• en.gif
dgb_greypipe.gif
dgb_printerikon.gif
dgb_logo.png

Åbningstider

 

31. marts - 29. juni kl. 10-17

 

Vi har åbent hele året

8 dages bustur til Belgien 4.-11. juni med Den Gamle Bys Venner

Tag på kulturrejse til maleriske middelalderbyer i Belgien og til den pulserende Bruxelles.

4. og 5. juni - Aachen og Bokrijk Frilandsmuseum

På udturen overnatter vi i Aachen, der var hovedsæde for Karl den Store, der år 800 af paven blev kronet som den første tysk-romerske kejser. Domkirkens ottekantede kuppelbygning stammer fra den tid.

5. juni kører vi til Bokrijk frilandsmuseum, der åbnede i 1958 i en tidligere slotspark. Museet er bygget op omkring gamle landsbyhuse og gårde fra forskellige flamske regioner, og man har søgt at genskabe forskellige miljøer fra tiden omkring 1850. Bokrijk er et levende museum, hvor man kan se bl.a. skolelæreren i funktion.

5.-8. juni - Middelalderbyerne Brügge og Gent

Vi overnatter i Brügge, hovedstaden i provinsen Vestflandern. Lige som
Gent i Østflandern var den en vigtig handels- og kulturby i højmiddelalderen.
Begge byer importerede uld fra England, og salget af det flanderske klæde
og kniplinger var så god en forretning, at der kunne opføres talrige købmandsboliger, kirker m.m. i sten, og i denne periode optræder også de ældste, nu verdensberømte malere.

I Brügges St. Johannes hospital, et af de ældste i Europa (grundlagt i 1100-tallet), skal vi således se en udstilling af Hans Memling, der levede i 1400-tallet. Vi har god tid til at nyde alle de arkitektoniske perler.

Af øvrige seværdigheder i Brügge kan nævnes: basilikaen fra 1100-tallet og det gotiske rådhus, og i Mariekirken skal vi se Michelangelos ’Jomfru med barnet’. Og det er rent meditativt at gå rundt i ’Beguinage’, der har været kloster siden 1245, og hvor der i dag bor benediktinernonner.

I Gent skal vi blandt andet se borgen’Gravensteen’, der blev opført i 1000-tallet efter at normannerne havde ødelagt byen, og i St. Bavo katedralen, der i 1274 blev bygget af de rige handlende i byen, skal vi se brødrene Jan og Hubert van Eycks berømte maleri ’Tilbedelsen af Guds lam’.

8.-11. juni - Klosterbesøg, Napoleons Waterloo og Bruxelles

Efter et besøg på ølklostret Affligem kører vi til Bruxelles, hvor vi skal bo på den sidste del af turen. 9. juni er vi på en endagsudflugt til Waterloo, stedet for en af de vigtigste begivenheder i Europas historie, Napoleons nederlag 18. juni 1815.

Efter 22 års krig var Napoleon blevet taget til fange, men han var flygtet fra Elba og forsøgte nu med sin hær at gøre nye erobringer. Denne gang blev det dog hans Waterloo. Under ledelse af Duke of Wellington sejrede en allieret hær. Sejrens pris var, at 40.000 mand fra mange nationer på denne ene dag blev dræbt. Deres offer var dog ikke forgæves; de sikrede freden i Europa i de følgende 50 år.

Bruxelles blev i senmiddelalderen hovedstad for hertugdømmet Brabrant
og fra 1400-tallet residensby for de burgundiske hertuger, der samlede
Nederlandene.

Det gamle Bruxelles er centreret omkring Grand Place.
Halshugningen af nogle adelige calvinister på torvet gav stødet til splittelsen
af de nordlige Nederlande, der fik religionsfrihed og de sydlige, katolske
Nederlande. Bygningerne, der står i dag, er opført efter at den franske Ludvig 14 i 1695 skød mere end 4000 huse i grus. Torvet er i dag på UNESCOS verdensarvliste.

I Bruxelles skal vi også se Saint Michel et Sainte Gudule katedralen, der er det bedste eksempel på den såkaldte Brabrantgotik.

Og vi skal selvfølgelig også besøge det belgiske tegneseriecenter, der er en hyldest til de belgiske tegneserieforfattere Hergé, der skabte Tintin og René Goscinny og Albert Uderzo, der skabte Asterix.
Endelig får vi en busrundtur gennem EU byen.

Praktiske oplysninger

Pris
I dobbeltværelse 10.940 kr.
Enkeltværelsestillæg: 2.410 kr.
Der tages forbehold for stigende oliepriser.
Vi bor på 4-stjernede hoteller. Prisen inkluderer alle udflugter, bl.a. en sejlads i Brügge, og fuld pension.
Efter den fri eftermiddag d. 7. juni sørger man dog selv for aftensmad.

Tilmelding
Inden 1. marts 2012 til IFA Kulturrejser, J.F. Willumsensvej 4, 8270 Højbjerg. Tlf. 86 27 51 26 kl. 10-12 eller ifa-rejser@webspeed.dk

Medvirkende
Allan Leth Frandsen og Anne-Grete Roed fra Den Gamle By,
Ingrid F. Andersen fra IFA Kulturrejser samt lokale guider.

Mødested og tid
Ved Musikhuset i Aarhus 4. juni kl. 7.00.
Der er mulighed for opsamling i enkelte byer undervejs.

Hjemkomst
11. juni ca. kl. 21.30.

Belgien

Belgien blev først et selvstændigt rige efter en revolution i 1830, hvor befolkningen løsrev sig fra de nordlige Nederlande (det nuværende Holland).
Mens Holland er et protestantisk land er Belgien overvejende katolsk.
Sprogligt er Belgien delt mellem et nederlansk (flamsk) og et fransktalende
område. Hovedstaden Bruxelles, der tidligere var flamsk, er i nyeste tid blevet
overvejende fransktalende, men med flamsk indflydelse.