opener

Aarhus Fortæller

Den underjordiske udstilling, Aarhus Fortæller, viser, hvordan byen har udviklet sig op til i dag. Udstillingen er en permanent installation på 700 kvadratmeter.
Åbner i april i kulturbyåret 2017.

 

Aarhus Fortæller vil vise udviklingen fra byen opstod i vikingetiden til et kig ind i fremtiden. Hele historien er med, men fokus vil være på de seneste 150 års historie, hvor byen for alvor udviklede de træk, der har gjort Aarhus til Aarhus.

Fortællingen vil benytte mange forskellige virkemidler. Fra nøjagtige modeller til udvalgte genstande, fra filmiske effekter til lyde og lugte, fra kobberstik til fotos og spil, som gæsterne kan deltage i.

Udstillingen lægger op til dialog generationerne imellem.

Gæster i udstillingen kan opleve udviklingen via en kronologisk tilrettelagt vej. De enkelte afsnit har hver sin stemning.

Velkomsthuset

Bygningen føjer sig ind i gadebilledet i Den Gamle Bys kvarter fra 1974. Den refererer til strøglivet i Aarhus ved at have træk fra Sallings varehus, som det så ud, da det blev bygget.

I velkomsthuset får gæsterne en introduktion til historierne i udstillingen, og her kan grupper samles, før de besøger udstillingen.

Tids-elevatoren

I elevatoren fra stueplan til kælder vil man gennem billeder og lyd opleve, at tiden går baglæns fra i dag og til vikingernes by Aros.

Vikingetid 800-1150

I kælderplanet kan man få et indtryk af vikingebyen Aros blandt andet gennem et 13 meter langt panoramabillede.

Domkirkebyen 1100-1550

Kirken fik enorm indflydelse på byen Aarhus fra omkring 1200 til 1550. I dette afsnit dominerer et kirkerum fra den tid, hvor Jens Iversen Lange var biskop. Gæsterne får et indblik i politik, personlig karriere og økonomisk magt blandt datidens magtfulde mænd i i 1400-tallet.

Denne del af udstillingen fortæller også selve domkirkens imponerende bygningshistorie.

 

13 m. langt panoramabillede af vikingebyen aros.
Opførelse af kirkerummet.

Købstaden 1550-1850

Gæster oplever her købstadens toldsystem med accisebod og toldbetjent. Desuden er byens borgere og handelen med varer centralt i dette afsnit.

Et originalt maleri af Aarhus fra 1640 er en central genstand. Man kan gå på opdagelse i det originale billede og en digital gengivelse og finde historier om 1600-tallets Aarhus. 

Vokseværk 1850-1950

Havn, jernbane og industri er alle forudsætninger for, at byen kommer i voldsom vækst. Aarhus udvikler sig i løbet af få årtier fra at være en jævn stor by blandt mange andre til at være den største by i Jylland og Danmarks ubestridte 'second city'.

Udstillingen fortæller også om de dramatiske historier fra Aarhus i slutningen af 2. verdenskrig. 

Storby? 1950- 2050

Her kan gæsterne være med til at diskutere byens seneste udvikling og fremtid. Udstillingen fortæller om Aarhus som kulturbyen med musik-, kultur- og sportsmiljøer og som uddannelsesby. 

En permanent udstilling til kulturbyåret 2017

Aarhus Fortæller bliver Den Gamle Bys vigtigste bidrag til Aarhus som europæisk kulturby i 2017. Med Aarhus Fortæller skabes dén samlede fortælling om byen som Aarhus aldrig før har haft, og Aarhus Fortæller bliver et projekt, også vil kunne opleves efter kulturbyåret. 

Mere historie om Aarhus

Aarhus Streetmuseum app'en guider rundt i Aarhus historie.

Aarhus-ruten i Den Gamle By - en rundvisning  med fokus på de bygninger, som oprindeligt stammer fra Aarhus.

Følg bloggen Aarhus før og nu og facebooksiden Museum Aarhus i Den Gamle By

Desuden bøger om Aarhus, der kan købes i Den Gamle Bys museumsbutik og boghandel.

Salling donerer 70 millioner kroner

Købmand Ferdinand Sallings Fond og Købmand Herman Sallings Fond har doneret 70 millioner kroner til realisering af det store projekt Aarhus Fortæller i Den Gamle By

Se timelapse af byggeriet her: