Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Museer for folk – et led i demokratiseringen af Danmark

 

I årtierne omkring 1900 ser vi de første opgør med et elitært museumssyn, der havde sin rod i enevældens tankesæt. Der gik dog næsten 100 år, før der blev almen tilslutning til, at museer skal handle om andet og mere end ting og være for andre end de i forvejen frelste.

Vi alene vide

Der var noget vi-alene-vide over Nationalmuseets direktør Sophus Müller, der fra midten af 1880’erne og frem til sin pensionering i 1921 kompromisløst definerede, hvordan et museum skulle være. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede Sophus Müller, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed var nærmest umuligt at forestille sig.

De i Skandinavien frembrydende folke- og frilandsmuseer, som netop fortalte almindelige menneskers historie for almindelige mennesker, var ifølge Müller slet ikke ”rigtige” museer. Det kunne på ingen måde komme på tale, at de skulle modtage støtte fra staten.

I årtierne omkring år 1900 definerede Sophus Müller kompromisløst, hvordan et museum skulle være for at være et rigtigt museum. Müller var dybt konservativ og rundet af det gammelkøbenhavnske åndsaristokrati, der havde stærke rødder i enevældens tankesæt og verdenssyn.

Flere museer havde ellers forsøgt at slå sig i tøjret. Først Dansk Folkemuseum fra 1885, siden de museer, der fra midten af 1800-årene var vokset frem i landets større købstæder, og dernæst Kunstindustrimuseet, der åbnede for publikum i 1895. Men uden held. Müller fik dem alle klappet i facon, så de kom til at passe til hans urokkelige forestilling om, hvordan tingene burde være. Og nok så vigtigt skulle de ikke på nogen måde udfordre Nationalmuseets position som ”overmuseum” og landets eneste rigtige af slagsen.

For eller imod Den Gamle By

I årene 1909-1916 lykkedes det imidlertid for ét museum at bryde Müllers magt. Nemlig Peter Holms gamle by i Aarhus, der med titusindvis af besøgende og enestående opbakning fra mange sider hurtigt voksede sig så stærk, at museet formåede at udfordre Müller og endda sikre sig tilskud fra både stat og kommune.

I første omgang havde Müller kaldt det, der skulle blive til Den Gamle By, for ”noget forbandet skidt” og ”imitation” og hans lokale proselyt, formanden for Aarhus Museum, konsul Frederik Ollendorff, mente ligefrem, at renæssancebindingsværket til Borgmestergården, Den Gamle Bys første hus, skulle hugges op og sælges som pindebrænde.

At det ikke gik sådan, må i høj grad tilskrives kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann, der kaldte Ollendorff ”et forbenet gammelt rokkehoved” og gav ham på puklen for at spænde ben for den nye og anderledes museumsmodel, som Peter Holm lancerede med sin suite af historiske interiører i den gamle borgmestergård – fra renæssancen og helt op til ”vores forældres og bedsteforældres tid”.


Borgmestergården på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Forud var gået en kamp mellem to forskellige museumssyn, som siden da har præget diskussionen om museernes opgaver og rolle i samfundet. Skal museer mest handle om genstande eller være om og for folk?

I 1915 formastede kredsen bag Den Gamle By sig til at søge både stat og kommune om tilskud til museets drift. De årlige omkostninger blev anslået til 4.500 kr. Heraf ansøgte man staten og kommunen om hver at yde en tredjedel, mens man regnede med, at resten kunne tjenes via entré, som var sat til 25 øre for voksne og 10 øre for børn. At søge staten om et driftstilskud på 1.500 kr. vidner om, at Peter Holm ikke satte sit lys under en skæppe, og i datiden var det ganske frejdigt og uset at operere med en egenindtægt på en tredjedel af driftsomkostningerne.

To museumssyn

Ministeriet bad Nationalmuseet om at udtale sig om ansøgningen, og her kom det frem, at der internt på museet var en afgrundsdyb splittelse mellem direktørerne for museets to afdelinger. Müller, der var chef for forhistorien, museets første og primære afdeling, og historikeren Mouritz Mackeprang, der stod i spidsen for de mere sekundære samlinger fra historisk tid.

