opener

Gadebilledet i 1927

Af Nina Seirup

I løbet af det sidste års tid er der sket mange forandringer i gaderne omkring Isenkræmmeren og Musæet. Et nyt gadebillede er ved at skyde frem med afløbsriste, telefontårn og kantsten. Søndergade, Havbogade og Dytmærsken omformes til en 1927-bydel. Undersøgelsen af gadebilledet i 1927 er foretaget af medarbejder i markedsføringsafdelingen, Nina Seirup, der er cand. mag. i historie og engelsk samt master i management fra Harvard University. Artiklen er trykt i Den Gamle Bys Årbog 2010.

Gadebillede af Nørretorv i Vejle 1926. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Når man læser de danske ekspressionisters digte, som Tom Kristensens Fribytterdrømme fra 1920 og Emil Bønnelyckes Asfaltens Sange fra 1918, bliver man slået af glæden ved trafikkens fart og kaos. Digtene kredser om gadebilledets nye elementer som buelampen, telefonledninger, cykler og sporvogne. Denne fascination er indlysende, når man tænker på udviklingen i de danske byers udseende i de foregående årtier. Væk var pigstenene – bedre kendt som toppede brosten – på gade og fortov. Væk var de åbne rendestene. Hestevognene havde fået selskab af biler, sporvogne og cykler. Selv for fodgængere var det nye tider. Nu behøvede gående ikke længere at forvente plørede støvler under regnskyl, efter at kantsten, fortove og kloakafløb havde moderniseret og effektiviseret gadebilledet. Forandringerne lovede for ekspressionisterne en ny tid.

Den nye tid

Det er netop denne fornemmelse af modernitet, som gaderne i det nye 1927-kvarter skal give museets besøgende. Når museets gæster går fra Torvet, der er fastfrosset i 1864, til Søndergade i 1927, skal de have fornemmelsen af at bevæge sig ind i en ny tid. Pludselig vil det blive lettere at bevæge sig på gadebelægningen. Man kan søge ly for trafikken på et rigtigt fortov med kantsten og fliser. Kigger man op, kan man se ledninger og gadelamper, og idet man drejer om hjørnet, vil man støde ind i benzinstanderen. 1927-kvarteret kommer til at dække den eksisterende Søndergade med Boghandleren og Isenkræmmeren, Havbogade med Musæet, Dytmærsken med Posthuset og endelig en nyanlagt gade, der med stor sandsynlighed kommer til at hedde Nygade. 

Trafikken domineres af cyklister og fodgængere. Der ligger hestepærer midt på gaden. Kongens Gade i Esbjerg 1925. Foto: Det kgl. Bibliotek.

Fra grønsvær til asfalt

1920'erne var præget af intense eksperimenter med nye belægninger til vejbanen. I arkiverne for byernes vejudvalg findes brochure efter brochure, der med billeder og tekst omhyggelig forklarede fordele ved forskellige typer vejbelægninger. Asfalt og tjæreblandinger konkurrerede med traditionelle vejbelægninger såsom chaussesten og brosten. I fagblade var der heftige diskussioner af forskellige vejbelægningers styrker,svagheder og naturligvis omkostninger. Der var mere på spil end blot en vej – det var moderniseringen af Danmark, det gjaldt.

Det betød dog ikke, at gaderne i danske byer var homogene og afspejlede de sidste nye vejtekniske landvindinger. Sidegaderne haltede efter og bestod mange steder stadig endnu kun af grus eller sammentromlede skærver – også kendt som makadam opkaldt efter skotten McAdam, der opfandt metoden. Faktisk afslører en opgørelse over vejbelægninger, at 3/5 af byernes gader stadig bestod af grus og makadam i 1927. Stærkt trafikerede veje havde derimod vejudvalgenes fulde opmærksomhed.

Langt de fleste centrale gader havde brolægning, men i løbet af 1920'erne udviklede asfalten sig så afgørende, at den efterfølgende blev den foretrukne belægning.

