opener

Taktile rundvisninger for blinde børn og voksne

I Den Gamle Bys levende og sanselige miljø opleves fortiden i lige så høj grad gennem smag, duft, høre- og følesansen, som gennem synet.

Det giver museet en unik mulighed for at formidle historien for gæster, der er synshandicappede. Vi har derfor i samarbejde med Dansk Blindesamfund udviklet en række rundvisninger.

Butikken er fuld af forskellige dufte
Schous Sæbehus med sæbe- og parfumerivarer

Besøg hos rige og fattige

I et håndværkerhjem fra midten af 1800-tallet er der meget at opdage. I den beskedne stue og køkkenet med ildsted kan man åbne skuffer og skabe og røre ved familiens ting, tøj og legetøj. Herigennem får man en oplevelse af, hvordan livet og hverdagen kunne være på den tid.

Karlen pumper vand  i Købmandens gård

Man kan prøve at male kaffebønner i en kaffemølle med håndsving og karte uld. Turen går også til købmandsgården med stalde, gårdrum, beboelseshus og tjenestefolk ude og inde. Pigen har brug for vand i køkkenet og tjansen med at pumpe vandet op fra brønden er måske noget for dig? Måske byder hun på en smagsprøve og fortæller om maden til den store husholdning. I købmandsbutikken er det svenden, som sørger for fortællingen, og her kan man røre, dufte og smage nogle af de udstillede varer. 


Byen i 1927 og 1974

Oplev de nye tider i 1927, hvor benzintank, fortove, elektricitet præger bymiljøet. Her er telefoncentral, isenkræmmerforretning, boghandel og et sæbehus. På turen fortæller guiden om byens handelsliv, og de handlende inviterer på opdagelse i butikkerne udbud af varer. I 1974 er der asfalt som gadebelægning, og her holder biler ved fortovskanten og knallerter og cykler langs husmuren.  
På facaderne hænger automater med bagerbrød, cigaretter og frække blade.

Pouls Radio i 1974

I Pouls Radio kan du sætte en plade på, høre musik og lugte loddekolben i værkstedet.


Rundtur i de historiske haver

Købstadens beboere dyrkede kål, krydderurter og grøntsager bag husene. Afgrøderne gav et vigtigt tilskud til kosten, og mange af de sorter, der gror i Den Gamle Bys haver, findes ikke andre steder. En rundtur i de historiske haver spænder i tid fra renæssancehaven i 1640, apotekerhaven i 1700-tallet til pryd- og nyttehaven i 1864 og til den praktiske have i 1920. Hvis der er spiselige afgrøder under rundvisningen, er der mulighed for smagsprøver.

Gartneren beskærer syrener

I sensommeren er der mulighed for at samle æbler og være med til at lave kompot.
Efterår og syltetid-forløbet kan tilpasses voksne.
Find det under forløb for børn og unge med særlige behov


Jul i Den Gamle By

Juletiden er særlig stemningsfuld i præsteenkens lune stue i Eilschous Boliger. Du kan være med til at male kaffebønner, karte uld og synge salmer. Enken fortæller om juletræet, som er ved at få stor udbredelse i mange danske hjem.
På vejen til Købmandsgården lyder lirekassemandens toner måske. I køkkenet hos købmanden tilbereder tjenestepigerne julemaden ved støbejernskomfuret, og butikken dufter af alle de gode julevarer som kaffe, pølse, lakrids, sild og meget mere. Rundvisningen slutter med sang og dans omkring familiens juletræ.

Købmandsgården juletræ pyntet til jul

Rundvisningen kan udvides med en times besøg i 1927-bydelen. Her har isenkræmmeren sin butik med madam blå, børster, barbergrej og mekanisk legetøj til børnene. Schous Sæbehus dufter af sæber og parfumer. Hos den unge familie bliver gæsterne budt på en småkage og julesange ved klaveret.


Sanseforløb for døv-blinde

På rundvisningen besøger gæsterne nogle af museets mest sansebetonede interiører: Præsteenkens hjem fra 1864, Købmandsgården 1864 og Schous Sæbehus 1927.
Her får du historien fortalt gennem praktiske aktiviteter, lugtesansen og følesansen. I Købmandsgården og hos præsteenken får du smagsprøver på den mad og drikke, der bliver spist og drukket i huset. 

I alle husene er det muligt at formidle historien gennem praktiske aktiviteter, lugtesansen og følesansen

Denne rundvisning til døv-blinde er udviklet i samarbejde med døvehøjskolen Castbjerggård.


Information og bestil et forløb

Kontakt projektleder Anne Marie van Dassen (Anki) på telefon +45 41 85 09 28. Eller send en e-mail: aml@dengamleby.dk

Bestil dit forløb i Den Gamle Bys reception. Ring på telefon +45 86 12 31 88. Eller send en e-mail reception@dengamleby.dk

Kontakt os hvis du er usikker på, om din gruppe eller enkelte personer kan deltage på grund af fysiske eller psykiske vanskeligheder. Vi forsøger altid at finde en model, hvor alle kan være med.

Antal deltagere og priser

Der er plads til maksimalt 10 personer inklusiv ledsagere.

Hverdage i dagtimer: 550 kroner per time + entré til museet.

Aften, weekend og helligdage: 700 kroner per time + entré til museet.

Kontakt os, hvis du ønsker en rundvisning på mere end en time.

 

Se også Den Gamle Bys forløb for Børn og unge med særlige behov. De er alle egnede for synshandicappede.