opener

"Man maa ikke berøre de udstillede Gjenstande"

I 2008 åbnede Den Gamle By et Musæum 1927, der indgår i 1927-kvarteret.  Museumsdirektør i Den Gamle By, mag.art. Thomas Bloch Ravn fortæller her om projektet og dets baggrund. Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 4 2008.

Musæum
For ældre besøgende er Musæum 1927 en genkendelig tidslomme. For andre er det fascinationen af den enkelte genstand, der er i centrum, men udstillingerne for andre igen virker som en gang skrabsammen. Derfor tænkes formidlingen udbygget med dramatiserede rundvisninger ved kustoden, enkefru Nielsen

Det begyndte egentlig som en vits. Men 18. marts 2008 kunne Hendes Majestæt Dronningen åbne Musæum 1927 i Den Gamle By – musæum med æ altså. I øvrigt vistnok første gang overhovedet, at et museum åbner et museum!
  
Man spiser jo ikke flødeskum på flødeskum, tomat på tomat eller rugbrød på rugbrød, så hvorfor et museum på museum?
Ideen opstod en dag for nogle år siden, da det museumsfaglige personale diskuterede planlægningen af en moderne tilføjelse til Den Gamle Bys førindustrielle bybillede. Der var enighed om to nøgleårstal, som hver især skulle danne rammen om et bykvarter, 1927 og 1974 (1).
Der var også enighed om, at 1927-kvarteret skulle planlægges i et eksisterende kvarter i Den Gamle By. Dette kvarter rummer i forvejen et antal ældre, historiske bygninger, fortrinsvis fra 17-1800tallet, men pointen er, at der her også er plads til et mindre antal nyere bygninger, så det bliver muligt at lave en slags overgangskvarter mellem den klassiske købstad, altså hovedparten af den eksisterende Den Gamle By, og så et brokvarter karakteriseret ved industriperiodens byggeskik som den især udfoldede sig fra ca. 1870 til 1940.

For at dette blandede 1927-kvarter kan fremstå som en troværdig helhed, er det imidlertid nødvendigt, at de ældste huse ”opgraderes” både indvendigt og udvendigt, så de ikke fremstår som anakronismer i 1927-sammenhængen.

Det kunne konstateres, at en sådan opgradering fint kunne lade sig gøre, bortset fra i ét tilfælde.

Aabenraa-huset

Problemet var et bindingsværkshus, der var opført i Aabenraa i 1675 og som i 1738 var suppleret med en grundmuret tilbygning og med et velbevaret interiør fra slutningen af 1700-årene. Et meget fint interiør, som blot rummede det problem, at det på ikke umiddelbart ville kunne indpasses i et kvarter anno 1927.

Aabenraa byråd havde i 1948 overdraget huset til Den Gamle By. Bygningen var godt nok fredet, endda i klasse A, men da den lå i vejen for byens udvikling, sørgede man for, at den blev affredet.

Fra 1951-53 blev huset registreret, flyttet og genopført under ledelse af Den Gamle Bys arkitekt Hans Henrik Engqvist, hvorpå det åbnede med posthus i den ældste del - og interiør med sønderjyske møbler i den grundmurede del.

Vi laver sgu da et museum

På den ene side ville det være synd og skam radikalt at ændre husets sønderjyske interiør med diele, paneler, alkove, ildsted og bilægger. På den anden side ville interiøret være som en hund i et spil kegler i 1927-kvarteret.
Indtil vitsen kom: Vi laver sgu da et museum!
I første omgang var det bare for sjov, men i anden omgang blev vi enige om, at det faktisk var en interessant idé. For i 1927 måtte enhver by med respekt for sig selv have et museum, og meget gerne i et gammelt hus. Derfor lå det jo også lige for, at Den Gamle Bys moderne bykvarter skulle have sit eget museum.
Dertil kommer, at et museum kunne tilføje noget væsentligt til Den Gamle By, ligesom tanken også rummer et interessant museologisk perspektiv.

