opener
Model af 1974-kvarter. Den bageste husrække er opført, og den forreste er under opførelse i Den Gamle By.

Den Gamle By gør nu plads til tyrkiske, jødiske og grønlandske boligkulturer.

Kronik af museumsdirektør Thomas Bloch Ravn. Trykt i Politiken den 17.11.2010 

Da Hollands nationale frilandsmuseum i Arnhem i 2004 åbnede en molukkisk flygtningebarak, kom en gammel molukkisk kvinde hen til min kollega Jan Vaessen, som er en høj, lys mand.
Den lille, mørke kvinde kiggede op på ham, rakte ham hånden og sagde med tårer i øjnene:
»Tak, hr museumsdirektør, nu er vi også en del af Hollands historie!«.

Molukkerne kom som befolkningsgruppe i klemme, da de var på den forkerte side under Indonesiens frihedskamp mod kolonimagten Holland. De måtte derfor forlade deres hjem og blev flygtninge i Holland, hvor de frem til 1962 boede i barakker i flygtningelejre rundt omkring i Holland.

Fra 1952 til 1962 boede 18 molukkiske familier i den barak, der nu kan ses på Nederlands Openluchtmuseum. Da museet tog den hjem i 2004, var det den eneste, der var tilbage.

I dag er barakken et levende bevis på, hvordan disse familier i de nye og fremmede rammer forsøgte at klare sig i et fremmed samfund og samtidig fastholde dele af deres egen kultur – og en lille smule privatliv.

Også Norsk Folkemuseum i Oslo har inviteret en af de nyere etniske grupper indenfor. Det sker i en stor udlejningsejendom fra Oslo, som er museets seneste store byggeprojekt.

Ejendommen stammer oprindelig fra 1865 og er på Norsk Folkemuseum indrettet med både traditionelle udstillinger og med en række lejligheder, der kronologisk rækker fra Et dukkehjem i 1879 over vaskekonen Gunda Eriksens hjem 1950 og Bo Bedre-hjemmet i 1979 til Et pakistansk hjem i Norge 2002.

Indretningen af det pakistanske hjem er foretaget i tæt samarbejde med en pakistansk-norsk familie, og som hjemmet fremstår på museet, er det et resultat af dokumentation af familiens hjem, af interview og såkaldt samshopping med familien.

Normalt forbinder man frilandsmuseer med nationalromantiske udgaver af de forskellige landes eller regioners historie. Med folkedans, folkedragter og anden folklore – uden forstyrrende elementer af anden etnisk herkomst.

Det hænger sammen med frilandsmuseernes særlige historie, idet de fleste frilandsmuseer opstod som en integreret del af demokratiseringen og de folkelige gennembrud rundt omkring i Europa.

Frilandsmuseerne blev skabt ud fra ønsker om at være relevante for almindelige mennesker. Det betyder, dels at de ønskede at fokusere på almindelige menneskers historie, hvilket var ganske nyt i årtierne omkring år 1900, og dels betyder det, at de ville fortælle historien på en måde, så den var til at forstå for almindelige mennesker uden finkulturel dannelse. Det var også noget nyt.

Kombinationen af social-kulturel relevans med det folkelige og populære kendetegnede stort set alle de frilandsmuseer, der så dagens lys i årtierne omkring år 1900.
Det er præcis den samme tanke om social og kulturel brobygning, der ligger til grund for de to initiativer i Arnhem og Oslo. De to museer har nuanceret og korrigeret deres etniske udtryk, og samtidig har de skabt en ramme for, at også ikke-etniske hollændere og ikke-etniske nordmænd kan opbygge et tilhørsforhold til museerne på samme måde, som de to landes befolkninger har oplevet siden museernes grundlæggelse for omkring hundrede år siden. Nu blot i en ajourført udgave, der tager sit afsæt i en væsentlig mere kompleks etnicitet end den, der kendetegnede de folkelige gennembrud for hundrede år siden.

Der er ingen tvivl om, at kollegerne i Arnhem og i Oslo er frontløbere. Men med frilandsmuseernes tradition for at forholde sig til nutidens behov og samtidig være både relevante og populære er jeg overbevist om, at andre museer vil følge trop i de kommende år.

Personligt var det noget af en øjenåbner for mig, da min hollandske kollega fortalte mig historien om sit møde med den ældre molukkiske kvinde. Og det var endnu en øjenåbner for mig at besøge den pakistanske lejlighed på museet i Oslo.

