• en.gif
dgb_greypipe.gif
dgb_printerikon.gif
dgb_logo.png

Åbningstider

 

31. marts - 29. juni kl. 10-17

 

Vi har åbent hele året

Pouls Radio

Pouls Radio i Den Gamle By.

I Pouls Radio kan man genopleve en radio/TV-forretning fra 1974, som byder på masser af 1970'er-nostalgi.

1970'erne var en tid, hvor radio/tv apparater gik under fællesbetegnelsen "brunevarer", idet kabinetterne som regel var af eg, teak eller palisander. Her finder man tidstypiske fjernsyn, radioer, spolebåndoptagere, pladespillere, kassettebåndoptagere og højttalere. I 1974 var det især mærker som B&O, Rank Arena, Blaupunkt, Tandberg, AKAI, ITT-Schaub Lorenz, Philips og Grundig, der stod på hylderne.  

Musik på vinyl, spole og kassette
Butikken fortæller om en tid, hvor mediebilledet eksploderede, og hele verden kom hjem i stuen i form af både tv, radio og musik.

I musikafdelingen finder man tidens populære toner udgivet på vinylplader og kassettebånd, lige fra James Last og Johnny Reimar til Slade og Gasolin. Optagebånd til både spole- og kassettebåndoptagere blev flittigt brugt til bl.a. at optage musik fra radioen.

Den oprindelige Pouls Radio i Holstebro, ca. 1973.

Apparater og inventar
Det var også en tid, hvor man i stor stil fik repareret radio/tv-apparater, når de gik i stykker. Det foregik i værkstedet i baglokalet. 

Den Gamle By har haft et tæt samarbejde med Radiohistorisk Forening Ringsted om indretningen af butikken. Foreningen har bl.a. leveret størstedelen af apparaterne og bidraget med uvurderlig teknisk viden. B&O museet i Struer har doneret B&O apparaterne i butikken.

Poul Erik Pedersen, som i sin tid var indehaver af den oprindelige Pouls Radio i Holstebro, har doneret en stor del af det originale inventar, heriblandt facadeskilte og hylder.

Inventar og udstyr i reparationsværkstedet er doneret af EUC Ringsted.  

Reparationsværkstedet bag butikken bemandes lejlighedsvist af frivillige med tekniker-baggrund.

Frivillige i Pouls Radio
For at få et både historisk og teknisk velfunderet grundlag for formidlingen har Den Gamle By oprettet et radio-laug bestående af folk med teknisk eller anden baggrund i radio/tv-branchen, som bemander værkstedet på udvalgte dage.

Efterlysning af supplerende effekter
Selvom vi allerede har alle de apparater og inventardele, vi har brug for i Pouls Radio, er der enkelte specifikke genstande, vi efterlyser til at supplere udstillingen med. Se listen her.

Gasolin:"Stakkels Jim", 1974.

Køb musik fra 1970'erne

Nogle af de udstillede pladeudgivelser i Pouls Radio kan købes som CD i butikken. Kig forbi og se udvalget.

De udstillede radio/tv-apparater og øvrige originale genstande er derimod ikke til salg.

På top-ti

Kulturarvsstyrelsen har ved årsskiftet 2010-11 placeret Pouls Radio fra 1974 på top ti-listen over de bedste tilbud til de danske museumsgæster.
Kulturarvsstyrelsens top ti liste