiltag i Den Gamle By er denne lejlighed fra 1970'erne.

Den Gamle By er i disse år inde i en voldsom udvikling. Museet er gjort levende, der er etableret et fast samarbejde med universitetet, gamle udstillinger revitaliseres, der kommer nye museer i museet, og der bygges helt nye kvarterer fra en tid, som de fleste kan huske.

Det seneste initiativ er at dokumentere året 2014, så Den Gamle By om 5, 10 eller 15 år også kan vise et afsnit fra netop det år, da museet fyldte 100 år.

Alt sammen sker med afsæt i de principper og værdier, som blev til, da Peter Holm for 100 år siden grundlagde Den Gamle By, tilsat en række nye pejlepunkter, som er opstået med inspiration fra en række af museets internationale samarbejdspartnere.

I mine første 10 år som direktør for Den Gamle By havde jeg den store glæde at kunne drøfte tanker og planer med museets ældste medarbejder, forhenværende museumsinspektør dr. phil. Erna Lorenzen. Hun blev ansat i Den Gamle By 1935, og som hun selv sagde, var hun den eneste tilbageværende fra den første generation og havde i 10 år arbejdet tæt sammen med museets grundlægger, Peter Holm.

Kort tid efter min tiltræden i 1996 inviterede Erna Lorenzen til samtale og diskussion, og vi udviklede et nært venskab, som varede ved helt frem til hendes død i 2006. Når jeg havde tanker om noget, som jeg forestillede mig kunne være kontroversielt og vække diskussion, tog jeg gerne ud til Erna, som altid havde et glas portvin og et stykke chokolade. Det skete for eksempel, da tankerne om Den Gamle Bys levende museum kom op, og det skete også, da ideen til det, der skulle blive til det moderne byprojekt, var på vej.

Jeg fortalte om mine tanker, hun spurgte ind, og vi drøftede både det konkrete projekt, og hvordan det passede ind i det billede, hun havde af museet. Derpå var det, som om hun diskuterede med sig selv, og hun funderede også over, hvad Peter Holm ville have syntes. Og når det så viste sig, at både Peter, Erna og jeg mente, at det, vi lige havde drøftet, var godt og rigtigt for Den Gamle By, ja, så følte jeg, at vi i Den Gamle By havde det nødvendige rygstød til at arbejde videre med tanken.

I Den Gamle By går vi fortsat vore egne veje, akkurat som Peter Holm gjorde det i sin løbende holmgang med Nationalmuseets direktør Sophus Müller. Vi holder også fast i, at Den Gamle By som et friluftsmuseum først og fremmest fokuserer på helheder frem for på enkelte genstande.

Vi lægger stor vægt på at arbejde sammen med organisationer, netværk og enkeltpersoner, som har særlig indsigt i og erfaring med de ting, vi har på tegnebrættet. Vi sætter mennesket i centrum, både de historiske personer og deres hjem og arbejde og ikke mindst museets besøgende. Og i arbejdet med at udvikle museet lægger vi som Peter Holm vægt på at gøre museet aktuelt og også vise interiører, der går helt op til, som Peter Holm udtrykte det, vore forældres og bedsteforældres tid.

Peter Holm havde sine egne originale ideer, og ikke mindst skabelsen af et originalt koncept for et friluftsmuseum for byernes kulturhistorie giver ham en prominent plads i museumshistorien i Danmark, Europa og på verdensplan. Men ud over selv at have stor idékraft var han også stærkt inspireret af en række af Den Gamle Bys søstermuseer i Skandinavien, hvis ledere han havde en tæt kontakt med.

På samme vis har vi, der nu står i spidsen for museet, stor glæde af netværk og inspiration fra gode kolleger i udlandet. Det vil i dag først og fremmest sige Skandinavien, Europa, Nordamerika og Australien.

Peter Holm var uddannet lærer, men der er ingen tvivl om, at han gerne ville have haft en akademisk baggrund. Det var derfor vigtigt for ham, at Den Gamle By blev bestykket med stærke akademiske kompetencer. Peter Holm var derfor stolt, da hans senere efterfølger, museumsinspektør Helge Søgaard, i 1940 blev den første dr.phil. ved Aarhus Universitet, og han selv i 1946 blev udnævnt til æresdoktor sammesteds.

