opener

Pouls Radio

I Pouls Radio kan man genopleve en radio/TV-forretning fra 1974, som byder på masser af 1970'er-nostalgi. 

Pouls Radios forretningslokale
I Pouls Radio finder man tidstypiske fjernsyn, radioer, spolebåndoptagere, pladespillere, kassettebåndoptagere og højttalere. I 1974 var det især mærker som B&O, Rank Arena, Blaupunkt, Tandberg, AKAI, ITT-Schaub Lorenz, Philips og Grundig, der stod på hylderne.

"Brunevarer"

1970'erne var en tid, hvor radio/tv apparater gik under fællesbetegnelsen "brunevarer", idet kabinetterne som regel var af eg, teak eller palisander.

Musik på vinyl, spole og kassette

Butikken fortæller om en tid, hvor mediebilledet eksploderede, og hele verden kom hjem i stuen i form af både tv, radio og musik.
I musikafdelingen finder man tidens populære toner udgivet på vinylplader og kassettebånd, lige fra James Last og Johnny Reimar til Slade og Gasolin. Optagebånd til både spole- og kassettebåndoptagere blev flittigt brugt til bl.a. at optage musik fra radioen.

Tidstypiske apparater og butiksinventar

Den Gamle By har haft et tæt samarbejde med Radiohistorisk Forening Ringsted om indretningen af butikken. Foreningen har bl.a. leveret størstedelen af apparaterne og bidraget med uvurderlig teknisk viden. B&O museet i Struer har doneret B&O apparaterne i butikken. Poul Erik Pedersen, som i sin tid var indehaver af den oprindelige Pouls Radio i Holstebro, har doneret en stor del af det originale inventar, heriblandt facadeskilte og hylder. Inventar og udstyr i reparationsværkstedet er doneret af EUC Ringsted.

Frivillige i Pouls Radios værksted

For at få et både historisk og teknisk velfunderet grundlag for formidlingen har Den Gamle By oprettet et radiolaug bestående af folk med teknisk eller anden baggrund i radio/tv-branchen, som bemander værkstedet på udvalgte dage.

 

Reperationsværkstedet
Det var en tid, hvor man i stor stil fik repareret radio/tv-apparater, når de gik i stykker. Det foregik i værkstedet i baglokalet, hvor man en gang imellem kan man møde en tekniker.
Den oprindelige Pouls Radio i Holstebro, ca. 1973
Den oprindelige Pouls Radio i Holstebro, ca. 1973. Herfra stammer facaden og det meste butiksinventar.

Korsørhuset

Den første bygning til venstre i Sønderbrogade er opført som en tilpasset rekonstruktion af et hus fra Nygade i Korsør. Huset er opført ved at bruge de samme teknikker, som da originalen blev opført i 1904.
Korsørhuset danner i stueetagen rammen om de to butikker Pouls Radio og Broderiboden.

Korsørhuset