opener

Den Gamle Bys historie

Den Gamle By er grundlagt af den aarhusianske lærer og translatør Peter Holm på sin nuværende placering i Botanisk Have i Aarhus i 1914. Peter Holms tanker udgør fortsat idégrundlaget for museets arbejde. 

Af museumsdirektør Thomas Bloch Ravn

Tankerne om det, der skulle blive til Den Gamle By, begyndte at tage form i 1907, da Peter Holm blev medlem af Aarhus Museums bestyrelse og samtidig fik ansvaret for den lokalhistoriske afdeling på den store landsudstilling, som var planlagt til at løbe af stablen 1909.
Landsudstillingen i 1909 markerede, at Aarhus nu opfattede sig selv som Jyllands vigtigste by, og på udstillingen bestræbte byen sig for at vise, hvad den formåede. Som sine store forbilleder skulle Landsudstillingen også have et afsnit for den lokale historie. 

Peter Holm var optaget af det, der var ved at forsvinde. Han havde kendskab til frilandsmuseumstanken fra Frilandsmuseet, der åbnede i Lyngby i 1901, og da han blev opmærksom på, at en gammel århusiansk købmands- og borgmestergård fra Christian IVs tid var blevet solgt til nedrivning, opstod tanken at indrette Landsudstillingens historiske afdeling i den truede renæssancegård.

Borgmestergården i Aarhus i begyndelsen af 1900-tallet. Den Gamle By førte borgmestergården tilbage til sit oprindelige udseende fra 1597.

Kampen om Borgmestergården

I Aarhus Museums bestyrelse mødte Peter Holms tanke stærk modstand, først og fremmest fra formanden, amatørarkæologen konsul Ollendorff, og tanken mødte også modstand fra den ene af Nationalmuseets to direktører, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, som dermed gik imod museets egen specialist i bindingsværkshuse.

Forud for nedtagningen var nemlig gået grundige bygningsundersøgelser, som var foretaget dels af Peter Holms ven og rådgiver, museumsinspektør Christian Axel Jensen fra Nationalmuseet, og dels af Borgmestergårdens arkitekt Sophus Frederik Kühnel.

I en officiel redegørelse konkluderede Christian Axel Jensen på vegne af Nationalmuseet, at Borgmestergården ”er den eneste større gård fra Christian den Fjerdes tid, som er bevaret i sin gamle udstrækning, og den er i det hele en af de anseligste bindingsværksgårde, måske den anseligste fra sin tid. Og arkæologisk set frembyder gården en ganske særlig interesse, idet det er den ældst bevarede købstadbygning i Danmark, der er udstyret med hængende svaler, som senere, i løbet af 17.-18. århundrede, blev så almindelige rundt om i vore byer”.

Landsudstillingen 1909

Projektets modstandere havde heldigvis ikke magt som de havde agt, og gården blev grundigt registreret, nedtaget og flyttet til udstillingsarealet, hvor den blev genopført i løbet af sommeren 1908. På grundlag af de bygningsarkæologiske undersøgelser besluttede man at rekonstruere gården, som man mente, den havde set ud ved opførelsen i 1597.

Landsudstillingen nærmest druknede i regn, og resultatet blev et betydeligt underskud.

Da Borgmestergården (th) var blevet ført tilbage til sit oprindelige udseende fra 1597, blev den et tilløbsstykke på Landsudstillingen i Aarhus i 1909.

Men Borgmestergården blev en succes, idet de 100.000 gæster, der sommeren igennem købte billetter a 25 øre, tilsammen betød, at projektet kom til at hvile i sig selv. ”Interiørerne virkede ganske anderledes kraftigt på udstillingens besøgende, end den finest gennemførte videnskabelige museumsordning, ville have gjort”, oplyste Christian Axel Jensen næsten 25 år senere, som en del af forklaringen på Borgmestergårdens succes.

Holdet bag genopførelsen af Borgmestergården.

Til pindebrænde?

Den succes, som Borgmestergården fik på landsudstillingen, formildede ikke projektets største kritiker konsul Ollendorff, formand for Aarhus Museum. Straks efter udstillingens afslutning erklærede han, at gårdens rigt udskårne porthammer med inskription og årstal var det eneste, han ønskede bevaret; resten kunne for hans skyld hugges til pindebrænde. Nationalmuseets direktør Sophus Müller bakkede op og kaldte gården for ”imitation” og for ”Peter Holms teater”.

