opener

”Giv mig kun et kys, det er jo jul”

Om Julestuer og julefrokost

Af juleinspektør Jens Ingvordsen

Fred hviler over land og by første juledag. Dagen er for mange børn dén dag, hvor der er tid og ro til at lege med alle de nye julegaver. Forældrene har travlt med en af årets store begivenheder: Julefrokosten.

Mange familier arrangerer julefrokost, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både 3 og 4 julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokoster kom frem under besættelsen

Julefrokosten er en ægte danske specialitet, der dog ikke er særlig gammel. Den startede som firmajulefrokost under Besættelsen. Ideen bag julefrokosten er den enkle, at man på sin arbejdsplads mødes til en gang fællesspisning, hvor man hygger sig på tværs af faggrænser og ønsker hinanden ’Glædelig jul!’, inden man drager hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd.

Fast tradition 1950'erne

Allerede i 1950' erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition. Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var tidligere resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Af lækkerier bliver der sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, juleøl og snaps. Alt kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julebryg i rigelige mængder var vigtigere end maden.

Rigeligt med øl og snaps til gamle julegilder og julestuer

Julefrokostens forløber er de gamle julegilder og julestuer med rødder tilbage til middelalderen. Julestuens højtid falder i 1700-tallet. Man holdt ikke gilder eller selskaber første juledag. Juledag var den store kirkegangsdag, men ellers blev man helst inden døre og overholdt budskabet om Fred på jord.

Men fra anden juledag og helt til helligtrekonger gik de ældre til julegilder, hvor der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil, mens ungdommen morede sig dans og små julelege i julestuerne. Festerne blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden igennem. Maden betød mindre end legene, men til gengæld drak man rigeligt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen noterede 27. december 1786 således i sin dagbog: ’Loe mest og var gildsyg, thi vi drak for meget.’Og der blév drukket for meget. En velstillet kone i 1700-tallets Kerteminde var så beruset en juledag, at hun knapt kunne stå på egne ben. For at undgå klammeri søgte hendes mand at slippe udenfor, men hun forfulgte ham ud på gaden, mens hun råbte: ’Gak Djævelen i Vold! Varst Du Mand, som Du burde være, da lagde Du mig min Juletønde ind.’

Julelegen "At nippe strå".

Mere eller mindre anstændige julelege

På julestuen i 16- og 1700tallet morede man sig kongeligt. Man spiste lidt, men drak til gengæld meget, og i det hele taget morede man sig med sanglege og mere eller mindre anstændige julelege.

Vi kender jo alle udtrykket: ‘Du kan godt holde op med de små julelege!’. Flere af sanglegene har overlevet til i dag. Legen Nu er det jul igen! kendes i flere varianter landet over. Bro, Bro Brille er opstået som sådan en juleleg. En anden popuær leg var Nippe strå (fra hinanden – og kun med læberne!). Julelegen Trille julekage var lidt mere løssluppen. Man lagde ganske enkelt en karl og en pige ovenpå hinanden på et bord, hvorefter deltagerne æltede løs på de to personer. Legen var ikke uden seksuelle undertoner.

Helt slem var Huelegen. Karlene dansede i kreds rundt om pigerne, der sang et vers, hvor sidste linie lød: ’Til min hue falder af’. Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne for sjov om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede den sidste linie i pigernes næste vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: ’Til mit skørt falder af’, og ’Til mine strømper falder af’. Så kan man selv fundere på, hvornår og hvordan denne Hueleg egentligt sluttede.

Kirken var en arg modstander af julestuer

Ungdommen førte selvfølgelig an i de ofte ret vovede julestuer. Mange  julelege havde et klart erotisk islæt, som aldeles ikke huede gejstligheden og øvrigheden. Ludvig Holberg skrev i 1724 komedien En julestue, der danner forbillede for en af Den Gamle Bys juleudstillinger i Dansk jul i 300 år. Her lader han borgmester Jeronimus sige: ’Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stabelen på en julestue, så var jeg en rig mand!’ Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til druk, spil, sværmen, banden og letfærdig dans. De samme anklager høres ofte den dag i dag om de årlige firmajulefrokoster… 

Julebukken bragte held

Et af julestuens højdepunkter var, når julebukken kom ind i stuen. Det var en udklædt karl, som med et tæppe over kroppen og et bukkekranium spændt på hovedet skulle se så skræmmende ud som muligt. Han svinede alle i stuen til på det groveste. Jo værre hans sprog var, desto mere overdådigt blev han trakteret med øl, kager og nødder. Når bukken var tilstrækkelig vel beværtet, forsvandt den igen. 