Væsentligt nyt i Den Gamle By Hvorom alt er, så er der for Den Gamle By flere fordele ved at kunne åbne et musæum.For det første får vi, som nævnt, et nyt og ganske betydningsfuldt afsnit til bykvarteret fra 1927, og vi får integreret en bygning i konceptet, som det ellers vil være vanskeligt at få til at passe ind.

Væsentligt nyt i Den Gamle By 

Hvorom alt er, så er der for Den Gamle By flere fordele ved at kunne åbne et musæum.

Lertøj
Lertøj til husholdningen var et vigtigt indsamlingsemne for bymuseerne. Ifølge Sophus Müller var det vigtigt på museerne at kunne studere serier af genstande med små forskelle.

For det første får vi, som nævnt, et nyt og ganske betydningsfuldt afsnit til bykvarteret fra 1927, og vi får integreret en bygning i konceptet, som det ellers vil være vanskeligt at få til at passe ind.

For det andet får vi nu mulighed for at udstille en række ting, som ellers ikke passer ind konceptet for et frilandsmuseum; for eksempel arkæologiske jordfund fra oldtid og middelalder samt hele serier af genstande som stenøkser, røgelseskar og barselspotter. Det er ting, der for 95% vedkommende er hentet i Den Gamle Bys egne samlinger, som gang på gang overrumpler med deres rigdom og fylde. De sidste fem procent har vi været glade for at kunne låne hos gode kolleger rundt om i landet.

Og den tredje fordel ved åbningen af Musæum 1927 er, at Den Gamle By nu kan vise hele Danmarkshistorien. Der er måske ikke så mange, der tænker over det, men ret beset viser Den Gamle Bys 30.000 kvm kun 500 års historie. Med den nye tilføjelse på godt 70 kvm udvider vi nu tidsrammen til hele 10.000 års Danmarkshistorie.

To typer museum

Angående det museologiske perspektiv skal vi 100 år tilbage i historien, til 1908, til det daværende Aarhus Museum, hvis samlinger ligger til grund for både Aros, Moesgård og Den Gamle By. Her diskuterede museets bestyrelse den nedrivningstruede renæssancegård, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården i Den Gamle By.

Bestyrelsens diskussioner afspejler en markant dualisme, for ikke at sige uenighed om hvad et museum skulle og kunne. Mellem fokus på enkeltting og fokus på helheder. Mellem montremuseer og frilandsmuseer. Hovedaktørerne var Aarhus Museums bestyrelsesformand Konsul Ollendorff og Den Gamle Bys stifter Peter Holm.

Montrer
Bondetekstiler, en romansk døbefond, sabler, en gammel vindovn, billeder på væggen og inden bag ved et oldkammer med stenøkser, bronzesværd og guldhorn. Et bymuseum skulle i 1927 have det hele med.

Bølgerne gik højt, og i et brev fra 1908 beskriver Peter Holm, hvordan konsul Ollendorff havde kaldt borgmestergården for ”noget forbandet skidt” og ment, at flytning og bevaring af gården ville være bedrageri overfor museumstanken. Ollendorff havde ifølge Peter Holm sat trumf på ved at mene, at ”vi må hugge den til pindebrænde og derved se at få så meget ind som muligt af de 1000 kr, vi har været så dumme at sætte i den”.

Peter Holm på sin side mente, at et museum med tingene i ”systematisk, stilhistorisk orden… ville virke uendeligt kedsommeligt”(2).

Skandinavisk skisma

Konfrontationen mellem Peter Holm og konsul Ollendorff er en lokal afspejling af en diskussion, der fra 1890'erne og frem foregik på skandinavisk plan og som trækker spor helt op til vor tid.