Oprettelsen af Dansk Center for Byhistorie ved Aarhus Universitet og Den Gamle By skal ses i forlængelse heraf. Ideen opstod på et møde, jeg havde i 1999 med det faglige personale på Historisk Institut. Efter et par års forberedende arbejde kunne vi i 2001 åbne centret, der har til formål at fremme og koordinere forskning, forskeruddannelse og formidling af urbanitet og urbane områders historie og kultur.

I den almindelige museumsdebat høres det ofte, at museer handler om viden, og at det er vigtigt, at man lærer noget, når man besøger et museum. Det er det selvfølgelig også. Men museet må ikke bare eller først og fremmest være en pædagogisk bank for faktakundskab, som svenskeren Sten Rentzhog har formuleret det. Sten Rentzhog (født 1937) var i en menneskealder chef for Jamtli i Östersund, og i en årrække også direktør for Nordiska Museet i Stockholm.

Han sagde i en forelæsning for Nordiska Museets personale i 1987: »Museets specielle mulighed er, at vi kan arbejde med følelser, oplevelser og fornemmelser. Det er noget helt andet at være museum end at være skole eller bibliotek, det giver andre muligheder og andre udtryksformer«. Og han fortsatte: »Skal vi tale museumspædagogik, må vi holde op med at imitere skolen. At være museum er ikke at arbejde med lektioner, spørgeskemaer, lysbilleder, dataskærme og faglige puslespil. Vi må indse og føle det helt ind i sjælen, at museumspædagogik er at gøre direkte det modsatte af, hvad skolen gør. Det er et skift til den anden hjernehalvdel«.

Via forskellige former for levendegørelse arbejder mange museer i dag med at aktivere de besøgendes følelser og sanser. Men da Den Gamle By i 2001 begyndte på den form for formidling, blev det af mange betragtet som en slags tivolisering. Kun Hjerl Hede havde arbejdet med levendegørelse, og det blev ikke rigtig accepteret som fint og fagligt i orden. 

På studieture til Holland, Belgien, Sverige og senere USA oplevede jeg levendegørelse som en naturlig forlængelse af friluftsmuseernes arbejde med helheder, og jeg erfarede, at museer sagtens kan levendegøres, så den faglige fane fortsat holdes højt. Disse oplevelser og erfaringer var baggrunden for, at Den Gamle By i 2001 tog initiativ til at gøre museet levende, hvilket har været medvirkende til, at museet i dag når ud til et meget bredere udsnit af befolkningen, end man normalt ser på danske museer.

At nå bredt ud og at gøre historien relevant og vedkommende for den almindelige dansker har længe været defineret som et mål for Den Gamle By. Det er ligefrem ambitionen også at nå ud til folk, der normalt finder museer kedelige og elitære. At det i høj grad er lykkedes, dokumenteres blandt andet af Kulturstyrelsens undersøgelser af museernes publikum. Også på dette felt har Sten Rentzhogs stærke formuleringer været en inspirationskilde.

Han sagde i 1987 til sine kolleger på Nordiska Museet: »Lad os sætte en ære i at være et folkets museum, et museum, man kan identificere sig med, et museum, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, et museum, som er hele det svenske folks ejendom Det er ikke de kulturaktive, der er vores primære målgruppe. Det er de mallorcarejsende, tv-kiggerne, sofaliggerne, vindsurferne, alle de almindelige mennesker, som aldrig kunne drømme om at gå på museum.

Den walisiske museumsmand John Williams-Davies (født 1949) pointerer i en artikel fra 2009, at friluftsmuseerne i årtierne omkring 1900 blev skabt ud fra et demokratisk ønske om at være relevant for almindelige mennesker. Det betød dels, at de ønskede at fokusere på almindelige menneskers historie, hvilket var ganske nyt i årtierne omkring år 1900, og dels betød det, at de ville fortælle historien på en måde, så den var til at forstå for almindelige mennesker uden finkulturel dannelse. Det var også nyt.

Kombinationen af socialkulturel relevans med det folkelige og populære kendetegnede stort set alle de frilandsmuseer, der så dagens lys i årtierne omkring år 1900. Og denne kombination er fortsat et adelsmærke for en række af de bedste friluftsmuseer Den Gamle By overvejede vi længe, hvorvidt vi i lighed med en række spændende europæiske museer kunne gå længere op i tiden. Umiddelbart kunne vi ikke se 1700-tals-barok side om side med modernisme fra 1950’erne eller 70-er-hippiestil. Men så opstod tanken, at man da bare kunne bygge et mere moderne kvarter uden på den gamle bykerne og på den måde undgå en sådan gang kronologisk hulter til bulter. Den tanke tog form og blev første gang formuleret i 2002.