Asfalten blev mere og mere slidstærk, og var et symbol på fremskridtet – både for menigmand og de ekspressionistiske digtere. “Er Asfalten ikke en morsommere Ting end Grønsværen?“, spørger Emil Bønnelycke således i sit prosadigt Aarhundredet fra 1918. Asfalten var effektiv og kunne lægges på industriel facon med store maskiner, der tog halve gader ad gangen. Den var forholdsvis billig, fordi brolæggere ikke skulle lægge hver sten manuelt. Og endelig behøvede man ikke at gøre noget ved den eksisterende belægning. Asfalten kunne lægges ovenpå et hvilket som helst underlag. Det kan man blandt andet se på Trøjborg i Århus den dag i dag, hvor den er lagt over brostenene.

1927 må på mange måder karakteriseres som en overgangsperiode.De foregående års eksperimenter med asfalten havde endnu ikke udmøntet sig i kilometervis af asfalterede gader, men i løbet af 1930'erne blev asfalt mere og mere populært. Eksperimenterne med belægninger bliver også reproduceret i 1927-bydelen, hvor Nygade, som endnu ikke er anlagt, bliver asfalteret, mens de eksisterende gader Dytmærsken, Havbogade og Søndergade har den traditionelle og udbredte brolægning.

Skidtet der forsvandt

Udviklingen i belægninger var dog langt fra den mest dramatiske forskel på gadebilledet i slutningen af 1800-tallet og 1927. Forandringen er næsten umulig at få øje på med moderne øjne, for den vigtigste forskel er det, der er forsvundet: rendestenene. Der var ikke længere en stank af rådnende møddinger, husholdninger der smed opvaskevand ud af vinduerne og sjatter af latrinindhold på gaden, der blandede sig med regnvand og hestepærer.

I 1927 var kloakeringen hovedsagelig lagt under jorden, ligesom der var kommet zinkspande i baggårdene, som blev hentet af renovationen. Spildevand og regnvand blev ledt igennem rør under jorden. Rotter og sygdomme som kolera havde ikke længere gode spredningsforhold igennem beskidt vand og skrald på gaderne – her var kun hestepærerne tilbage.

Beviserne må næsten kaldes undseelige, for hvor mange tænker over den virkelige betydning af brøndkarme og rendestensriste? Udseendet på disse to har da heller ikke forandret sig nævneværdigt i forhold til i dag. Både den runde brøndkarm med mæanderbort og den firkantede, som vi kender i dag, går tilbage fra før 1927. Den eneste forskel mellem i dag og 1927 er rendestensristene, der lå med rillerne langs med vejen og nærmest indbød til, at cykeldækkene kørte ned i dem.

Fortove i fri fantasi

Mange af tendenserne inden for vejbelægning gik igen ved lægningen af fortove. Også her blev der eksperimenteret med forskellige belægningstyper lige fra sand til støbte fliser og klinker, og resultaterne blev grundigt gengivet i samtidens lærebøger.

Ligesom byens hovedstrøg leverede de bedste forhold for trafikken, så havde også fodgængerne her de bedste fortove.De var ofte flisebelagte eller af klinker, men kun sjældent af asfalt. Når byerne ofte prioriterede fliser frem for f.eks. asfalt,så var det af hensyn til gasledningerne. Kom der en lækage, ville gassen forsvinde op imellem flisernes revner frem for at sive ned i kældre og forårsage eksplosions- og forgiftningsfare.

Desuden kostede det færre penge at flytte fliserne end at brække asfalt op og lægge nyt, når der skulle føres eller repareres ledninger og rør. Det eneste problem ved fortovsfliser eller klinker var, at hestene ikke stod særlig godt fast på fliserne, når de skulle køre ud fra baggårdene. Derfor havde man brolægning ud for porte og på nedkørsler.