Diskussionen var især affødt af fremvæksten af frilandsmuseerne i flere skandinaviske lande. Først Artur Hazelius’ Skansen i Stockholm 1891, dernæst Georg Karlins Kulturen i Lund 1892, Hans Aals Norsk Folkemuseum i Oslo 1894, Bernhard Olsens Frilandsmuseet i Kongens Have 1896 (fra 1901 i Lyngby), Anders Sandvigs Maihaugen i Lillehammer i 1904 og Peter Holms Den Gamle By i 1909.

Den udfarende kraft i diskussionen var den markante arkæolog og stidsmand, Sophus Müller, der fra 1892 til 1920 var direktør for Nationalmuseet. På et museumsmøde i 1897 gik han til generalangreb mod frilandsmuseernes flytning af bygninger og rekonstruktion af interiører og eksteriører, som han sammenligner med digtning. Man burde i stedet sætte den enkelte autentiske genstand i centrum og gøre den tilgængelig for forskeren. Dertil kom, at det ifølge Sophus Müller alene var forhistorien, der burde tilføres ressourcer, mens den historiske periode, som frilandsmuseerne beskæftigede sig med, var af underordnet betydning.

Sophus Müllers angreb var i øvrigt også rettet mod folkemuseerne, hvor både Artur Hazelius’ Nordiska Museet i Stockholm og Bernhard Olsens Dansk Folkemuseum var vokset ud af 1800-årenes store industriudstillinger (3).

Symbiose

Selvom bølgerne gik højt i Aarhus blev Borgmestergården ikke hugget til pindebrænde, sådan som konsul Ollendorff havde foreslået – den blev opført og blev til Den Gamle By. Og som bekendt begyndte Den Gamle By senere også at lave museum med enkeltgenstande i montrer.

Første store montreudstilling i Den Gamle By åbnede i 1926 i den nyopførte Aalborggård, hvor museet udstillede Aarhus Museums historiske samling, som man overtog netop dette år. Det er i øvrigt montrerne herfra, der er anvendt til Musæum 1927.

Donationsskilt
Ved en donation kan det at synliggøre donator være mindst lige så vigtigt som selve donationens genstand. Her kopi af donationsskilt fra Den Gamle Bys samlinger.

Derved blev Den Gamle By formentlig det første frilandsmuseum, der inkluderede elementer af det traditionelle montremuseum, og i dag har Den Gamle By, inden for rammerne af konceptet som frilandsmuseum, en ganske omfattende traditionel udstillingsvirksomhed med fokus på de enkelte genstande.

Det er den symbiose mellem frilandsmuseum og montremuseum, som Den Gamle By nu fuldender med åbningen af Musæum 1927.

Storyline

I 1927 skulle datidens små bymuseer have det hele med, og Den Gamle Bys museum rummer derfor hele historien fra pilespidser, stenøkser og brændte ben over en gipskopi af guldhornene til manglebrætter, barselspotter, tekstiler - og gamle gryder fra egnen.

For at skabe et troværdigt museum måtte vi konstruere en storyline. 
Ifølge den blev museet stiftet som forening i 1872 af en række af byens spidser. På det tidspunkt er 1864 stadig i erindring, Pariserkommunen har skabt usikkerhed, og Dalgas’ motto "Hvad udad tabes, skal indad vindes", er højaktuelt, også på kulturområdet.

Selvom det endnu ikke er lykkedes at skaffe lokaler, begynder Museumsforeningen alligevel at indsamle genstande, og i henhold til museets storyline kan man i 1897 åbne den første udstilling for publikum i et enkelt rum, som byen har stillet til rådighed.

I 1922 får byens musæum i alt fire rum til rådighed, og udstillingen nyopstilles i de montrer, der også danner rammen i 1927. Blot er der i 1927 sket det, at museet er blevet stadig mere kompakt, idet nytilkomne genstande må placeres, hvor der er plads og ikke nødvendigvis, hvor de passer rent kronologisk. Uden magasiner var det vilkårene!