Modstanden fra de to museumsfolk bunder formentlig navnlig i to forhold. For det første i, at arkæologien i Danmark var museumsfaget par excellence, mens de senere århundreders historie, og da navnlig den historie, der ligger efter enevældens indførelse 1660, rangerede væsentligt lavere. For det andet anså de to herrer det for fagligt problematisk, at man genskabte en bygning med materialer, der ikke alle var 100 procent autentiske. 

Den etablerede danske museumsverden gav således Peter Holm kamp til stregen i den periode, han realiserede de tanker, der efterhånden skulle blive til Den Gamle By. Men som tiden gik blev museet anerkendt, og Peter Holm blev æresdoktor ved universitetet.

To videnskabssyn

Bag de forskellige holdninger til bevaring af Borgmestergården ligger en modsætning mellem to videnskabssyn. På den ene side arkæologernes positivistiske syn, der alene sætter den enkelte, autentiske genstand i centrum, mens alt andet betragtes som uinteressant, og på den anden side Peter Holms funktionelle syn på de historiske kilder, hvor man med udgangspunkt i de bevarede originaldele og grundige undersøgelser genskaber en fortidig helhed. 

Mellemkrigstidens førende danske historiker Erik Arup kaldte det at digte over kilderne, og i 1970'erne begyndte man at tale om et funktionelt kildesyn. Det er interessant at konstatere, at Den Gamle Bys rekonstruktionsmetode har været ganske fremsynet, idet den fra begyndelsen har været i pagt med de metodiske principper, som i dag er fremherskende inden for den moderne historievidenskab.

Museet Den gamle Borgmestergaard i Aarhus

De positive erfaringer fra Landsudstillingen gav Peter Holm blod på tanden, men det skulle vise sig at blive en sej kamp at finde en passende placering til gården og at skaffe den fornødne finansiering. I 1910 blev ”Komiteen til Bevarelse af den gamle Borgmestergaard i Aarhus” stiftet med borgmester Ernst Drechsel som formand.

Den Gamle By åbnede på sin nuværende placering i 1914.

Allerede samme år blev de fornødne 30.000 kr skaffet til veje med 10.000 kr fra Århus Kommune, 10.000 kr fra staten og 10.000 kr private midler - en  tredeling, som i mange år var en norm i forbindelse med driften af Den Gamle By.

Komiteen ønskede, at museet skulle have en bynær beliggenhed, der lå bekvemt for fremtidige gæster. Det var ikke så let en opgave, men efterhånden fokuserede man på Det Jyske Haveselskabs Have uden for Vesterport, den senere Botanisk Have, og i 1912 accepterede Aarhus Kommune at afgive den ønskede plads. 

Samtidig fik Komiteen tilbudt en nedrivningstruet 1600-tals bygning fra Mejlgade 78 i Aarhus, og året efter blev et lille 1700-tals lysthus fra Vestergade i Aarhus inddraget i planerne.

I 1913 tog man fat på at flytte museets bygninger, hvortil sluttede sig en bullade fra Sønderjylland, der som landbygning måske ikke hørte hjemme i Peter Holms projekt, men som på den anden side som bygningstype hørte hjemme blandt middelalderens købstadsbyggeri. Bulladen lagde man lidt for sig selv, mens de tre øvrige bygninger blev placeret, så de dannede begyndelsen til en lille, kroget gade.

23. juli 1914 kunne Komiteen og en stolt Peter Holm åbne Den Gamle Borgmestergaard i Aarhus med en kavalkade af kulturhistoriske interiører, der rakte fra renæssancen til midten af 1800-tallet.
I 1916 føjes endnu en århusbygning til museet, nemlig et hjørnehus fra Kannikegade, som blev indrettet med værksteder fra forskellige håndværk. Dermed havde Peter Holm både bygninger, boliger og håndværk – og var dermed godt på vej til at skabe et egentligt købstadsmuseum.

De positive erfaringer fra Landsudstillingen gav Peter Holm blod på tanden, men det skulle vise sig at blive en sej kamp at finde en passende placering til gården og at skaffe den fornødne finansiering.

Interesse for byernes kulturhistorie

I 1914 begyndte museumsinspektør ved Nationalmuseet Hugo Matthiessen at fotografere gamle købstadsmiljøer i Danmark, og i 1918 vedtog Rigsdagen den første Bygningsfredningslov. Men da var Peter Holms tanker for længst blevet realiseret i det, der siden hen skulle blive til Den Gamle By.