Næste naturlige skridt er at gribe i egen barm og spørge, hvordan vi forholder os til mindretallene på de danske museer, og ikke mindst, hvad vi kan gøre i Den Gamle By.

Ret beset er vi jo også præget af den nationalromantiske tankegang, at danskere nu engang er danskere. Men sådan er det jo ikke, og sådan har det aldrig været.

Der har været tyske kræmmere og herrnhutiske håndværkere, der har været jøder og huguenotter, der har været norske studenter og børn af afrikanske slaver, der har været polske landarbejdere og kartoffeltyskere, der har været jugoslaviske, tyrkiske og pakistanske fremmedarbejdere, og der har været chilenere, vietnamesere, tamiler, iranere, irakere, palæstinensere, somaliere – og sikkert flere endnu.

Nogle blev hurtigt assimileret, andre blev integrerede, og nogle bliver tilsyneladende stadig mere fremmede, jo længere tid de er i landet. Men alle er de en del af den danske mangfoldighed, og selv om det ikke altid er lige til at se det, afspejler det sig i sprog, efternavne, boformer, erhverv, traditioner. På godt og ondt og i konstant udvikling.

I Danmark skal vi imidlertid være opmærksomme på, at det ikke umiddelbart kan lade sig gøre at overføre erfaringerne fra Arnhem og Oslo til Danmark. Både Nederlands Openluchtmuseum og Norsk Folkemuseum er såkaldte parkmuseer, hvor ofte meget forskellige helheder ligger spredt rundt på et stort område, og hvor man derfor kan have meget forskellige elementer liggende side om side.

I Danmark er frilandsmuseerne helhedsmuseer, hvor de enkelte afsnit i langt højere grad hænger sammen. Det gælder både Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Holstebro og Den Fynske Landsby i Odense, som alle har fokus på landbohistorien, og det gælder også for Den Gamle By, der er et af de få frilandsmuseer, der fokuserer på byernes historie.

At være et helhedsmuseum frem for et parkmuseum sætter nogle begrænsninger, men giver på den anden side også mulighed for at fremstille nationale og etniske mindretal i sammenhæng med danskere – og ikke som selvstændige enklaver.

Erfaringerne fra Arnhem og Oslo fik os i Den Gamle By til at gå i gang med at undersøge, hvordan vi i vores regi på en troværdig måde kunne fortælle om den kulturelle mangfoldighed, der altid i et eller omfang har været til stede i det danske samfund og ikke mindst i bysamfundene, som er Den Gamle Bys særlige ansvarsområde.

Vi blev hurtigt klar over, at den kulturelle mangfoldighed bedst kunne belyses i museets større enheder fra 1800-årene og frem – og ikke mindst i forbindelse med de to nye områder, der er under opbygning, og som vil vise to moderne bykvarterer, som de kunne tage sig ud i 1920’erne og i 1970’erne.
Preusseren kunne vi for eksempel kalde den butikssvend, der har sin daglige dont i købmandsgården i 1864-området. For frem til de slesvigske krige var der jo masser af håndværkersvende og handelsfolk, der var på valsen rundt om i Europa som led i deres uddannelse, og i de danske byer var der i midten af 1800-årene fortsat mange tyskere.

I almindelighed var de bare kolleger, der talte med accent. Men i takt med den voksende nationalisme, navnlig efter de slesvigske krige, blev de stemplet som udlændinge, hvilket bl.a. kom til udtryk i de mere eller mindre venlige kaldenavne.

Efterhånden blev udlændingene da også markant færre inden for handel og håndværk. Men de var der – også selv om vi stort set har glemt det i dag.

I 1920’er-kvarteret kunne vi måske have en lejlighed, der viser, hvordan en jødisk familie boede i Danmark. Museet råder over et hus fra Randers, der rummer fire simple lejligheder, og da der netop i Randers i mange år har været en forholdsvis stor befolkning med jødisk baggrund, vil det være naturligt at undersøge, hvordan en jødisk familie boede i en almindelig dansk provinsby i 1920’erne.

Hvordan så køkkenet ud, og var der særlige madvarer? Hvad med familiebilleder og malerier? Særlige bønnebøger, en kalot til hjemmebrug, lysestager til sabbatsbordet og andre ting, der relaterer til en jødisk kultur, der i 1920’ernes provinsmenigheder blev stadig mere assimileret?