Når man ser museet, kan det måske være svært ikke at more sig en smule. Men man skal være varsom med at være bagklog og nutidshoven, for det var jo den tids måde at gøre tingene på. Akkurat som vi i dag har vores måde at gøre tingene på!

Museumshistorie

Til grund for Musæum 1927 ligger omfattende studier i vejledninger, beskrivelser og billedmateriale fra hen ved et halvt hundrede danske museer, som velvilligt har stillet deres historie til rådighed for projektet. Men ikke mindst Den Gamle Bys egne genstandsudstillinger, hvor de ældste er fra 1926, har været en guldgrube.

Montrerne stammer som nævnt fra en udstilling, der blev åbnet i Den Gamle By i 1926 og blev nedtaget for få år siden. Farveanalyser har dokumenteret, at de var enten ådrede eller hvidmalede med guldkant, og sådan er de naturligvis blevet opmalet på ny.

”Aaben fra Kl 11 til Kl 2”

Sådan står der i vinduet – ”eller naar Døren er aaben”, har vi tilføjet, for at Den Gamle Bys gæster ikke skal føle sig snydt. Og straks man kommer ind ser man skiltet ”Man maa ikke berøre de udstillede Gjenstande”.

Montrerne er forsynet med instruktive overskrifter a la Sten- og Bronzealder, Jernalder, Middelalderlige Sager, Kirkelige Sager, Baroktiden, Bondesamling, Borgervæbning – og, ikke mindst, Forrige Aarhundrede!

Den Gamle By vil fra tid til anden tilbyde dramatiserede rundvisninger, hvor  kustoden, enkefru Nielsen, vil gennemgå samlingerne ud fra de normer og prioriteringer, der herskede i 1927.

Ydermere er det tanken at udgive en ”Vejledning”, trykt på billigt papir og til salg for 10 kr.

Historieforståelse og selvfølelse

Som det var normen i 1927 er kun få genstande tekstet - og da først og fremmest for at oplyse om donatoren.

Skiltene er parafraser af skilte fra Den Gamle Bys egen samling, for eksempel: ”Kornsegl. Gave fra Arvingerne efter Fru Togfører Hirsch, her”, ”Skospænder skjænket af Proprietær Eduard H. Tørsleff, Mosegaarden” og sidst, men ikke mindst ”Fad. Gave fra Fru Damptromlefører Nielsen, her”. 
Omsorg for historien går her hånd i hånd med selvfølelsen!

En dobbelthed, der i øvrigt næppe er udtrykt bedre end af forfatteren Johannes Buchholtz, der som optakt til åbningen af Struer Museum i 1930 skrev følgende: ”Gennem en sådan samling vil (byen) på en smuk måde fastslå sin stilling som en selvstændig by, der mindes fortiden og trygt stoler på den udvikling, der kommer” (4).

Noter

1. Se nærmere Allan Leth Frandsen og Thomas Bloch Ravn: Den Moderne By i Den Gamle By, Aarhus 2007 samt Thomas Bloch Ravn: 1900tals byen på museum, Danske Museer nr 3, 2003.
2. Henrik Nyrop-Christensen: Peter Holm og hans museum, i Den Gamle Bys årbog 1984 s 42 f; Peter Holm: Den Gamle By i Aarhus, Aarhus 1951 s 95, Thomas Bloch Ravn: To hovedspor, i Spørg Birgitte. Festskrift til Birgitte Kjær, Aarhus 2007 s 13-23 
3. Nærmere herom i Sten Rentzhog: Friluftsmuseerna. En skandinavisk idé erövrar världen, Stockholm 2007 s 40 f. Se også Sophus Müller: Museum og Interiør, Tilskueren, september 1897, samt Holger Rasmussen: Dansk Museums Historie, 1979 s 84 f. 
4. Thomas Bloch Ravn: Ikke blot et museum, men hele byens historie, i FRAM 1990 s 69 f.