Fra 1980’erne var enkelte museer begyndt at gå tættere på vores egen tid. Først og fremmest St. Fagans i Wales og Sogn Folkemuseum i Vestnorge. Det vakte voldsomme diskussioner i museumsverdenen. Men når man gik tilbage til museernes grundlæggere og deres ideer, nåede man som regel frem til, at det, de jo havde gjort, rent faktisk var at lade deres museer række op til en tid, som mange mennesker stadig havde en erindring om. Så egentlig var det slet ikke noget nyt at interessere sig for den nære fortid!

Det mest gennemførte moderne projekt foregik i 1990’erne på norske Maihaugen i Lillehammer under ledelse af Olav Aaraas (født 1950), som i dag er leder af Norsk Folkemuseum i Oslo. På Maihaugen skabte han et helt parcelhuskvarter med huse og indbo fra 1940’erne, 1950’erne, 1970’erne og 1980’erne, og det sidste fra 1995 åbnede netop dette år. Projektet blev voldsomt kritiseret, men er i dag anerkendt som banebrydende og et eksempel til efterfølgelse.

På en konference i 2009 i Den Gamle By begrundede Olav Aaraas vigtigheden af sådanne projekter. Han tog udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad er det, der interesserer museernes besøgende mere end noget andet? Og han svarede: Dem selv! Vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder.

Historien sluttede ikke for 50 eller 10 år siden, fortsatte han. Den fortsætter, og vi er selv en del af den Hvis vi som museer lader flere årtier, ja, århundreder gå uden at indsamle, dokumentere og undersøge, så svigter vi vores opgave som museer, og vi mister vigtig viden, og vi bliver gradvist mindre relevante for publikum.

»Vi er ikke et museum om huse og heller ikke et museum om ting. Vi er et museum om mennesker«. Sådan sagde hollænderen Jan Vaessen (født 1947) engang til mig om sit nyskabende museum, Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem. Jan Vaessen var direktør for museet fra 1990 til 2009. Jan Vaessens filosofi stemmer godt overens med Peter Holms tanke om, at man i alle rum først og fremmest skulle fornemme et nærvær af fortidens mennesker, selv om man på hans tid skulle forestille sig, at de lige var gået en tur, mens publikum kiggede ind. Jan Vaessens stærke udsagn såvel som mine mange samtaler og diskussioner med ham har været en vigtig inspirationskilde i arbejdet med at udvikle Den Gamle By.

Et andet stærkt udsagn er amerikaneren Stephen E. Weils (1928-2005) formulering: »Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen«. Udsagnet stammer fra en programmatisk artikel fra 1999, der handlede om den konstante forandring af de amerikanske museer.

Formuleringer af denne art har gjort det naturligt for Den Gamle By at lave særlige tilbud til samfundets svage grupper, eksempelvis ældre, der er ramt af demens, og børn og unge med psykiske lidelser. Det er også grunden til, at vi for et par år siden sagde ja til projektet med at have en hjemløs boende i en baggård, så museets gæster kunne komme tæt på denne del af virkeligheden, ligesom det er baggrunden for, at vi inviterede fire unge mennesker til at bo en uge i kollektivet fra 1974 på datidens vilkår.

Som en sidste ting vil jeg pege på museets rolle som mødested. Ungarske Miklós Cseri (født 1957) taler om, at museet skal være en agora, idet han herved refererer til den åbne plads i antikkens græske byer, som blev brugt til mødested, råds- og retshandlinger, handel, teater og sport. Altså et sted, hvor folk mødes, og hvor der er både udfoldelse, underholdning og diskussion.

Vi bliver i det græske og ser nærmere på det originale græske ord museum, som er templet for alle de ni muser. Englænderen Peter Lewis har i en kampagne mod det, han kalder de kedelige museers brigade, pointeret, hvordan kun historiens og astronomiens muser, Clio og Urania, er inkluderet i det moderne museumsbegreb, mens de syv muser, der har med det poetiske, det musiske og det dramatiske at gøre, alle er ekskluderet.

I forlængelse heraf argumenterer han for, at disse ekskluderede muser atter bør inkluderes i vores museumsbegreb, som dermed også vil komme til at rumme elementer af det poetiske, det musiske og det dramatiske.