opener
Børn mellem 8 og 13 år kan i efterårsferien prøve et børneliv for en dag i 1864 eller 1927. Spandene med vand er tunge, når de er fyldte, men åget hjælper med at fordele byrden.

Den Gamle By inviterer børn og voksne til leg, spil og hyggelige indendørs aktiviteter.
Husk også den store udstilling om børnefjernsynets historie med Jørgen Clevin, Bamse, Anna og Lotte og Ramasjang-figurerne.

Leg med gårdskarlene i Købmandsgården

De lege, som børn legede i 1864, er måske helt ukendte for mange børn i dag. Det kan være kuglespil, trille tøndebånd, fangelege og andre fælleslege. Gårdskarlene inviterer børn til at være med. 

I Renæssancegården kan børn prøve at koge bolsjer. Her kan man også møde nogle unge dansk-somaliere, der vil tegne smukke henna-tatoveringer og lære, hvordan man kan knytte farvestrålende armbånd. 

Det koster 20 kroner per deltager at være med alle dage klokken 10-17.

I lejligheden, der er indrettet som et hjem for en dansk-somalisk familie, kan man spille Ludo og andre brætspil, som mange børn kender, uanset hvor de stammer fra. 

Alle dage i efterårsferien mellem klokken 12 og 16 kan man også møde en guide i hjemmet. Guiden kan fortælle om, hvad der sker, når man flygter til Danmark og mødet mellem de to kulturer.

Tidsrejse med fedtemadder og byggrød

For en dag kan børn opleve et liv som i 1864. Børn skulle arbejde for føden, så man kan blive sat til at stable brænde, skure gryder, lave mad, vaske tøj, hente vand og meget mere. I skolen skal man lære salmevers, læsning i kor, katekismus og disciplin. Og måske bliver også tid til en leg eller to. Børnene får dragter på. 

Børn mellem 8 og 13 år kan deltage og det koster 110 kroner. Forløbet varer fra klokken 10.30-15. Er barnet under 10 år, skal der være en voksen, barnet kender, på museet under forløbet. 

Tilmelding til Den Gamle Bys reception telefon 86123188.

Efterårsferie i Den Gamle By 15. – 23. oktober er også

▪ Udstilling om børnefjernsynets historie i Gallerierne

▪ Legetøjsmuseum 

▪ Festplads med luftgynger, dåsekast og keglespil

▪ Håndværkerne i Baghuset med prøv-selv aktiviteter

▪ Enestående bykvarterer fra 1927 og 1974

▪ Nyåbnet lejlighed for en blind mand

▪ Lækre kager og brød hos bageren eller i Konditoriet