opener

Møntmestergårdens dramatiske historie

Møntmestergården står i Den Gamle By som i sin største pragt i midten af 1700-tallet. Men den Møntmestergård, der blev opført i 1683 som højborgerlig bolig, var en helt anden bygning end den, museumsfolk og arkitekter dokumenterede og nedtog i 1944 i Københavns værste slumkvarter.

Mellem Store Kongensgade og Kongens Have i København lå der indtil 1940'erne et enestående bykvarter fra den tidlige enevældes tid. Nykøbenhavn kaldtes det. Midt i Nykøbenhavn lå den prægtige Møntmestergård i Borgergade 25.

Møntmestergården blev opført i 1683 af den kongelige møntmester Gregorius Sessemann som voluminøs privatbolig. Sesseman-husholdningen boede i stueetagen, mens førstesalens fine sale kun blev brugt ved festlige lejligheder.

Barok modernisering

Frem til 1752 boede også de følgende møntmestre og deres familier i Møntmestergården. Efter tidens standard var Møntmestergården en stor og præsentabel bygning, men den kom i løbet af få årtier til at virke gammeldags.

Derfor moderniserede møntmesterfamilien Wineke deres hjem.

De fik blandt andet malet huset, så det lignede et stenhus – i bedste barokstil. I 1720 afløste en indvendig baroktrappe de håbløst umoderne udvendige trapper og svalegang.

I første del af 1700-tallet blev gården indrettet med en lejlighed på hver etage, og i 1728 lejede familien Wineke førstesalen ud til ingen ringere end den russiske ambassadør.

Fra 1690 til 1752 ejede møntmesterfamilien Wineke bygningen.

I denne periode stod gården i sin største pragt, og det er den udgave, der er genopført i Den Gamle By. Baroktrappen er den dag i dag et af bygningens fineste elementer.

Udsmykningen af rummene nåede et højdepunkt ved en modernisering i 1760'erne. 

Fra barok til rokoko

Murermester Brandemann ejede Møntmestergården i næsten 40 år (1767 - 1803), og han opgraderede udsmykningen og indretningen til tidens moderne rokoko.

Befolkningseksplosion i København

Folketællingen i 1787 oplyser, at der boede tre husstande i Møntmestergården, i alt 21 personer.

Den Gamle By genopførte Møntmestergården som i sin største pragt i midten af 1700-tallet.

Fra 1700-tallet til midten af 1800-tallet fik København mange flere indbyggere, uden at byens areal voksede. Byen holdt sig inden for voldene, og derfor byggede man så tæt på grundene som overhovedet muligt. Lejlighederne blev stadig mindre.

Hårdhændet ombygning

I begyndelsen af 1800-tallet ombyggede man Møntmestergården med hård hånd. Man overpudsede bindingsværket, fjernede karnappen og frontkvistene, huggede de udskårne bjælkeender af, og tilføjede et bredt fabriksvindue på tagetagen. I Møntmestergården delte man de store lejligheder op i flere mindre lejligheder, og indrettede butikker i stueetagen.

Stinkende rendestene og fulde folk

Møntmestergården blev en ordinær udlejningsejendom i et kvarter, der efterhånden var Københavns ældste, fordi den øvrige del af byen var brændt i flere omgange.

Skuespillerinden Julie Sødring beskrev kvarteret omkring 1850:

”Snavset og stanken i gaden var ulidelig. Rendestene dannede snart stillestående sumpe, snart – når brændevinsmanden var på spil –

I Møntmestergårdens forhus var der ordentlige, omend små, lejligheder som på dette foto fra omkring 1900.

rivende strømme af varmt vand, der indhyllede gaden i dampe, men de var yndlingsopholdsstedet for samtlige kvarterets unger.

Legen blev kun afbrudt, når en fuld mand – eller – hvad lige så ofte kunne hænde – en fuld kælling viste sig i gaden. Så blev der jubel, piben og sammenstimlen, indtil vægteren kom og uden videre tog delinkventen på stigen og slæbte af med ham eller hende, efterfulgt af de skrigende børn.”

Sundhedsfarligt slumkvarter

I sidste del af 1800-tallet forslummede Borgergade, hvor Møntmestergården lå. 

I 1938 vurderede Indenrigsministeriets saneringsudvalg, at kvarteret var sundhedsfarligt for mennesker at bo i.

”Slumkvartererne afgiver utvivlsomt boliger ikke alene for samfundets allerfattigste medlemmer, men tillige for samfundets udskud.

Møntmestergården i Borgergade omkring 1930.

Det er dette udskud, samfundets moralsk angrebne mennesker, der ved deres udfordrende levevis sætter præg på slumkvartererne og derved forpester forholdene til skade for ordentlige og hæderlige mennesker… Det er således karakteristisk for Adelgade-Borgergade kvarteret, at der i 1936 konstateredes tilstedeværelsen af 50 smugkroer.”

I 1940'erne og 1950'erne blev kvarteret totalsaneret, og alt blev revet ned.

Møntmestergården reddet

Leder af Københavns Bymuseum, Christian Axel Jensen, tog initiativ til at redde Møntmestergården.
Den blev kaldt ”den eneste endnu bevarede gode repræsentant for den borgerlige bindingsværksarkitektur med etagefremspring, der er karakteristisk for tiden 1650-1700”, og det blev påpeget, at med denne bygning ”vil det sidste minde om en betydningsfuld byggeperiode i Københavns historie forsvinde”.

Del for del skilte håndværkerne, museumsfolk og arkitekter Møntmestergården ad i 1944. De registrerede og dokumenterede den og opmagasinerede det hele i et skur på Vestre Kirkegård i København.

Det var meningen, at bygningen kunne genopføres som den centrale bygning i en planlagt københavnsk parallel til Den Gamle By i Aarhus. Planerne blev aldrig realiseret, og i mange år lå Møntmestergården gemt og glemt. Men i 1995 overtog Den Gamle By materialerne.

Genopførelsen af Møntmestergården blev det hidtil største bygge- og restaureringsprojekt i museets historie. Møntmestergården åbnede for publikum i 2009.

Fra nedrivningen af Borgergadekvarteret. Det er Møntmestergården i baggrunden.