Frilandsmuseerne interesserede sig især for landbygninger, men flere steder i Europa var der i 1900-årenes første årti også tanker om at lave frilandsmuseer, som omfattede borgerlige bygninger eller hele stadskvarterer. I Lund i Sverige lancerede byens museum de første planer om en museumsgade med byhuse i 1904, i Bergen i Norge var man i 1908 inde på noget tilsvarende, i Åbo i Finland i 1908, i Ghent i Belgien i 1909. Det var imidlertid kun i Aarhus tankerne blev realiseret.

Adelgade i Den Gamle By omkring 1920.

Peter Holms idé

Det, der for mig stod som hovedsagen, var skabelsen af bybilledet, gerne med al den hygge og stemning, der kunne være over små gamle byer med huse fra forskellige tider, krogede gader og småhaver med frugttræer, nytteurter og sirbuske. Der var i hvert fald enighed om, at det ikke skulle være et bygningsmuseum med huse i systematisk, stilhistorisk orden… Dels ville et sådant typemuseum virke uendeligt kedsommeligt, og dels ville detaldrig kunne give et sandfærdigt billede af en gammel købstad”.

Aalborggården kommer til

I 1920'erne blev museet landsdækkende. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var ganske vist blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets indgriben var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned. Nationalmuseet henvendte sig derfor i 1923 til Peter Holm, og ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Aarhus og her åbne dem som Aalborggården i 1926.

Landsdækkende købstadsmuseum

De følgende år føjede Peter Holm også huse fra andre jyske byer samt fra Sjælland og Fyn til museet, og navnlig 1930'erne var præget af rastløs ekspansion. Der var næppe nogen, der tænkte over det, men rent faktisk var det verdens første frilandsmuseum for byernes kultur og historie, Peter Holm her skabte.

Aalborggården under opførelse.

Dermed var museet for alvor gået uden for de lokale rammer, og redningen af Aalborggården gav anledning til at man i 1924 definerede museets formål, så det kom til at omfatte i princippet alle danske købstæders borger- og næringsliv. Samtidig ændrede man museets navn til Den Gamle By. 

Faglige netværk

For at sikre museet kendskab til, hvad der foregik rundt omkring i landet, oprettede Peter Holm i 1933 et korps af udenbys tillidsmænd, i reglen lokale museumsfolk, som hver især fik til opgave at være opmærksom på truede huse, værksteder eller andet, der kunne have Den Gamle Bys interesse. Fra starten havde museet tillidsmænd i byerne Kalundborg, Helsingør, Odense, Fåborg, Kolding, Vejle, Randers og Hjørring.

Udsigt over Den Gamle By omkring 1930.

Ekspansion i 1930'erne

Det var også i 1930'erne, at Peter Holms særlige indsamlingssystem fik sin største betydning. Når Peter Holm fik kig på et håndværk, som han fandt burde være repræsenteret i Den Gamle By, tog han kontakt til fagets folk.

Var der klangbund for ideen, blev der oprettet en komité med repræsentanter for organisationer, vægtige firmaer inden for branchen og fagfolk med særlig historisk viden, og denne komite virkede så for dels at fremskaffe de fornødne midler til at nedtage, flytte og genopføre en passende bygning til formålet, dels udnyttede komiteens medlemmer deres faglige netværk til at fremskaffe de rette maskiner, redskaber og værktøj, så fagets historie kunne blive fortalt i Den Gamle By på den bedst mulige måde. 

Peter Holm som mentor

Ideen til museet Gamle Bergen i Norge blev født på dette møde, Hantverksmuseet Klosterbacken i Åbo i Finland kom nærmere sin virkeliggørelse, og de senere skabere af Skansens i Stockholms bykvarter så her for første gang, hvordan et stadskvarter kunne tage sig ud i virkeligheden.

Peter Holm blev i 1930'erne mentor for en række af de museumsfolk, der i 1930'erne og 40'erne kom til at udbrede tanken om urbane frilandsmuseer i Norden.

Den senere direktør for Gamle Bergen, Kristian Bjerkenæs, har skrevet følgende om Peter Holm og hans museum: 

”Det var Århus som fikk det første museum for kjøpstadskultur da Den gamle By åpnet sine porter i 1914. Peter Holms indsats må her trekkes frem. Han hører med i rekken af store foregangsmenn på friluftsmuseenes område”. 

