opener

Håndværkerlavenes historie

Lavene var trygge, men også snærende fællesskaber, der havde betydning for stort set alle aspekter af en håndværkers liv, privat såvel som forretningsmæssigt.

I senmiddelalderen og renæssancen opstod de fleste håndværkerlav
I senmiddelalderen og renæssancen opstod de fleste håndværkerlav

Uddrag af bogen Den Gamle By, Et vindue til historien, Gyldendal 2002, af Thomas Bloch Ravn

Lavene omfattede i deres gyldne epoke både mestre, svende, læredrenge og for så vidt hele husstanden. Trods forskelle mellem de forskellige grupper var de alle en del af faget og indgik dermed i standsfællesskabet.

De forskellige betegnelser repræsenterede blot faser i håndværkerens normale livscyklus fra læredreng over svend til mester, og i denne periode var det reglen snarere end undtagelsen, at enhver læredreng, når tidens fylde kom, kunne sætte foden under eget bord som mester og borger i købstaden. Håndværkerlav som rene mesterforeninger hører den moderne tid til.

Trygge, men snærende fællesskaber

Med oldermanden i spidsen tog lavene sig af den faglige uddannelse og førte tilsyn med oplæringen af læredrenge og udførelsen af mesterstykker. 

Lavene havde egne domstole, som mæglede i skærmydsler mellem mestrene indbyrdes og mellem mestre og svende som grupper.

De fastsatte priser på arbejde og materialer, de fordelte svende og lærlinge mellem mestrene, de forhindrede konkurrence mellem fagets mestre og havde i det hele taget vidtstrakte beføjelser til at forhindre, at nogle mestre voksede sig store på andres bekostning.

Lavene fungerede også som syge- og begravelseskasser for mestrene såvel som for deres svende, læredrenge og hele husstand.

 

Murermester Jakob Adolphsen med familien i deres klunkestue omkring 1914.
Murermester Jakob Adolphsen med familien i deres klunkestue omkring 1914.

Folk af stand

Det var i lavet, man mødtes med fagfæller fra byen, og det var her, de vandrende svende fik sig et måltid mad og en seng at sove i.

Lavet var forum for et helt sæt af komplicerede ritualer, der alle havde til formål at vise, at det pågældende lavs medlemmer var folk af stand. Vigtigst blandt ritualerne var svendeindvielsen, også kaldet behøvling efter snedkernes særlige ceremoni, som dels indviede den unge svend i lavets hemmelige ritualer, dels markerede, at han nu var voksen, selvstændig og en person af stand.

Zünftig kultur

Fra gammel tid var det vigtigt for lavene at afgrænse sig nedad i samfundet. Havde håndværkerne ikke gods og guld i større stil, og det havde de sjældent, kunne de markere sig som ærlige folk med en særlig lavskultur, den såkaldte zünftighed.

Endnu midt i 1700årene var det almindeligt at murersvende brugte paryk, rejsende svende gik med trekantet hat og kårde, lavene havde deres særlige skikke og traditioner, og man var ekstremt ærekær over for beskyldninger om at være en skælm, en hundsfot, eller endnu værre en tyv eller uægte født. Håndværkere var folk af stand, og faget betragtede man som “das ehrsahme Handwerck”...

Skomagerbutik fra Sjællandsgade i Aarhus. Skomagerne hørte til de talrigeste håndværkere i 1800-tallet.
Skomagerbutik fra Sjællandsgade i Aarhus. Skomagerne hørte til de talrigeste håndværkere i 1800-tallet.

Flest skomagere

I de større byer var arbejdsdelingen stor og mange fag var repræsenteret. I årene omkring 1800 var der i København et halvt hundrede forskellige håndværksfag, i Helsingør 44, Odense 46, Aalborg 38, Århus 40 og Viborg 31.

Som regel var der flest skomagere. Viborg, der i 1787 var en by med knap 2000 indbyggere, havde således 21 skomagermestre, men kun syv skræddere, seks handskemagere, fem hattemagere, fire snedkere, fire grovvsmede, fire murere, fire bagere, fire linnedvævere, tre tømrere, to felberedere, to guldsmede, to urmagere, to parykmagere, to malere, to bogbindere, to hårskærere og en enkelt mester inden for fagene klejnsmed, bogtrykker, gørtler, kobbersmed, knapmager, farver, tinstøber, rebslager, bøssemager, glarmester, billedhugger, stolemager, bødker og sadelmager (18).

Anderledes i de helt små købstæder som for eksempel Middelfart, hvor der i 1787 var syv skomagere, syv skræddere, seks smede og fem snedkere til byens 650 indbyggere.

Håndværkerne i de gamle byer brugte en enkelt billedgengivelse til at vise vej. Her er det drejerens skilt.
Håndværkerne i de gamle byer brugte en enkelt billedgengivelse til at vise vej. Her er det drejerens skilt.

Bestillings- og butikshåndværk

Inden for håndværket sondrer man mellem på den ene side bestillingshåndværk, hvor håndværkeren ikke producerede en vare, før kunden var kommet på værkstedet og havde bestilt den, og så på den anden side butikshåndværket, der i købstæderne ser dagens lys i løbet af 1800-tallet.

Overalt i Den Gamle By er der eksempler på det klassiske bestillingshåndværk, for eksempel hos skomageren, hos skrædderen, hos maleren og hos glarmesteren. Tilvirkning og butikssalg under samme tag kan for eksempel ses i bageriet med bagerbutikken, hos urmageren og hos hattemageren.

Målt med nutidens alen var det yderst begrænset, hvor meget håndværkerne slog på tromme for salg af deres varer i begyndelsen af 1800-tallet. Butiksskiltet fortæller, at her bor en håndværker, men egentlige butiksruder bliver først udbredt i sidste halvdel af 1800årene, efter at næringsfriheden blev indført og lavene ophævet.

Uddrag af bogen Den Gamle By, Et vindue til historien, Gyldendal 2002, af Thomas Bloch Ravn