Sophus Müllers erklæring til ministeriet er én stor principiel nedgøring af Peter Holms projekt – ”15 tætskrevne sider”, som Holm bittert noterede i sine erindringer. I erklæringen sondrede Müller mellem ”det centrale, der har krav på statsstøtte, og det periferiske, der ikke har det”. ”Til det centrale hører det ægte og sande, til det periferiske det uægte og usande”. Borgmestergården hørte for Müller til det uægte og usande. Det gjaldt både selve bygningen og interiørerne. Bygningen, fordi den blev flyttet fra sin oprindelige plads, og fordi den var rekonstrueret. Interiørerne, fordi de var skabt af effekter, der stammede forskellige steder fra. Müller ville ikke engang betegne Borgmestergården som en ”imitation eller kopi”, men som et fritlavet udstyr med ”tilfældige bestanddele hentede allevegnefra”.

Med foragt nævnte han også, at Borgmestergården rummede ”sager helt ned til vore forældres tid”. Müller sammenlignede herefter Borgmestergården med en historisk roman: ”Den holder sig også så nær som muligt til sandheden, og meget er jo ligefrem kalkeret over beretningerne. Men hvor stoffet manglede, der er der tildigtet, og om enkelthederne ved man jo ikke meget”. Og han satte trumf på ved at sammenligne Borgmestergården med det brede offentlige ”fornøielsesvæsen”. Den slags skulle der ikke ydes statsstøtte til!

Mackeprang gik anderledes nøgternt til sagen. Han redegjorde for, hvordan Nationalmuseets anden afdeling havde fulgt Peter Holms arbejde, og han vurderede, at der ved genrejsningen af Den gamle Borgmestergård og ved indretningen af rækken af borgerlige interiører var ”gjort et overmåde dygtigt og pålideligt arbejde”. Han støttede Peter Holms ambition om at give et billede af ”udviklingen af en danske købstads borger og næringsliv fra år ca. 1600”. Og han udtalte, at man måtte være taknemmelig for Peter Holms initiativ, fordi de eksisterende museer med enkelte undtagelser kun havde ”ganske planløse og tilfældige samlinger af genstande fra denne tid”. Borgmestergården overgik allerede nu ”langt de øvrige provinsmuseer”, og Mackeprang anbefalede, at staten imødekom ansøgningen.

Det korte af det lange er, at Sophus Müller tabte det museumspolitiske magtspil, og i 1916 bevilligede ministeriet de ansøgte 1.500 kr. årligt til driften af Borgmestergården. Da først staten var med, bakkede kommunen også op, og dermed var Den Gamle By et permanent museum med fast driftstilskud fra både stat og kommune. Peter Holms museum blev både publikumssucces og topseværdighed, og nogle årtier senere blev Holm belønnet med titlen som æresdoktor ved Aarhus Universitet for sin indsats.

En enlig svale gør imidlertid ingen sommer. Selv om der i takt med, at 1900-årene skred frem, opstod flere museer om emner, der ligger tættere ved vores tid, var det også her den enkelte, autentiske museumsgenstand og ikke fortællingen, der var i centrum, ligesom videnskabeligheden var vigtigere end folkelig gennemslagskraft.

Nybrud

Efter etableringen af Den Gamle By skal vi helt frem til 1955 for at finde det næste nybrud. Nemlig Hjerl Hedes sommerlevendegørelse, der gav det vestjyske frilandsmuseum en gennemslagskraft og folkelig appel, der ikke tidligere var set på noget dansk museum. ”Dette frivillige og folkelige kursus i anskuelsesundervisning”, kaldte journalisten Paul Hammerich begejstret levendegørelsen i en reportage i Politiken, og folk strømmede til. Levendegørelsen baserede sig på grundige studier, for ”det skulle ikke være en cirkus”, som formanden for bestyrelsen Finn Hjerl-Hansen udtrykte det. Alligevel var mange fagfolk skeptiske, og i diskussionerne om Hjerl Hede ser vi atter modsætningen mellem de museumsfolk, der ønskede at udstille ting i montrer, og dem, der ville fortælle på en måde, der nåede ud til andre og flere end det sædvanlige museumspublikum.


Museet på Hjerl Hede var en pioner inden for levendegørelse af historien og sandsynligvis verdens første frilandsmuseum, der anvendte denne populære formidlingsform.

Få år efter, i 1958, brød Louisiana i Humlebæk med den klassiske kunstmuseumsmodel og satte nye standarder for museerne som oplevelse og udflugtsmål. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.

Müllers ånd rådede stadig

Alligevel var det meste imidlertid, som det plejede at være. Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. I 1969 fandt Kulturministeriet imidlertid, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var en stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”, og så gav betænkningen ellers en næsten karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. Konklusionen lød: ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”.


Billedet viser Aarhus Museums oldtidsudstilling fra begyndelsen af 1900-tallet. Men endnu midt i århundredet var der fortsat mange museer, der tog sig sådan ud.

Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Man burde tage ved lære af frilandsmuseerne og de museer, der anvendte det karakteristiske interiørprincip. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige. Der skulle være en udstillingsform, hvor ”relativt få, karakteristiske genstande udstilles i salene”, og museerne skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende med ”vejledninger i form af oplysende, let læselige tekster, plancher, tegninger og fotografisk materiale, der tilsammen giver et klart og relativt hurtigt forståeligt billede af den historiskes udvikling”.

Fra Brede tilbage til Prinsens Palæ

Noget tyder på, at Nationalmuseet allerede havde læst skriften på væggen. For nu skete der noget nyt. Vel at mærke ikke i de hellige haller i Prinsens Palæ i kongens København, for her var alt ved det gamle. Men ude på landet, i Brede, 15 km nord for hovedstaden. Her skabtes i perioden 1966-1988 et folkeligt eksperimentarium af nye museale fortælleformer. Selv om det er over 30 år siden, at den sidste Bredeudstilling lukkede, taler mange fortsat henført om udstillingerne, som på sæt og vis var en slags kulturhistoriens svar på kunstens Louisiana. Fortællingen kom i centrum, og et besøg var fascinerende, overraskende, lærerigt, morsomt og en oplagt udflugt for hele familien. De tidligere fabriksbygninger skræmte ikke nogen væk, og området ved Mølleåen var smukt og rekreativt.

Med udstillingen ”På herrens mark” lukkede Nationalmuseet i 1988 ned for eksperimenterne i Brede for i stedet at koncentrere kræfterne om museets store om- og nybygningsprojekt i Prinsens Palæ. Det nye Nationalmuseum åbnede i 1992 med moderne foyer, restaurant, butik og den succesfulde særudstilling ”Viking og Hvidekrist”. Udstillingen foregik i de moderne særudstillingsfaciliteter, som kom til at danne rammen om flere fine særudstillinger. Men det overraskende, det morsomme og det nybrydende kom ikke med fra Brede. Og da slet ikke i de nye, faste udstillinger, hvor fortællingen blev erstattet af museumsgenstande i tusindvis. Trods det æstetiske løft må man sige, at pendulet var svinget tilbage, og der er næppe tvivl om, at Sophus Müller ville have følt sig mere hjemme i det nye Prinsens Palæ end i Brede et halvt århundrede tidligere.

Mennesket og publikum i centrum

I 1965 genskabte Den Gamle By et traditionelt marked under Aarhus Festuge. I 1977 var der premiere på det første vikingetræf på strandengen ved Moesgård. Og med inspiration fra Hjerl Hede og en række internationale open-air museer begyndte både Frilandsmuseet og Den Gamle By i 2001 at arbejde med levendegørelse. Siden er mange fulgt efter. Tivolisering var der nogen, der kaldte det, men publikum elskede det. Der er ingen tvivl om, at ligesom Louisiana havde fået nye grupper på kunstmuseum, tiltrak historiske events og levendegørelse et nyt publikum til de kulturhistoriske museer, som dermed for alvor brød ud af den faglige spændetrøje, som siden Sophus Müllers tid havde defineret museernes virke.


Tirpitzmuseet, der åbnede i 2017, er et eksempel på de nye museer, der lægger mere vægt på engagerende historiefortælling end fremvisning af gamle ting.

Det seneste årti har mange museer udviklet et sandt festfyrværkeri af nye formidlingsformer. Museet for Søfart, Tirpitz, Strandingsmuseet, Moesgård Museum og Aarhus Fortæller i Den Gamle By. Her er det ikke tingen, museumsgenstanden, der er i centrum, men fortællingen om mennesket til forskellige tider. Besøgstallene boomer, og museerne placerer sig i dag centralt i kulturbilledet som vigtige vinduer til dansk identitet og historie.

Også Sophus Müllers gamle museum flytter sig i disse år. Her kompenserer kedsomhedsknapper og virile vikingeportrætter nu for Nationalmuseets udstillinger, der fortsat er propfyldt med museumsgenstande. Publikum er ved at komme i højsædet. At fokusere på folk giver legitimitet, og så giver det indtjening, som kan være med til at finansiere basale museumsopgaver. Det er slut med Müllers ensidige fokus på fund, forskning og forhistorie. Indtil videre i hvert fald.

Jeg tror, vi er mange, der krydser fingre for, at det holder.

Indlægget er en superkort udgave af hovedlinjen i bogen “Museer for folk”, der i marts udkom på Aarhus Universitetsforlag i serien 100 Danmarkshistorier. Teksten har i store træk også været trykt som kronik  i Politiken 28. maj 2020.