Det projekt kræver dybtgående undersøgelser, som vi håber kan gennemføres inden for de nærmeste år, hvorefter vi vil tage fat på realiseringen af det.

Og hvad så med kvarteret, der skal vise 1970’erne?

Her genopfører museet flere ejendomme, og der vil være både et-, to- og fireværelses lejligheder til rådighed. I en eller to af de små lejligheder vil man fint kunne indrette boliger, der viser den etniske anderledeshed, som fra slutningen af 1960’erne mere og mere kom til at præge de danske provinsbyer.

En tyrkisk lejlighed er her oplagt, idet tyrkerne dengang var den markant største gruppe blandt gæstearbejderne i danske provinsbyer.

Men hvordan boede de – en flok enlige mænd i en lejlighed eller en hel familie? Hvilke møbler havde de, hvad var der i køleskabet, hvordan lugtede der i lejligheden, og hvilke genstande fra hjemlandet er karakteristiske for gæstearbejderne af første generation?

Med støtte fra Kulturarvsstyrelsen og en privat fond har vi iværksat en større undersøgelse af de tyrkiske gæstearbejderes boligkultur i danske provinsbyer fra ca. 1968 til 1974.

Målet er, at det om få år skal være muligt at besøge en lejlighed, der viser, hvordan første generation af tyrkiske gæstearbejdere boede, da de kom til Danmark.

En anden gruppe, som intet dansk museum mig bekendt har sat fokus på, er grønlænderne i Danmark. Enten interesserer man sig for det traditionelle Grønland med tupilakker og trommedans, eller også interesserer man sig for de socialt derangerede grupper.

Men de unge grønlændere, der igennem mange år er kommet til Danmark for at læse til for eksempel lærer eller sygeplejerske har også en historie, som er værd at fortælle. Måske hun eller han kunne bo i en etværelses i tagetagen?

Det kræver imidlertid nøjere undersøgelser, som forhåbentlig kan gennemføres i samarbejde med Avlak, der er organisationen af grønlandske studerende i Danmark, og via direkte kontakt til de grønlændere, der i begyndelsen af 70’erne var under uddannelse i Danmark.

Undersøgelsen planlægges gennemført snarest. Derpå skal der gennemføres en indsamling, så det bliver muligt at indrette en studenterhybel, som den typisk kunne se ud for en ung grønlandsk studerende i Danmark i 1970’erne.
Fremmede religioner, nationaliteter og etniciteter og deres historie fortælles ofte i separate afsnit eller særlige museer. I Danmark opleves grønlændernes kultur for eksempel i Nationalmuseets etnografiske samling. Tilsvarende opleves jøderne på Dansk Jødisk Museum. Det er relevant, idet det giver mulighed for at fokusere på netop denne anderledeshed. Men det er også relevant at skildre disse grupper som en del af den mangfoldighed, der har kendetegnet danmarkshistorien i langt højere grad, end vi forestiller os til daglig.

Vigtige skridt på vejen er i udlandet taget med den molukkiske barak på Nederlands Openluchtmuseum og pakistanerlejligheden på Norsk Folkemuseum. Men det lykkes ikke helt, idet de to museer som parkmuseer ikke har et indre samspil mellem de enkelte udstillingselementer, der ligger lige omkring. Den molukkiske barak er placeret midt mellem ældre landbygninger fra 1800-årene, og den pakistanske lejlighed anno 2002 ligger i opgang med lejligheder fra 1970’erne og tidligere.

Når Den Gamle By i 2014 åbner den første store etape af det moderne bykvarter, er det ambitionen, at museet skal vise et både socialt, kulturelt og etnisk afbalanceret billede af bylivet, som det kunne være i en dansk provinsby – både i midten af 1800-årene, i 1920’erne og i 1970’erne.

Det anderledes og det almindelige skal indgå i fælles helheder og dermed belyse både diversitet og dialog.

Med disse tiltag håber Den Gamle By dermed også at kunne genoptage de ældste frilandsmuseers fine tradition for at kombinere social-kulturel relevans med evnen til at række ud til brede grupper, herunder også grupper, der normalt ikke benytter de danske museer. Nu måske på en anden måde end for 100 år siden, da disse museer havde deres første opblomstring.