opener

Dronning Margrethe - protektor for Den Gamle By

I 1987 påtog Dronningen sig hvervet som protektor for Klub Den Gamle By, og Hendes Majestæt har i 2002 indvilget i, at protektionen overføres til at omfatte hele museet.

Af museumsdirektør Thomas Bloch Ravn

Den kongelige familie har gennem hele museets levetid udvist stor interesse for Den Gamle By og det museumsarbejde, der her bliver udført.
Hendes Majestæt Dronningen oplevede Den Gamle By første gang i oktober 1948, hvor den 8-årige prinsesse  var på besøg sammen med sin mor Dronning Ingrid. Siden er det blevet til talrige besøg, både ved officielle lejligheder og ved statsbesøg, men ligeså ofte ved private arrangementer, hvor Dronningen har overværet forestillinger på Helsingør Theater, fulgt med i genopførelsen af Møntmestergården eller oplevet Den Gamle Bys Levende Museum.

Interview med Dronning Margrethe om Den Gamle By

- Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv, erindrer Dronning Margrethe. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min mor, både når vi har besøgt min farmor på Marselisborg, og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus havn.

- Fra mit første besøg husker jeg især tre ting: Borgmestergården, apoteket og så det, at museet rummer huse fra 1500-tallet – det var jeg meget imponeret over. Fra apoteket husker jeg navnlig, at man her har mumiepulver, det virkede skræmmende på mig.

- Jeg kan ikke påstå, jeg har været der hvert eneste år, men jeg har været der meget, og jeg sætter stor pris på museet.

- Den Gamle By har en ganske særlig charme og er fantastisk dygtigt lavet. Det er ligesom om byen omslutter én fuldstændigt. Og så ved man jo, at der er en stor museal og forskningsmæssig dybde neden under den betagende overflade.

Møntmestergården

- Jeg har fulgt genopførelsen af Møntmestergården med stor opmærksomhed. Det er fantastisk spændende at følge fagfolkenes arbejde, og så har Den Gamle By i samme ombæring fået lukket museets torv, så man nu har et fint byrum.

- Jeg bor jo selv i 1700-tals huse, og nogle af dem har jeg været med til at bygge om, så det er interessant at følge denne bygning blive genopført fra bunden. Mange af de farver, der gemmer sig under overfladen, svarer til de farver, vi har fundet på Fredensborg – men håndværkerne har jo givetvis også lært af hinanden.

Levende Museum

- Jeg synes, Levende Museum er en glimrende idé. Og det kunne da være morsomt med liv i endnu flere af museets huse.

- Det er godt at fornemme den forskningsmæssige vederhæftighed, som museet arbejder med. Jeg var ikke klar over, at museet rummer så stor og bred en samling af menigmands tøj, og det er imponerende at se, hvor grundigt man har dokumenteret de enkelte dragter i det levende museum. Det må være opmuntrende for aktørerne, at dragterne er så historisk korrekte.

- Det er også morsomt at smage, og jeg synes at skomagermadammens kaffe var rigtig god. Hjemmeristet over åben ild og lidt hårdt brændt. Sådan holder vi også af at lave den derhjemme.

- Det er spændende at se, at museet har så mange nye ting i gang, og i forbindelse med protektionen af Den Gamle By falder det så naturligt at være personligt engageret, slutter Dronning Margrethe.

Interviewet med Hendes Majestæt Dronningen er fra bogen Den Gamle By - Et vindue til historien af Thomas Bloch Ravn. Bogen er til salg i museumsbutikken.

  • Dronningen stiger ud af Krone 1 under privat besøg i 2014

    Dronningen stiger ud af Krone 1 under privat besøg i 2014

  • Knallertværkstedet besøges i sommeren 2015

    Knallertværkstedet besøges i sommeren 2015

  • På rundtur i baggårdene - sommer 2015

    På rundtur i baggårdene - sommer 2015

  • Dronningen på Konditoriet Café Bonnichs sommer 2013 under et privat besøg

    Dronningen på Konditoriet Café Bonnichs sommer 2013 under et privat besøg

  • Dronningen besøger kollektivets lejlighed i Den Gamle Bys 1974-bydel sommer 2013

    Dronningen besøger kollektivets lejlighed i Den Gamle Bys 1974-bydel sommer 2013

  • Dronning Margrethe snakker med 1800-tallets mennesker under et privat besøg sommeren 2013

    Dronning Margrethe snakker med 1800-tallets mennesker under et privat besøg sommeren 2013

  • Dronningen hygger sig med en kop 1950'er kaffe i Erindringslejligheden under et privat besøg 2012

    Dronningen hygger sig med en kop 1950'er kaffe i Erindringslejligheden under et privat besøg 2012

  • 1700-tals genstandene studeres i detaljer i udstillingen Sko og Accessories

    1700-tals genstandene studeres i detaljer i udstillingen Sko og Accessories

  • Dronningen indvies i planerne for 1970'er lejlighederne

    Dronningen indvies i planerne for 1970'er lejlighederne

  • Dronning Margrethe åbnede Kunstkammeret i 2011

    Dronning Margrethe åbnede Kunstkammeret i 2011

  • Åbning af Møntmestergården

    Åbning af Møntmestergården

  • Dronning Margrethe og Prins Henrik er til Jul i Den Gamle By i 2003

    Dronning Margrethe og Prins Henrik er til Jul i Den Gamle By i 2003

  • Skomagermadammen byder på kaffe i 2002

    Skomagermadammen byder på kaffe i 2002

  • Dronningen smager på Den Gamle Bys bryg i Havbogadehuset, der er indrettet som i 1910

    Dronningen smager på Den Gamle Bys bryg i Havbogadehuset, der er indrettet som i 1910

  • Dronning Margrethe indmurer på Den Gamle Bys vegne en hilsen til fremtiden i Møntmestergården

    Dronning Margrethe indmurer på Den Gamle Bys vegne en hilsen til fremtiden i Møntmestergården

  • Storbritanniens Dronning Elizabeth og Dronning Margrethe besøger Den Gamle By i 1979

    Storbritanniens Dronning Elizabeth og Dronning Margrethe besøger Den Gamle By i 1979