Gösta Selling, der var hovedmanden bag stadskvarteret på Skansen i Stockholm, beretter følgende om Peter Holm:

Peter Holm portrætteret af Herman Vedel.

 ”Det hela verkade så naturligt uppvuxet, förtrollande och charmfullt. Lika charmfull var direktøren själv. Jeg fik veta, att hans civila titel var kongl.translatör, men jag märkte snart att han var en fullfjädrad museimann och en mångsidigt lärd stadshistoriker”.

I 1945 trak Peter Holm sig tilbage fra sin stilling som leder af Den Gamle By, og året efter blev han udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet som en anerkendelse af den enestående indsats, han havde gjort på byhistoriens område.

I dagene 1.-2. september 1929 dannede Den Gamle By ramme om Skandinavisk Museumsforbunds kongres. Fra de norske og svenske frilandsmuseer deltog flere personer, som her for første gang kunne se et frilandsmuseum, der helt igennem var et forsøg på at vise en købstad. 

Konventionelt museum

Den Gamle By i vide kredse blev kendt som et enestående museum, lukkede museet sig mere og mere om sig selv. Det kom til udtryk i at der blev lagt mere vægt på de såkaldte specialsamlinger af sølv, fajance, ovne, kirkeinventar, møbler, ure, cykler, tekstiler, legetøj og andre enkeltgenstande frem for helhederne, som tidligere var i fokus. 

Museet blev med andre ord præget af den positivistiske tendens, som også i den periode kendetegnede historievidenskaben i Danmark.

Begivenhedskultur

Da Peter Holm gik på pension blev museet efter hans ønske overtaget af dr.phil. Helge Søgaard, som allerede på det tidspunkt var en højt estimeret videnskabsmand. Med Helge Søgaard indledtes en ny epoke i museets historie. Det videnskabelige arbejde og den enkelte, isolerede museumsgenstand kom i fokus, mens det publikumsvendte og folkeoplysende arbejde gled mere og mere i baggrunden.

I 1964 blev Helge Søgaard afløst som direktør af mag.art. Hans Lassen, som iværksatte et stort program med særudstillinger og i øvrigt lagde stor vægt på sølv, fajance og andre former for kunstindustri. Samtidig indledte Hans Lassen en populariseringsproces, der blandt andet skabte store, folkelige markeder i Den Gamle By i forbindelse med den årlige Århus Festuge.

Erik Kjersgaard var Den Gamle Bys direktør 1981-1995.

Øgede indtægter

De underholdende elementer vandt endnu større indpas under mag.art. Erik Kjersgaard, som var direktør fra 1982 til 1995.

Erik Kjersgaard indså vigtigheden i, at museet selv tjente penge. De offentlige tilskud var efterhånden helt utilstrækkelige, og da museets enestående samlinger af historiske huse, interiører og genstandsgrupper trængte hårdt til konservering og ordentlig magasinering, var det øverste punkt på dagsordenen at skaffe øgede indtægter.

De midler, Erik Kjersgaard greb til, var dels at udvide tilbuddet af markeder og arrangementer, dels – som et af de første museer i Danmark – at få forretningslivet til at sponsorere vedligeholdelsen af de historiske bygninger. Og entresystemet blev ændret grundlæggende med henblik på at forøge museets egne indtægter.

Møntmestergården

I 1995 overtog Den Gamle By dokumentation og byggematerialer til Møntmestergården fra den tidlige enevældes København. Den enestående bygning var i 1944 blevet registreret og taget ned, og det var planen, at den skulle genopføres som den centrale bygning i en københavnsk pendant til Den Gamle By i Aarhus.

Sådan gik det som bekendt ikke.

Møntmestergården stod færdig i 2009 som Den Gamle Bys hidtil største restaureringsprojekt.

Efter at Den Gamle By havde overtaget bygningen, som skulle blive museets hidtil største enkeltprojekt, viste det sig, at det blandt arkitekter og museumsfolk ikke længere var comme il faut at flytte og genopføre bygninger. Det blev derfor en vanskelig opgave at skaffe de fornødne økonomiske midler til arbejdet.

