opener
Museumsinspektør og øl-entusiast Allan Leth Frandsen med Den Gamle Bys første juleøl til venstre. Øllen til højre kom i 1929 og er brygget af Tønder Aktie-Bryggeri. Øllen med den blå etiket kom i 1953 og er brygget af Bryggeriet Carlsminde i Nyborg.

November er slagtemåned. Inden husholdningerne fik is- og køleskabe var de kolde temperaturer i november ideelle, når kødet fra de slagtede dyr skulle nedsaltes til vinterens forråd. Kulden var med til at sikre, at kødet ikke blev fordærvet, inden det blev spist.

I weekenden 12. og 13. november kan alle gæster i Den Gamle By følge kødets vej fra dyr til spiseborde, smage på retter med svinekød – og drikke øl til!

Hør den virkelige historie om juleøllets historie
Den Gamle Bys museumsinspektør og øl-entusiast, Allan Leth Frandsen, har gransket historien om juleøl. Nu kan museets gæster få indblik i den virkelige historie bag julebryggen! 

Se en ny udstilling i Ølkælderen og hør Allan Leth Frandsen holde foredrag 
Avisannoncer fra Norge og Danmark i slutningen af 1800-tallet fortæller, at julebryggen selvfølgelig er en nordisk tradition. Det falder helt i tråd med, at vikingerne ’drak jul’. Og det foregik hæmningsløst og over en længere periode.

Smag Den Gamle Bys helt egen julebryg
For første gang kan Den Gamle Bys bryggere sælge museets egen julebryg. Museet har haft eget bryggeri i 15 år. Men det lille, historiske bryggeri er ikke godkendt til levnedsmidler og dermed ikke til salg af øl. 

Den nye øl er brygget sammen med brygmester Buchwald på Aarhus Bryghus. Og så kan øllen sælges. Museets gæster har oven i købet selv har valgt den ud af to mulige, som de allerede kunne prøvesmage op til jul sidste år. 

Den sejrende bock-øl blev sat i produktion og står nu klar i restauranter og ølkælder i Den Gamle By. 

Er du mad-modig? Smag griseøre, grisetæer og grisehale
Weekenden er også for de mad-modige! Vi udfordrer børn og voksne til at smage på forskellige retter med øl eller svinekød. ’Madkulturen’ kommer og laver svine-retter som sylte og svinekæber i øl. I Eilschous Bolig serverer enken blodpølse med sirup; i Købmandsgården laver tjenestepigerne øllebrød og fedtegrever. I Havbogade er den unge husmor fra 1927 i gang med at lave medisterpølse, og Kernefamilien i 1974 skal have æbleflæsk. 

Få et diplom for dit mod
Tør du smage på alle ti udfordringer, får du et diplom, der viser hvor modig, du er! Rækker modet ikke hele vejen, kan du vælge at smage på fem retter og få det lille madmodsdiplom med tilhørende badge.

Øl & Svin-weekenden er arrangeret i samarbejde med ’Madkulturen’ og støttet af Nordea Fonden.