opener
Museumsinspektør Lisbeth Skjernov og frivillig Jan Jannesen inviterer til udstilling og foredrag om alle de apparater, der nu gemmer sig i en lille flad kasse.

Udstilling og foredrag i weekenderne 2.-3., 9.-10. og 16.-17. september

Samme tre weekender er der 70'er-festival. Se programmet

Velkommen til den analoge tidsalder, og få et nostalgisk gensyn med nogle af de apparater, som nu er kommet på museum: Transistorradioen, båndoptageren, videomaskinen, trykknaptelefonen og mange af de andre tekniske vidundere fra dengang. 

Historien udfoldes gennem udstilling og foredrag i de tre første weekender i september. De frivillige i Den Gamle Bys Radiolaug og Telefonlaug står bag arrangementet.

Udstilling om vejen fra apparater til apps

I en periode på ca. 100 år omgav danskerne sig med mange forskellige apparater i deres hjem. Hele brancher blomstrede op i takt med at folk anskaffede telefoner, radioer, fjernsyn, pladespillere, båndoptagere, CD-afspillere, DVD-optagere osv. I stort omfang blev apparaterne også repareret, hvis de gik i stykker. I dag er mange af de forskellige apparaters funktion erstattet med apps i mobiltelefoner og tablets.

”Det bliver ren nostalgi, for vi viser en kavalkade af mange af de apparater, som danskerne har haft stående i deres hjem, og som nu stort set er forsvundet”, fortæller museumsinspektør Lisbeth Skjernov. 

I de tre weekender bliver det også muligt at få en snak med eksperterne fra museets Radiolaug og Telefonlaug om de udstillede apparater og den teknologiske udvikling.

Det er ikke kun apparaterne, der er forsvundet. Det gælder også breve, aviser, frimærker, lommelygter, vejkort, kalendere, feriefotos, kontanter, selv dankortet er nu på vej til at blive erstattet med apps i mobilen. Eksempler på mange af disse forældede ting og sager fra dagligdagen vises derfor også i den nostalgiske kavalkadeudstilling.

”Det er svært at begribe, hvor hurtigt udviklingen er gået siden smartphonen kom på markedet. Det er tankevækkende, dybt fascinerende og også lidt skræmmende, når man ser det i historisk perspektiv”, funderer Lisbeth Skjernov. 

Foredrag om den teknologiske udvikling alle tre weekender

Lørdage og søndage i alle tre weekender er der foredrag hver dag kl. 14.00.

2. september: 

Radioamatørernes historie 

v. radioamatør Jan Anderschou

3. september:

Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse 

v. B&O-specialist Ronny Kaas

9. september:

Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse 

v. B&O-specialist Ronny Kaas

10. september:

Radiohandelen i Aarhus gennem tiden 

v. radio/tv-forhandler Helmer Thorsen

16. september:

Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse 

v. B&O-specialist Ronny Kaas

17. september:

Fremtidens teknologi – hvad kommer efter radioen, fjernsynet og telefonen?

v. IT- og teknologiekspert Preben Mejer

Udstilling og foredrag foregår i Bendtsens Pakhus, som ligger ved Torvet. Det hele er inkluderet i entréen til museet, og forhåndstilmelding er ikke nødvendig.