I 1998 kunne museet imidlertid gå i gang med genopførelsen, og der var budget til at opføre råhuset og lukke det på tag og fag. Genopførelsen blev et tilløbsstykke uden lige, og TV fulgte arbejdet i flere udsendelser. Det lykkedes herefter også at skaffe midlerne til den indvendige aptering og dekoration, og i 2009 kunne Hendes Majestæt Dronningen åbne den færdige Møntmestergård – efter godt 10 års arbejde, 60 millioner kroner og en masse knofedt og kreativitet.

Fokus på frilandsmuseet

Tilbage til Peter Holm! proklamerede vi i en artikel i museets årbog i 1998, samtidig med at flere af museets medarbejdere begyndte at hente inspiration hos toneangivende frilandsmuseer i udlandet.

I 1996 var undertegnede tiltrådt som direktør efter afdøde Erik Kjersgaard. Vi satte nu atter sat fokus på de helhedsoplevelser, tableauer og hele miljøer, som var de bærende elementer i de store udstillinger og de første frilandsmuseer. Samtidig begyndte vi igen at prioritere indlevelse og forståelse frem for et mere objektivt og positivistisk kundskabsideal. 

Køkkenpige og gårdskarl.

Levendegørelse af museet

Trods modstand og skepsis fra fagfolk var Møntmestergården blevet en kæmpesucces for Den Gamle By, og det gav museet optimismen tilbage. I de første år af det nye årtusinde tog Den Gamle By en række nye initiativer.

I 2001 indledte vi et formaliseret samarbejde med Aarhus Universitet i form af Dansk Center for Byhistorie. Samtidig indledtes også en levendegørelse af dele af museet. 

I 2003 fandt museets julearrangementer sin form med udstillinger, levende museum og markedsboder, hvilket førte til, at julen nu blev højsæsonen over alle.

Fra 2004 begyndte Den Gamle By at arrangere større særudstillinger på baggrund af museets egne samlinger. Samme år indledtes en række af temaweekends, og samtidig gjorde museet sine første forsøg med erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens.

Op til nutiden
Atter oplevede museet en betydelig skepsis, ja endda direkte modstand fra arkitektverdenen og de statslige museumsmyndigheder. Men med erfaringen fra Møntmestergården og med en tolkning af Den Gamle Bys udvikling som en slags museum for umulige projekter valgte museets bestyrelse og ledelse at se stort på modviljen. 

Vi byggede magasiner til hjemtagelse af bygninger og interiører, vi ansatte en projektleder, og vi skaffede det nødvendige areal fra Aarhus kommune. Derpå blev projektet udviklet og beskrevet.

I årene 2002-2006 lagde museet mange kræfter i at formulere en vision og en strategi for bevaring og formidling af de danske byers nyere historie på samme måde som den eksisterende Den Gamle By dokumenterer og formidler den ældre købstadshistorie. Altså med genskabelse af helheder i størrelsesforholdet 1:1 og i tre dimensioner.

1927- og 1974-kvarter

I 2007 besluttede A.P. Møller og Hustru Chastine Mc Kinney Møllers Fond til almene Formaal at donere 161 milioner kroner til den såkaldte Havnegade-etape i 1974-kvarteret. Samtidig fik vi skaffet midler til et hus, der vil rumme både 1970'er-butikker og erindringsformidling for demente ældre og til en udstillingsbygning for Den Gamle Bys store samlinger af ure, sølvtøj og fajance, samt til Dansk Plakatmuseum, der i 2006 blev en del af Den Gamle By. Denne del passes også ind i 1900-tals byen.

Jazzværtshuset Bent J. er genopstået i Den Gamle By.

Samtidig hentede vi huse, butikker, boliger og udformningen af et 1900-tals miljø med fortov, cykelstativer, gadelamper med videre er godt på vej.

Vi endte med en ambition om at supplere 17-1800-tals miljøet i den eksisterende Den Gamle By med to kvarterer, der vil vise typiske bymiljøer fra begyndelsen af 1900-årene til 1970'erne.

Egne veje
Siden begyndelsen har Den Gamle By gået sine egne veje. Blæst på, at museet ikke altid passede i de mønstre, som var defineret af det historiske formskærerlav. Men samtidig sat en ære i, at det faglige arbejde altid baserer sig på det til enhver tid bedste faglige fundament. Og altid med det for øje, at historien skal gøres nyttig og bringes ud til en bred kreds.

Det er i dag fortsat idégrundlaget fra Peter Holms tid, der ligger til grund for museets arbejde – om end naturligvis i en opdateret udgave.