Også for fortovene var 1927 en overgangstid, og ikke alle steder i byen var fortovene ens.

Fortov med forskellige typer af belægning i Jernbanegade i Nykøbing Falster 1928.
Foto: Det kgl. Bibliotek.

Først i løbet af 1900-tallet begyndte byrådet at indføre normer for fortovene. Indtil da var det op til den enkelte grundejer, hvordan fortovet foran hans grund skulle se ud – eller om der overhovedet skulle være fortov. Det betød, at grundejerne lagde den type fortov, som passede til deres smag eller pengepung, og det var ikke nødvendigvis det samme som naboens. Men i løbet af de første årtier af 1900-tallet begyndte byrådene at sætte standarter for fortovene, også kaldet normalfortov. I 1927 var alle fortove endnu ikke blevet omlagt til normalfortov, og man kan således på nogle af samtidens fotos se skiftende fortovsbelægninger ud fra hver enkelt grundejer. Det er netop det forhold,som er blevet genskabt ned langs Havbogade.

Kantsten

En vigtig detalje på fortovet er kantstenen. Efter at kloakeringen havde vundet indpas i slutningen af 1800-tallet, blev det muligt at lede regnvandet væk fra gaderne. Her sikrede kantstenen, at vandet fra vejen blev stoppet og ledt mod kloakkernes afløb frem for ned i kældrene. Derudover havde kantsten den fordel, at fodgængerne blev sikret mod den stigende færdsel. Kantstenens opspring på 10-12 cm kender vi også i dag. Skal man tro V. Malling, der skrev et indlæg i Dansk Vejtidsskrift i 1928, så er denne afstand ikke en tilfældighed:

“En Kantsten [har] et Opspring paa 10-12 Cm. Med større Opspring faas en mere virkningsfuld Beskyttelse [af fodgængeren], men man kunne dårligt gaa højere op med Datidens lange, upraktiske Damekjoler. Den nu herskende Mode, den smukke knæfri Kjole hindrer ikke længere damerne i at tage lange Skridt, og det har da ogsaa været foreslaaet f.eks. i Paris at gaa over til et Opspring paa 17-20 Cm. Men Kjolerne skulde da nødigt blive lange igen – og dog – et stort Opspring og lange Kjoler vilde tvinge Damerne til at færdes mere fornuftigt”.

Elektricitetsmast og ledninger i Søndergade i Herning 1927. Foto: Det lokalhistoriske Arkiv i Herning

Lamper og ledninger

Der var ikke mange af de foregående årtiers tekniske landvindinger, som ekspressionisterne ikke besang, og det gjaldt også gadelamperne, som her i Emil Bønnelyckes prosadigt Aarhundredet, hvor han fremfører påstanden “Er Telegraferne, Telefonerne, Buelamperne, (…) ikke en Blomstring […]?”.
1927 var også en overgangsperiode, hvad angik gadelamperne. Den samme by kunne både have gadelygter på pæl og ophængte gadelamper, og samtidig understøtte gas og elektricitet. Gassen og elektriciteten var inde i et kapløb, og endnu var der ingen vinder.

I 1927-bydelen er der dog taget en principbeslutning om at fokusere på elektriske gadelamper, da gadelygterne i den eksisterende Den Gamle By er kopier af gaslamper. Gadelampernes udseende afhang af placeringen i byen. Hovedgaderne havde de fleste og de flotteste lamper, mens der var færre og mere beskedne lamper i sidegaderne.

Med til gadelamperne og det stigende forbrug af elektricitet i 1920'ernes hjem hørte ledninger og master. Telegrafen og telefonen havde deres egne ledninger, der blev ført sideløbende med elektriciteten. Alle disse ledninger var enten ført fra hus til hus eller via master. Telefonmasterne kunne altid kendes på, at de lignede en gaffel med adskillige separate ledninger. Master var ikke nødvendigvis opstillet på fortovet, som vi er vant til i dag, men stod også til tider på vejbanen eller i baggårde.