Julebuk som de så ud i 1700-tallet.

Stik imod sin fremtoning var julebukken lykkebringende. Den tog alt ondt med sig, og sikrede dermed fortsat lykke og fremgang for husstanden. Forklædninger var i det hele taget normalt i forbindelse med juletidens løjer, således kunne man også risikere at møde både den hvide hest og julenarren. Julestuerne blev forbudt blandt andet i 1629, 1646, 1683, 1726, 1730 og 1735, men lige meget hjalp det. Trods gentagne forbud trivedes julestuerne særdeles fint til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. I første halvdel af 1800tallet sætter julen fokus på gås, bedstemor,sang og børn omkring træet (altså Hygge!), og julestuerne forsvinder lidt efter lidt. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev efter 1850 julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Et af versene lyder:

’Men om aften er der fint kalas.
Gud velsigne den, som først opfandt
Det at lege jul og give pant.
Unge pige, lad os lege skjul,
Giv mig kun et kys, det er jo jul’

Selv 200 år efter det første forbud mod julestuerne var den meget lovlydige og dannede Faber altså bekendt med dem. I form af borgerforeninger, fagforeninger og boligforeningers juletræsfester lever moderne udgaver af julestuerne stadig videre. I dag mener mange dog, at vore tiders julefrokoster og firmajulefrokoster er julestuernes sande efterkommer.

Fisk til jul og nytår

I den katolske tid før 1536 var fisk noget, man spiste i fasten. Og da adventstiden var en faste- og bodstid, kunne fisken få en naturlig placering på menuen her. Også efter reformationen har man mange steder spist fisk som én af retterne i julen.

I 1700- og 1800tallet begyndte nogle at spise fisk julemorgen, men langt flere satte fisk på menuen nytårsaften eller nytårsdag. Måske som en modvægt til den fede julemad? Især i de kystnære egne var det kun naturligt at spise fisk, såsom kogt torsk eller kogt letsaltet ål. Takket være forbedrede transportmuligheder med bil og tog efter år 1900, bredte skikken sig mere og mere og blev landsdækkende. Andre steder stod der risengrød med rigeligt smør, kogt flæsk og kål, samt æbleskiver, alt skyllet ned med gammelt øl og snaps på nytårsbordet. Nogle spiste i stedet medisterpølse og stribet flæsk med grønlangkål og kartofler til. Ud på aftenen fik man kvældsnætter: smørebrød med fårekød, forskellige pølser og kogt øl, andre fik æbleskiver og punch. Menuen på årets sidste aften kan i dag være meget traditionel: torsk eller skinke, men valget er mere frit denne aften. Menuen er tilpasset vennekredsen og ikke som juleaften familiekredsen.

Årets sidste aften

Årets sidste aften var tidligere en farefuld aften. På denne overgang mellem det gamle og det nye år var mennesket stærkt udsat for alle mulige slags troldtøj, der dog kunne holdes på afstand med larm: Fyrværkeri, bøsseskud, rumlepotte. Overalt blev der lavet ballade. En yndet skik var at knuse lerpotter på fremmede husdøre. Man lavede gavtyvestreger med hinanden. Man skød det gamle år bort eller det nye år ind! Hvad der i 1800-tallet var et forsøg på at holde troldtøj væk, er i dag mange steder endt som ren vandalisme.

Helligtrekongerslys. I delingspunktet indstøbte man lidt sort krudt. Når lyset gik ud med et knald, var julen slut.

Julen varede til efter nytår

I 1800-tallet fortsatte julefestlighederne ind i det nye år. Der blev festet igennem! I Peters Jul, udgivet i 1866, hedder det om afslutningen på julen:
  
”Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre lys har vi tændt – tænk engang! –
for kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger Mor,
at så er julen til ende.”

Et ægte helligtrekongerslys havde tre grene og én stamme. Hvor de tre grene forenede sig med stammen, var der ofte anbragt en lille krudtladning. Når de brændende væger nåede krudtet, eksploderede det, og slukkede flammerne. Lyset gik ud – og julen var slut!