opener
Kø ved Føtex åbning i Guldsmedegade i Århus for 50 år siden. Foto: Poul Pedersen.

Forskningsstipendiat i Den Gamle By, cand. mag. Berit Guldmann Andersen, undersøger detailhandlens historie i Danmark gennem 150 år. I anledning af 50-året for åbningen af Føtex, publicerede hun denne kronik i Jyllands-Posten den 15.11.2010.

På onsdag er det 50 år siden, den første Føtex åbnede på Guldsmedgade i Århus. Men langt fra alle var overbevist om, at selvbetjening var kommet for at blive. Kunne husmoderen virkelig undvære købmanden bag disken til at vejlede og anvise?
Hver dag forandres gadebilledet i de danske byer en lille smule. Varerne i butiksvinduerne skiftes ud, et nyt skilt sættes på en facade, en forretning lukker og en anden åbner. Nogle forretninger er hurtigt glemt, mens andre formår at skabe et koncept, der holder.

Et sådant vellykket koncept må Føtex siges at være. Det er faktisk et stykke dansk kulturhistorie, der kan fejre fødselsdag, når landets første Føtex i Guldsmedgade i Århus fylder 50 år nu i november.

Direktøren for det daværende Jydsk Supermarked, Herman Salling, hentede idéen til Føtex i Amerika, og da varehuset åbnede i 1960, var det i sin form en nyskabelse i Danmark. Det 1.400 kvadratmeter store forretningsareal rummede en fødevareafdeling med selvbetjening, og kunderne kunne købe kød, som blev pakket i forretningen, kolonial, grønsager og hvad der ellers var brug for til daglig. I andre afdelinger, som dog ikke havde selvbetjening, kunne fås isenkram, tekstiler, papir, bijouteri, sæbe, parfume, legetøj og lædervarer.

I Aarhuus Stiftstidende var der før åbningen indrykket iøjnefaldende helsidesannoncer med fristende slagtilbud under overskriften »Julen begynder i Føtex. 100 ekspeditricer og ekspedienter er klar til at hjælpe Dem med indkøbene. Nu bliver det meget lettere at være husmoder!«

Som ventet blev åbningen 17. november en succes, hvor husmødre fra nær og fjern stod i kø langt ned ad Guldsmedgade.

Selvbetjening var forholdsvis nyt i Danmark i 1960, men at samle mange slags varer under samme tag havde været gjort før. Store købmandsgårde var nemlig førhen omdrejningspunktet for byernes handel, og her kunne man på ét sted købe så forskellige varer som såsæd, kaffe, sild, mel, stof og søm.

I løbet af 1800-årene blev der gjort store fremskridt inden for infrastruktur og teknologi. Damp og elektricitet fik sat fart i udviklingen af den moderne industri, hvor varer kunne massefremstilles billigt og i en hidtil ukendt hastighed.

Købmandsgårdene havde dog svært ved at rumme de mange nye varer, og i slutningen af 1800-årene slog et stort antal brancheforretninger dørene op for kunderne.

I brancheforretninger havde varerne enten et naturligt fællesskab eller var fremstillet samme sted. Der var tale om isenkræmmere, som solgte alt fra porcelæn til værktøj, og kolonialforretninger, hvor husmoderen kunne finde gryn, sukker, tobak, krydderier, kaffe, te og andre varer fra de tidligere europæiske kolonier. Brancheforretningerne kunne bedre tilfredsstille tidens nye salgskrav end købmandsgårdene, fordi de kunne samle kræfterne om færre og mere ens varegrupper. De kunne reklamere, særligt for forretningen, dens service eller vareudvalg, mans købmandsgårdenes store udvalg gjorde det svært at gøre en speciel reklameindsats for en enkelt vare. Mens produktionen blev industrialiseret i 1800-årene, så blev salget det gradvist efter Første Verdenskrig, hvor mærkevarer blev mere synlige i forretningerne. Nu skulle butikkerne ikke længere bare videresælge varer for producenterne, nej, de skulle sælge mere!

Der var kommet så megen gang i hjulene, at forretningsdrivende kunne åbne specialforretninger, der kun solgte én type varer. Brancheforretninger som eksempelvis kolonialforretninger blev splittet op i te- og kaffeforretninger, delikatesseforretninger, sæbeudsalg og tobaksforretninger. Manufakturforretninger blev nu til forretninger med damekonfektion, herrekonfektion, kjoletøj, hvidevarer og handsker. I de diskbetjente butikker kunne ekspedienterne give kunderne en grundig vejledning om varernes kvaliteter før køb. Man ser for sig Damernes Magasin og Mads Skjerns Tøjhuset fra Matador.

