Det var i renæssancen, at de byer, vi kender i dag, for alvor begyndte at tage form. Og fra slutningen af 1500-tallet får vi de første troværdige gengivelser. I udstillingens byprospekter kan man genkende gader, torve, kirker, byporte, borganlæg og havne. Desuden rummer prospekterne detaljer om menneskene, handelen, transportforholdene, havekultur, forbrydelse og straf. Museets enestående samling af byprospekter stammer fra det store tyske værk Civitates orbis terrarum. Her er der lejlighed til at se, hvordan blandt andet København, Helsingør, Odense (billedet), Kolding, Haderslev, Ribe og Tønder blev afbilledet i 1500-tallet.