Telefoncentralen var altid nem at genkende, for på taget stod et firkantet tagstativ, hvorfra alle telefonledningerne udgik. Telefonmasterne var i træ, mens elmasterne i byerne oftest var jern- eller betonkonstruktioner.

Trafikregulering

Ekspressionisternes beskrivelser af trafikkens fart og kaos kan gøre læseren fuldstændig svedt. Så voldsomt var det dog kun i København. Samtidige fotos af danske provinsbyer afslører, at langt det meste trafik bestod af gående og cykler iblandet hestevogne og enkelte biler. Kun større provinsbyer som Aarhus kunne bryste sig af sporvogne på linje med København.
Byerne havde ikke meget hjælp til trafikken i form af færdselstavler. På særlig udsatte steder havde politiet med loven om motorkøretøjer fra 1913 haft mulighed for at sætte henstillinger op som “Kør langsomt”.

Skilt med teksten “Langsom Kørsel” ved Hotel Alssund i Sønderborg 1927.
Foto: Det kgl. Bibliotek.
“Skridt om Hjørnet” i Brogade i Sakskøbing 1926.
Foto: Det kgl. Bibliotek.

I loven var langsom kørsel defineret som: “Der må ikke køres med Større Fart, end at en voksen Mand i rask gang kan følge ved siden af Køretøjet”, hvilket var ca. 8 km i timen. Disse skilte suppleredes af de ældre “Skridt om Hjørnet”-skilte, der var møntet på de mange hestevogne.

Først den 22. december 1927 blev der for første gang indført en omfattende lovgivning om færdselsskilte, hvor staten havde ansvaret. De konkurrerende interesseorganisationer for bilister, KDAK og FDM, havde dog allerede fra 1911-1912 for egen regning opsat internationale advarselstavler f.eks. ved vejkryds og jernbaneoverskæringer på landevejsstrækningerne.
Endnu var der ikke tænkt på at afmærke veje med striber, fodgængerfelter og svingbaner, hvilket kunne gøre trafikken til et sandt virvar af fodgængere, cyklister, biler og hestevogne.
Afstribning blev først formaliseret med vejreglerne i 1943. I nogle byer blev de såkaldte ballonvejvisere sat op for at hjælpe fremmede med at finde vej. Ballonvejvisere blev i 1923 forsøgt gjort til international standard, dog uden held. 

Benzin må der til

Bilernes indtog betød nye erhvervsmuligheder for salg af benzin og for reparationer. I 1927 var tankstationer stadig sjældne – landets første var åbnet nord for København i 1923. Langt de fleste benzinstandere stod på fortovet ud for den butik, som ejede standeren. Alle typer erhverv kunne opstille benzinstandere, og der er eksempler på alt fra købmænd over malermestre til ølhandlere. I begyndelsen af 1900-tallet var der ingen regulering af benzinstanderne, men i 1920'erne var benzinstanderne blevet så populære, at byrådene begyndte at nægte nyopstillinger samt sætte krav til placeringerne, så de ikke var til gene for den stigende trafik. Standerne blev opsat i samarbejde med landets tre største olieselskaber. D.D.P.A., Det Danske Petroleums Aktieselskab, var landets ældste og så sin begyndelse allerede i 1889 med sammenlægningen af adskillige storkøbmænds petroleumsforretninger. Allerede i 1892 fik de eneforhandling på Standard Oils produkter. Shell havde en dansk afdeling fra 1913 under navnet Dansk-Engelsk Benzin & Petroleums Co. Først i 1944 skiftede de navn til Shell. Endelig åbnede BP en afdeling i Danmark i 1921 under navnet D.F.O.K., Det Forenede Oliekompagni. Konkurrencen synes at have været nogenlunde jævnbyrdig imellem disse tre olieselskaber. Horsens byråd kunne i 1927 opgøre de forskellige mærkers benzinstandere til 7 fra Shell, 12 fra DDPA og 11 fra DFOK.

