opener

"Det sjoveste var at være artig"

Gennem et treårigt udviklingsprojekt, der har til formål at udvikle specialforløb for børn og unge med handicap, kommer Den Gamle By nu et skridt nærmere sin målsætning om at være et museum for alle. Cand.mag. Anki van Dassen er projektleder på opgaven og hun fortæller her om de første resultater. Projektet er finansieret af The John and Birthe Meyer Foundation.

Af Anki van Dassen

Tre raske drenge i køkkenet.

Fra sommeren 2012 kan også udviklingshæmmede børn og unge komme tæt på historien i Den Gamle By. Det kan de på specialforløbet i Tante Johannes lille stue i 1927 eller som medhjælpere til madam Nielsens pandekagebagning i 1864. Forløbene er de første af en hel række, der vil gøre historien tilgængelig for grupper, der har så store problemer med indlæring, kommunikation og abstraktion, at de ikke kan deltage i museets traditionelle forløb. For at nå dertil har det været nødvendigt at udvikle helt nye formidlingsformer.

Brobygning mellem faglighed og metode

De nye formidlingsformer er udviklet i et tæt samarbejde mellem Den Gamle By og en række specialskoler og -klasser. Ideen med det tætte samarbejde har været at bygge bro mellem specialskolernes pædagogiske metoder og Den Gamle Bys metoder i Levende Museum og Undervisningsafdeling.  Altså at kombinere specialpædagogik og museumspædagogik. Fremgangsmåden har været at afprøve og evaluere mange forskellige forløb. Resultatet er tilbud, der både er vedkommende, lærerige og sjove.

Historien på egen krop

”Det sjoveste var at være artig”, var Sofias ord, da hun sammen med sine klassekammerater fra 2.b på Stensagerskolen i Aarhus havde deltaget i specialforløbet ”På besøg hos Tante Johanne i 1927”.

Inden Sofias glæde over artigheden, havde hun forladt sin hverdag i 2012. Hun var rejst til fortiden i skikkelse af Den Gamle Bys 1927-bydel. Hun havde fået nyt navn (Marie) og nyt tøj (kopi af 1927-børnedragt) og en ny identitet (Tante Johannes niece). Sådan foregår det i mange af museets forløb for skoleelever. For ved at give børnene historiske arbejdsopgaver samt at lade dem lege, tale og hilse som i fortiden, kan de mærke og erfare historien på egen krop.

En lille dreng i skole.

De tre f’er - forberedelse, forudsigelighed, fokus

Der skal mere til, hvis Sofia og børn og unge som hende skal overgive sig til denne ekstraordinære virkelighed. For i modsætning til de fleste børn, er mange udviklingshæmmede børn og unge bange for at prøve noget nyt. Så det ukendte og fremmede skal vendes til noget kendt og forudsigeligt, hvis Sofias rejse til fortiden skal blive vellykket. Derfor er forberedelse et centralt omdrejningspunkt.

Inden besøget i Den Gamle By modtager skolen en omfattende forberedelsespakke. Med indholdet af den starter en mental rejse til fortiden. Først og fremmest indeholder pakken en billedserie med udførlig beskrivelse af det forløb, som børnene skal gennemgå. Desuden er alle aktiviteter beskrevet, så læreren allerede i klassen kan forberede børnene på deres rolle i forløbet. Pakken indeholder også et særligt kort over Den Gamle By, hvor kun de relevante steder i forløbet er indtegnet. Det er en stor støtte for meget visuelt orienterede elever. Fra en liste med tidstypiske navne kan børnene vælge et nyt navn – og vænne sig til det. Ligeledes kan de blive fortrolige med fortidens omgangsformer og normer via en instruks med regler for opførsel. Endelig modtager lærerne baggrundsartikler om emnet og en lærervejledning.
  
Både forberedelsespakken og selve forløbet er tilrettelagt under hensyn til, at eleverne har brug for tydelighed for at bevare fokus.  Ønsket om tydelighed kompliceres dog af, at hver enkelt elev skal behandles individuelt. Materialet i pakken kan derfor differentieres og tilpasses den enkelte elev.

Hjemmets regler – ikke museets

Når Sofia og hendes klasse har været forberedelsespakken igennem, begynder deres fysiske rejse til fortiden. Allerede ved indgangen til Den Gamle By er de parate til at træde ind i historien. Men hvis tidsrejsen skal lykkes, er tre elementer helt afgørende: Eleverne har brug for en fast, fysisk base (et interiør), en tydelig person (i historisk dragt) og en tydelig og struktureret fortælling.

Den fysiske base er et boliginteriør med rolige omgivelser, hvor hjemmets regler gælder og ikke museets. Oplagte muligheder har vist sig at være Skomagerhjemmet, Renæssancegårdens historiske køkken, Skolestuen og Lemvighuset. Lemvighuset har endda den store fordel, at der er adgang for fysisk handicappede i kørestol.

Den tydelige person i historisk dragt kan være Tante Johanne, Lærerinden, Skomagermadammen eller Madam Nielsen. Hun styrer forløbets hovedspor, en konkret fortælling. Børnene gøres til medaktører i fortællingen gennem forskelige opgaver. Således udfylder de hovedsporet med enkeltspor alt efter egne erfaringer, viden, fantasi og dagsform.

I væksthuset med madammen

Selve fortællingen forløber kronologisk med logiske årsagssammenhænge. Mange af børnene har nemlig svært ved at gøre ting i omvendt rækkefølge, hvilket ellers falder andre børn let.  F.eks. kan disse børn ikke følge Undervisningsafdelingens almindelige bageforløb, hvor man først laver dej og derefter undersøger, hvor råvarerne kommer fra. De har brug for den enkle logik, der ligger i først at finde råvarer i Den Gamle Bys butikker og haver og derefter anvende dem.

Fortællingen skal fungere som en helhed - både det, som fortælles og måden, det fortælles på. F.eks. må der i interiøret ikke være genstande, der ikke kan indgå logisk i fortællingen. Det kan afspore opmærksomheden fuldstændigt. Ordvalget skal være velovervejet og umiddelbart forståeligt. F.eks. vil ordbilleder og gammeldags gloser som huskekage, kindhest og asyl blot forvirre. 

I stedet levendegøres fortællingen ved at referere til grundmenneskelige vilkår og arketyper, som vi alle kender: Familien med far, mor, søskende, søvn, arbejde, sygdom, lys, varme, mad, vask mv. Alt det, som også disse børn kan identificere sig med og overføre til deres eget liv.

Når det er enkelt – så virker det

På trods af forberedelser i klassen, velovervejet indretning af interiør, og gennemtænkt fortælleform kan det være vanskeligt at etablere og fastholde børnenes koncentration i forløbet. Så er det væsentligt at huske på, at ”når det er så enkelt, at man næsten synes, det er for simpelt, da fungerer det.”, som Lone Blæsild, speciallærer ved Stensagerskolen siger.  Ud fra den devise kan kombinationen af special- og museumspædagogik væve interiør, fysisk arbejde, sanseoplevelser, dragt, ris og ros sammen til en meningsfuld enkelhed. Det er denne enkelhed, som giver Sofia og hendes kammerater ”adgangsbilletten” til rejsen tilbage i tiden. Og her glider Sofia ind i en ekstraordinær virkelighed og mærker historien på sin egen krop i 1927. Ikke som Sofia, men som Marie, Tante Johannes niece.

Og vi ved, hun har været der, når hun siger: ”Det sjoveste var at være artig.”