opener
Hvad er Europa? Plakater fra en verdensdel viser plakater fra 56 lande.

Vi bruger ordet med rutineret sikkerhed: Europa – men hvor mange af os stopper op og spørger os selv, hvad det egentlig dækker? Det gør Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By nu med udstillingen ”Hvad er Europa? Plakater fra en verdensdel”.

Europa er pluralitetens kontinent, og det er netop denne forskelligartethed og hvad der på trods af skellene samler og forener os i ét Europa, der er udstillingens fokuspunkt.

Elsebeth Aasted Schanz er leder af plakatmuseet og initiativtager til udstillingen. 

”I gennemgangen af det europæiske kontinent er jeg blevet overrasket over hvilken mangfoldighed, det rummer i traditioner, sprog, religion og regeringsformer, herunder diktaturer”, siger Elsebeth Aasted Schanz.

Hun ser en helt ny vinkel, når man skal besvare ’hvad er Europa’ gennem plakatmediet.

”Plakaten er et stærkt visuelt medie, og den er altid tendentiøs, fordi den rækker ud efter sit publikum og vil sige os noget”, siger Elsebeth Aasted Schanz. 

Hvad er det de enkelte lande slår sig op på? Hvordan afspejler deres folkekarakter og historie sig i plakaterne? Og hvad vil de gerne sige om sig selv? Det er noget at det, som de europæiske plakater fortæller om.

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn siger om udstillingen:

”De europæiske værdier er pressede i den aktuelle verdenssituation. Det gør det stadig vigtigere at diskutere, hvad der er specielt ved Europa. Et museum må også gerne handle om fremtiden, og vi håber, at udstillingen i Plakatmuset vil give gæsterne anledning til at reflektere over emnet”.

To plakater fra alle europæiske lande

Der findes 56 lande i Europa – lige fra bittesmå stater til gigantiske områder. Fra hvert af disse lande viser udstillingen to plakater. Den ene plakat er af ældre dato fra perioden mellem 1910 og 1970, mens den nyere plakat stammer fra efter 2000 eller fra 1990’erne. 

Historien om det enkelte land fortælles dels ud fra de to valgte plakater, dels ud fra de begivenheder, der har udspillet sig i tidsrummet mellem de to plakater og hvor spændvidden imellem dem og ændringen i deres udtryk fortæller om landets udvikling. Har landet været præget af revolutioner og uro? Er det gået fra et kommunistisk eller fascistisk undertrykkende styre til et demokratisk konstitutionelt styre? Eller er det et fredeligt smørhul, som ikke har gennemgået de store ændringer de sidste 100 år? Det giver plakaterne et klart indblik i.

Indsamling med forhindringer

Plakaterne stammer fra Dansk Plakatmuseums egen samling og fra en aktiv indsamling, hvor især de nyere plakater er indhentet i tæt samarbejde med de enkelte lande, der dermed har fået muligheden for aktivt at tilkendegive, hvordan de gerne vil præsentere sig selv for omverden i dag. 

Indsamlingen har stået på i næsten to år og er i flere tilfælde blevet besværliggjort af, at nogle områder i øjeblikket er plaget af undertrykkelse, uro eller krig.

Plakaterne repræsenterer alle genrer. Der er tale om politiske plakater, turistplakater, propagandaplakater, teaterplakater, reklameplakater, mobiliseringsplakater, kampagneplakater, festivalplakater, filmplakater, transportplakater, museumsplakater og valgplakater.

Bogudgivelse

Udstillingen Hvad er Europa? Plakater fra en verdensdel åbner for publikum 16. juni 2017, og den kan ses frem til januar 2018. 

I forbindelse med udstillingen har Elsebeth Aasted Schanz skrevet en bog, hvor man kan se alle plakater. Her er også en lille tekst til hvert land om historiske begivenheder, sprog, traditioner, religiøse forhold og andre fakta.

Bogen sælges for 149 kroner.