Benzinstander på fortovet uden for købmand Borch, Vesterbrogade i Vejle 1925.
Foto: Vejle Stadsarkiv
Østergade i Assens 1927 med cykelstativer ude på gaden. Foto: Det kgl. Bibliotek.

Op på pedalerne

Danmarks udvikling som cykelnation tog for alvor fart i mellemkrigstiden, og det satte sit naturlige spor i gadebilledet. Overalt på samtidens fotografier ses cykler – enten i fuld fart op af brolægningen, henslængt op af huse, eller sat på plads i cykelstativer. Her er dog en af de mest synlige forskelle til gadebilledet i dag.

 I 1927 stod cykelstativerne nemlig ude på selve gaden, for her var de mindst til gene. Endnu var det gående og cyklende folk det dominerende. Cykelstativerne fungerede til tider som markører for den nærmeste forretning – enten med tekster á la “Kiosken” eller med de kendte symboler fra hængeskiltene f.eks. det dybe fad for barberen.

Reklamens magt

Reklamens magt er ubestridelig, og det vidste man også i 1920'erne, hvor reklameringen allerede var temmelig sofistikeret. De fleste produkter havde unik typografi, der blev understøttet af letgenkendelige sloganer og “maskotter” som f.eks. Persils hvide dame. Denne branding, som det jo i virkeligheden var, blev placeret på udvalgte steder i byen.

Købmænd kunne opslå farvestrålende emaljeskilte på deres facade, og mange af de største producenter fik malet en hel husgavl med reklame. Mindre erhvervsdrivende var også opmærksomme på reklamens magt og fik malet reklame for deres forretning på deres gavl. I byens centrale gader havde butikkerne også ofte store malede butiksskilte, der stolt annoncerede butikkens navn og de vigtigste varegrupper.

Der blev heller ikke sparet på fint arrangerede vinduesopstillinger. Især omkring jul var der konkurrence mellem byens handlende om det smukkest pyntede vindue, og byens indbyggere trykkede næsen mod ruden for at nærstudere alle herlighederne. Vinduesudstillingerne omkring jul var så stor en begivenhed, at de lokale aviser omtalte kvaliteten af udstillingerne.

Et velkendt fænomen på nutidens fortove i byerne er diverse sandwich-skilte, avisernes spisesedler og stativer med tøj, sko og andre varer. Dette ses ikke i gadebilledet i 1927. Udstilling af varer foregik fortrinsvis i butiksvinduerne. De eneste undtagelser er isenkræmmerforretningerne, der stillede en lille del af sortimentet ud langs deres vinduer samt stofforretninger, hvor flere butikker satte en lille skammel ud eller opslog små hylder ved indgangen, hvor stofrullerne blev præsenteret.

Vinduesudstillingerne var tidskrævende at sætte op, og varerne skulle naturligvis beskyttes mod sollys. Stort set alle butikker havde lyse, oftest hvide, markiser, der kunne slås ud på solrige dage. De mest avancerede butikker havde også elektrisk lys på vinduesudstillingerne, så varerne også kunne tage sig bedst mulig ud efter lukketid. Endelig begrænsede butikkerne sig ikke til handel i åbningstiden. Især kolonialhandlere havde ofte adskillige automater hængende på husmuren, der solgte cigaretter og aviser.

