opener

Butiksgaden 1927

I 1920'erne slog industrialiseringen for alvor igennem, og butikkerne solgte masser af fabriksproducerede varer.

Træd ind i en dansk bydel, som Mads Skjern i Korsbæk i Matador-serien. I Den Gamle Bys 1927-bydel er der fortove, el- og telefonledninger, elektriske gadelamper, benzinstander, automobil, cykelstativer med cykler - og meget mere.

Boghandelen og Isenkræmmeren holder åbent fra 1. april. Tidens største kædebutik Schous Sæbehus holder åbent udvalgte dage.

Isenkræmmer S.P. Jepsen

Her kan du købe alt fra blåsøm til Bing & Grøndahl, baljer og børster. Udvalget er  bredt, præcist som en isenkrambutik i 1927. Isenkræmmeren opstår som butikstype sammen med industrialiseringen, og her handles med alt det, der skal bruges til livet i den moderne by. 

Boghandlen

Spillekort, griffel, tavle  og naturligvis bøger finder du hos boghandleren. Bøgerne er genoptryk af ældre  klassikere. Hos boghandleren kan du prøve at skrive med pen og blæk. Det er også tilladt bare at kigge ind og fornemme stemningen. 

Schous Sæbehus

På udvalgte dage er Schous Sæbehus åbent for salg af et lille udvalg af sæber og andre lækre parfumerivarer. I 1920’erne var Schous Sæbehuse landets absolut største butikskæde.

Musæum

Gå på opdagelse i Musæum. Datidens små bymuseer skulle have det hele med, og udstillingerne rummer derfor hele historien fra pilespidser og brændte ben over en gipskopi af guldhornene til manglebrætter, barselspotter, tekstiler og gamle gryder fra egnen.

Frk. Wahlstrøms modebutik

Se tidens smukkeste hatte i modeforretningen - som i datiden blev kaldt en modistbutik. Hattene blev dels importeret, især fra Tyskland, dels syet på bestilling efter sidste nye mode. I systuen blev der også syet om og repareret.