Efter 1930'ernes krise og Anden Verdenskrig kom der igen gang i produktion og forbrug. USA investerede 278 mio. dollars i Marshall-hjælp i Danmark, landbruget blev mekaniseret og folk flyttede fra land til by. Der blev råd til, at gifte kvinder kunne gå hjemme for at passe huset og børnene, og efterkrigstidens varemangel blev i løbet af 1950'erne afløst af bedre tider for handlen.

Dagligvarebranchen gik nu forrest med butiksudvikling, og andre brancher fulgte efter. Efter amerikansk forbillede åbnede Brugsen og Irma de første, 50 kvadratmeter store, selvbetjeningsbutikker i Danmark i henholdsvis 1949 og 1950. Allerede i 1953 kunne Brugsen åbne det første supermarked, som siden blev fulgt af flere. Her var der gerne tale om butikker på 150-200 kvadratmeter med flere varer og et lavere serviceniveau.

Det var en hel revolution, der blev sat i gang. Tænk, at man kunne få lov til at tage varer ned fra hylderne selv og sammenligne dem uden hjælp fra købmanden! Men det var langt fra alle, der var overbevist om, at selvbetjening var kommet for at blive. Kunne husmoderen virkelig undvære købmanden bag disken til at vejlede og anvise den helt rigtige vare til netop hendes behov? Men udviklingen kunne ikke standses. Omlægningen fra diskbetjening til selvbetjening begyndte i 1950'erne og skete med større fart i de følgende to årtier.

Fra slutningen af 1950'erne kom der et økonomisk opsving, som varede til oliekrisen i 1973. Der blev i 1960'erne brug for de gifte kvinder på arbejdsmarkedet, og der blev råd til fjernsyn, fryser, køleskab og bil. Var der ikke råd til at købe med det samme, kunne tingene fås på afbetaling.

De mange små dagligvarebutikker lå før typisk tæt i beboelseskvartererne, fordi husmoderen skulle kunne bære indkøbene hjem. I 1960'erne var der ikke længere tid til at besøge et utal af butikker for at finde den helt rigtige vare til den rigtige pris. I stedet kunne man i sin bil fragte varer hjem fra en forretning, man besøgte på vej hjem fra arbejde, og i køleskab eller fryser kunne man opbevare varerne i længere tid. Fra 1960'erne blev nye, store dagligvarebutikker derfor ofte bygget tæt på trafikale knudepunkter.

Ved åbningen af Føtex i 1960 forudsagde Herman Salling i en artikel i Aarhuus Stiftstidende, »at supermarkeder herefterdags sandsynligvis lægges adskillige kilometer fra bycentret. Fremtidens løsen bliver supermarkeder omgivet af en kæmpeparkeringsplads, hvor husmoderen stiller bilen, der en gang om ugen læsses med varer«. Han fik ret. Blot 10 år senere stod han selv bag åbningen af landets første Bilka-lavprisvarehus ved Tilst uden for Århus, der havde hele 10.000 kvadratmeter forretningsareal og 1.200 parkeringspladser lige ved døren. På åbningsdagen væltede 50.000 kunder ind i Bilka, og der var trafikkaos på vejene omkring. Fra starten var Bilka en dundrende succes, og konceptet med, at familien Danmark kunne købte stort set alt i ét kæmpevarehus har - i lighed med Føtex - holdt. Dansk Supermarked kan derfor fejre hele to runde fødselsdage i efteråret 2010.

Med Føtex og Bilka kom købmandsgårdene tilbage i gadebilledet. Hele 77 Føtex-varehuse og 15 Bilka-lavprisvarehuse har Dansk Supermarked i dag spredt over hele Danmark. Også de mange FDB-ejede butikker og medlemmerne af De Samvirkede Købmænd har for længst taget ”købmandsgård-idéen” til sig. I større byer kan man stadig gå til slagteren, ostehandleren, fiskemanden eller vinforretningen og få personlige vejledning og betjening. Den moderne købmandsgård er dog kommet for at blive, og ses der på den stadige udvikling af dagligvarehandlen i udlandet, så er sidste kapitel i den danske dagligvarehandels historie ikke skrevet endnu.