opener

Isenkræmmer S. P. Jepsen

Isenkræmmeren er indrettet som en butik i 1927, og den holder åbent for salg fra påske til nytår. Her kan du købe alt fra blåsøm til Bing & Grøndahl, baljer og børster og mekanisk legetøj. Udvalget er  bredt, præcist som en isenkrambutik i 1927.

Isenkræmmeren ved disken
Inventaret stammer fra Borris i Vestjylland, hvor disken og den store skuffereol blev fremstillet i 1908. Forretningen blev drevet af tre generationer Jepsen frem til 2004. I 2006 blev inventaret flyttet til Den Gamle By.

Butikken

Isenkræmmeren opstår sammen med industrialiseringen. Dels er næsten alle varer industrielt fremstillet, dels handler isenkræmmeren med alt det, der skal bruges til livet i den moderne by. Her kan håndværkerne købe værktøj, søm, skruer og beslag, når de skal bygge huse til fabrikkernes ansatte. Her kan familierne købe blå emalje, porcelæn, glas og andet husgeråd til livet i de nye lejligheder. Og her kan børnene drømme om bliklegetøj, dampmaskiner og støbejernskomfurer med bittesmå gryder. Legetøjsfirmaerne fulgte lige i hælene på industrialiseringen. Så snart et nyt produkt kom på markedet, fulgte legetøjsfabrikanterne op med kopier til børnenes brug.

Emaljeret køkkentøj

Det emaljerede køkkentøj rykkede ind i køkkenerne fra slutningen af 1800-tallet. Det skete sammen med gaskomfurerne, og her var de emaljerede gryder, potter og pander langt mere praktiske end brændekomfurernes traditionelle messing- og kobbertøj.
Madam Blå er en serie af blå emalje-kaffekander produceret af den danske virksomhed Glud & Marstrand indtil 1966. Isenkræmmeren sælger kopier af udvalgte produkter fra serien.  

 

 

Isenkræmmeren hænger varer op udenfor butikken
Isenkræmmeren gør i 1927 reklame for sin butik ved at flytte varerne ud på fortovet.
Køkkentøj og krukker
Isenkræmmeren sælger bl.a. køkkentøj i træ og saltglaserede krukker.

Bygning fra Aalborg

Isenkræmmeren er indrettet i bygningen Grotumfløjen der er fra cirka 1580. Det er et bindingsværkshus i renæssancestil, som stammer fra Den Klingenbergske Gård, hvor det lå ud mod den nu forsvundne Grotumsgade i Aalborg. Det er genopført i Den Gamle By i 1926 som del af et større kompleks med 5 huse kaldet Aalborgården.