opener
Lokomotiv fra udstillingen Aarhus Fortæller

I alt 571.167 gæster løste i 2017 billet til Den Gamle By. Det er det højeste antal nogensinde og en fremgang på 10 pct i forhold til 2016, som også var rekordår.

"Vi glæder os over et stabilt besøgstal med løbende fremgang", siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn og henviser til, at besøgstallet i Den Gamle By de seneste fem år har ligget lige omkring den halve million.

Museumsdirektøren forklarer det stigende besøgstal med, at det efterhånden er ved at være almindelig kendt, at Den Gamle By ikke bare er den gamle by, som mange har besøgt for år tilbage, men en hel tidsrejse fra det førindustrielle samfund og næsten helt op til i dag, hvor mange kan spejle sig i deres egen historie.

"Og så har vi jo også slået ekstra til Søren her i kulturhovedstadsåret, hvor vi har åbnet flere markante udstillinger som Smykkeskrinet, den underjordiske Aarhus Fortæller og Automobilforhandleren i museets 1927-kvarter".

"For os er det vigtigt, at Den Gamle Bys bidrag til Aarhus 2017 ikke alene skulle være events, men noget med en holdbarhed, der rækker langt ud over kulturbyåret". "Ikke at der er noget galt med events", tilføjer Thomas Bloch Ravn. "Vi har også selv bidraget med flere af slagsen i form af billedspillet Aarhus Stories på domkirken og med Plakatmuseets store udstilling om Hvad er Europa?. Men i Den Gamle By har vi det nu engang sådan, at vi først og fremmest lægger til museets hovedstol, så kommende generationer også kan få glæde af de store investeringer".

"Det er mange, store ting på ét år, og at komme i mål med det hele har krævet enorm kreativitet og knofedt af de mange, der har deres virke i Den Gamle By".

I tallet 571.167 indgår kun de gæster, der har løst billet til museet. De mange, der går tur i Den Gamle Bys historiske miljø uden for åbningstid er ikke medregnet, og det er de mange, som har deltaget i arrangementer uden for museets matrikel, heller ikke.

For yderligere oplysninger send en email med dit telefonnummer, hvorpå Thomas Bloch Ravn vil kontakte dig.