opener
Museumsinspektør Søren Tange Rasmussen er øl-entusiast og har i samarbejde med bryggerlauget været med til at udvikle de foreløbig to årgange af Den Gamle Bys julebryg. 2017-udgaven lanceres på Bent J-dagen den 3. november fra klokken 17.

I Den Gamle By vil vi gerne fejre julebryggen, og det gør vi naturligvis med vores helt egen hjemmebryggede bryg. Kom med til en særlig aften i Den Gamle By, hvor vi lukker museet ned, men åbner for Bent J, Bryggeriet og Ølkælderen. Fri entré fra klokken 17.

Til Bent J-dagen kan man høre livejazz, høre fortællingen om juleøllets historie og vigtigst af alt, kan man selvfølgelig smage på vores unikke julebryg.

Program for Bent J-dagen fredag 3. november klokken 17-21

Kl. 17.00: Velkommen til Bent J-dag i Den Gamle By

Kl. 17.30: Lancering af Den Gamle Bys julebryg på Bent J ved Søren Tange Rasmussen

Kl. 18.00: Livejazz på Bent J med trioen Odderskov - Erichsen - Friis

Kl. 19.30: Livejazz på Bent J med trioen Odderskov - Erichsen - Friis

Kl. 21.00: Tak for i aften

Der vil under hele arrangementet være mulighed for at se en lille udstilling om juleøllets historie i Ølkælderen. Desuden vil Allan Leth Frandsen holde mini-foredrag om samme emne. I Bryggeriet arbejder bryggerne. Kom og se, hvordan der brygges på 1800-tals-maner.

Om trioen Odderskov - Erichsen - Friis

Saxofonisten Finn Odderskov og pianisten Niels Erichsen er gamle kendinge i det århusianske jazz-miljø. Sammen med bassisten Peter Friis har de dannet en ny trio, der fortolker kendte jazz-standards og swing-numre med enkelte afstikkere til latin og danske folkemelodier.

Tilsammen har de tre musikere spillet i utallige sammenhænge:

Finn Odderskov har bl.a. spillet i Peder Pedersens Bigband, Klüvers Bigband og Bourbon Street Jazzband. Desuden som side-man med bl.a. Ben Webster, Charlie Shavers, Clark Terry og Bud Freeman.

Niels Erichsen har bl.a. spillet med Finn Ziegler, Jesper Thilo og Scott Hamilton. Peter Friis spiller med Trio Before og som side-man med bl.a. med Jesper Thilo, Mads Mathias og James Sampson.