opener

Det er ikke kun på Facebook, det vrimler med venner. Også Den Gamle By har stor tilgang af nye venner. Flere end 7000 har i år betalt et éngangsbeløb, så de frit kan besøge museet, se nye udstillinger og købe varer i butikkerne. Med et medlemsskab af Den Gamle Bys Venner kan man oven i købet tage en ledsager med uden at betale.
”Jeg tror, at mange har lyst til at følge med i alt det nye, der sker med 1900-tallets bykvarterer  i Den Gamle By, og at mange gerne vil støtte og være en slags ambassadører for os”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.
 
Konstant flere venner siden 1927
I 2010 har der været en tilgang på 500. Thomas Bloch Ravn tror, at den store interesse i år hænger sammen med radio/TV-forretningen Pouls Radio fra 1974 og udstillingen af klassikere på Dansk Plakatmuseum.
I den første forretning i bydelen fra 1970’erne får gæsterne en helt anden museumsoplevelse, nemlig at det er deres egen tid, der kommer i spil, og den genkendelse og identifikation, der følger med. Ekspedienten i forretningen lægger øre til rigtig mange fortællinger om gæsternes ungdom med spolebåndoptagere, Gasolinplader og Josty Kit.
 
Mulighed for et kig bag facaden
Entréprisen er tjent ind, hvis man kommer på besøg med en ledsager blot mere end én gang på et år. Vennerne bliver også inviteret til særarrangementer som rundvisninger, forestillinger og rejser. I museets årbog, der sendes til Den Gamle Bys Venner, er der også mulighed for et indblik i museets ”maskinrum”.
”Vi ved, at rigtig mange i nærområdet kommer herned for at holde sig forsynet med rugbrød og kager fra bageren eller spegepølse fra købmanden, ligesom den nye Entré Cafeen tiltrækker alle aldersgrupper. Og så kan man jo hele tiden holde øje med det store byggeri, Havnegadeétapen, der langsomt skyder op i det nye bykvarter”, siger Thomas Bloch Ravn.
 
Om Den Gamle Bys Venner
Det koster 310 kr. for fri entré hele året til kortholder og en ledsager. Der er rabat til par, pensionister og studerende. Se Den Gamle Bys hjemmeside.
Den Gamle Bys Venner blev stiftet i 1927. Hvis man efter et besøg køber et medlemskab, får man refunderet entréprisen ved at henvende sig i receptionen samme dag.
Den Gamle By har i øvrigt også 1500 venner på Facebook!
 
Alle fordele
• Fri entré til Den Gamle By året rundt - inklusive særudstillinger, temadage, levende museum og Jul i Den Gamle By.
• Ret til gratis at invitere én voksen gæst med på museet - børn og unge under 18 år har fri entré.
• Den Gamle Bys årbog - sendes med posten sidst på året.
• 10% rabat på alle varer i musumsbutikken i Algade.
• Rundvisninger og/eller specielle foredrag i forbindelse med en ny udstilling - specielt tilrettelagt for Den Gamle Bys Venner.
• Tilbud om billetter til rabatpris til andre kulturtilbud - annonceres i Den Gamle Bys nyhedsbrev.
• Tilbud om en udlandsrejse og en dagsudflugt specielt tilrettelagt for Den Gamle Bys venner.
• Halv pris på entré og turbånd i Tivoli Friheden. Dette gælder også for en gæst.
• Fri entré for én person til i alt 10 store danske og nordiske frilandsmuseer (Maihaugen i Lillehammer, Norsk Folkemuseum i Oslo og Sverresborg/Trøndelag Folkemuseum i Trondhjem i Norge. Klosterbacken i Åbo i Finland. Jamtli i Østersund, Kulturen i Lund, Gamla Linköping i Linköping og Skansen i Stockholm i Sverige og
Hjerl Hedes Frilandsmuseum i Vinderup.) Den Gamle By samarbejder også med Frilandsmuseet i Kgs. Lyngby ved København.