Telefonkiosken

Enkelte af gadeelementerne i 1927 er tiden løbet fra – bl.a. telefonkiosken. I 1927 var telefoner i hjemmene ofte begrænset til byens mere velstillede borgere. Derfor var telefonkiosken en central del af de fleste byer. Digteren Emil Bønnelycke skrev et helt digt om telefonkiosken, hvoraf begyndelsen lyder:

“Med farvede Ruder den brænder sin dæmpede Fakkel,
den brogede Kiosk, hvor Alverden gaar oprømt forbi.
Den stirrer med Øjne og lytter til Gadens Spektakel
og føler sig tvunget i Slægt med dens Disharmoni.
Det er sært, siger Kiosken, men Publikum har mig vist kær.
Hvis Søgningen til mig blir ved, blir jeg snart populær.
Det er sært, at jeg snart har Besked til „Levinsen og Cohn“
Og saa til en Konfirmation -.
Saa nu ringer det i mig. Hallo.
Det er min Telefon”.

Telefonkiosken var kort sagt stedet, hvor byens indbyggere fik nyheder enten igennem køb af aviser, igennem telegrammer eller telefonen, hvis man endnu ikke havde en derhjemme.

Avisudhængs- og brandskabe

I 1927 var brandalarmeringsanlæg også ganske udbredte – mindst 29 byer havde dem i 1927. En by som Aarhus kunne prale af ikke mindre end 44 separate skabe fordelt rundt om i byen. Disse brandskabe var opsat enten på husmure eller på separate master og var placeret centrale steder i byen. Ved brand kunne man med et tryk alarmere brandvæsenet. Dog måtte selv brandvæsnet indrømme, at telefonen var langt den mest almindelige alarmeringsform, selvom den endnu langt fra fandtes i alle hjem.

Endelig havde alle byer også avisudhængsskabe. De fleste byer havde op til fire lokale aviser. Hver dag blev den seneste avis slået op i et udhængsskab, så byens borgere gratis kunne holde sig orienteret om nyhederne – men det kunne være en kold fornøjelse at spare på pengene. Der er også flere eksempler på, at hastemeddelelser blev slået op i skabene. Bl.a. havde Christian X en tendens til under sommertogterne med Dannebrog at lægge til byerne med meget kort varsel. Her kom avisernes udhængsskabe i brug som orientering, hvor hastehenstillinger om flagning og rengøring af gader og veje blev bragt.

Avisudhængsskabe i Jernbanegade i Frederikshavn omkring 1920. Ud mod vejen står en benzinstander. Foto: Christensen

Lovprisning af fremskridtet

De ekspressionistiske digte afslørede et nyt gadebillede, der var præget af den moderne teknik både med biler, cykler, asfalt og telefonmaster. Ekspressionisterne var ikke alene fascineret af trafikken og teknik, men af hele bylivet, der udfoldede sig for deres øjne. Både menneskemylderet på gaden, og som det udfoldede sig bag butikkernes ruder.

For ekspressionisterne såvel som for de mange almindelige mennesker, der arbejdede med veje enten som politikere eller vejinspektører, var gaden mere end blot en rute med belægningstyper og biler. Det var en indikation på fremtidens muligheder og et bevis på, hvor langt man kunne nå i løbet af få årtier. Det var moderniseringen af Danmark, der for de ekspressionistiske digtere gjorde sig gældende igennem asfaltens sange og markisernes smil, som det bl.a. fremgår af Tom Kristensens digt Middag fra 1920 fra digtsamlingen Fribytterdrømme:

“Asfalten flammed af Sted med Trafikken,
med Cykler, med Biler. Af Sted! Af Sted!
Gammel og gul og gnaven stod Krikken
og stemte sin Ende mod Færdselens Skred.
“Hej, kan du ræbbe dig, fjottede Kusk!
Giv den for Satan som Satan på To´sken!”
Og som en Skygge det flimred forbi:
det var en Dreng fra Kiosken.

Egerne gnistred, og Fælgene suste,
og Klokken gav Klang og hidsige Skrald.
Latteren højt imod Himmelen bruste,
når der var godt med Punktéringers Knald.
Kællingen, som i Trafikken blev stiv,
Slaget af Rædsel, blev rædsomt besudlet.
“Fanden til Møjtramper! Skimlede Siv!”
Skældsord og Eder sprudled”.