opener

Kunsten at afstøbe et menneske

Til udstillingen ”Håndværkerne i Baghuset” fik Den Gamle By støbt nogle livagtige dukker. Elsebeth Aasted Schanz fortæller, hvordan man får gæsterne til at tænke menneske – og ikke dukke - når de møder figurerne.

Håndværker Lars Laursen med sit alterego
Håndværker Lars Laursen med sit alterego

Af Museumsinspektør Elsebeth Aasted Schanz

I Haderslevhuset står malersvenden henne ved arbejdsbordet i færd med at rive farvepigment. Den roterende bevægelse med den tunge granitsten aflæses af hans talende ryg. Udefra kan man gennem vinduet ind til værkstedet se hans koncentrerede ansigtsudtryk.…

Udstilling

Det er bestemt ikke nogen ny tanke at bruge dukker, men et gennemprøvet og for så vidt meget traditionelt koncept. Vores dukker er imidlertid så livagtige og nøjagtige i detaljen og så realistiske, at man næsten forventer at se dem trække vejret, blinke med øjnene eller pludselig vende sig om mod beskueren.

Det er ikke stiliserede mannequiner, vi er ude i, men afstøbninger af levende mennesker i en teknik, så de mindste rynker og ardannelser samt små ujævnheder og skævheder i ansigtet kommer frem.

Detaljerne er med til at give figurerne karakter og gøre dem interessante. Ambitionen er, at publikum skal tænke ”menneske” og ikke ”dukke” i mødet med figurerne.

Dukkemagerne i KapperCreations

I vores søgen efter en kapabel dukkemager faldt valget på Per Kapper og hans firma KapperCreations.

Vi mødtes på museet en grå mandag i december og da han kom gående ned ad Vestergade i Den Gamle By med et hoved under hver arm, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at her kom manden, som jeg havde en aftale med.

Oprindeligt udlært sminkør og nu selvlært indenfor faget ”special effects” var Per Kapper leveringsdygtig i stort set alt fra parterede lig, over vampyrer med bloddryppende tænder til mærkværdige rumvæsner.

Og altså også i fremstillingen af uhyggeligt realistiske, menneskelignende figurer. Ingen tvivl om, at Per var manden, som vi trygt kunne lægge vores opgave i hænderne på, og vi drog derfor til København for at få afstøbt et par mennesker.

At afstøbe et menneske

I første omgang var det malersvenden og vores lille læredreng Oskar, som skulle støbes og vi havde fundet et par velegnede forlæg, som var villige til at stille deres krop og hoved til disposition og gennemgå den ikke særligt behagelige støbeproces.

At komme til KapperCreations værksted var som at træde ind i troldmandens forunderlige verden. Overalt hang eller stod der hoveder, mærkelige figurer, kasser med næser, fødder, hænder eller ligdele og oppe under loftet hang et glad smilende skellet.

Materialet til fremstilling af dukkerne lå allerede linet op med forbilledlig præcision og ordenssans. Nok er det kun fantasien, der sætter grænser, men selve arbejdsprocessen er overordentlig veldisciplineret.

Det mærker man også, når afstøbningen tager fart i et intenst koncentreret forløb. Støbemassen stivner så hurtigt, at det er absolut nødvendigt med en målrettet indsats, hvor alle kender deres plads og funktion. Derfor lyder de tilbagevendende spørgsmål inden afstøbningen går i gang:

”Er alle klar over, hvad de skal lave?” og ”Er alle klar?” og efter bekræftende tilbagemelding: ”Godt, så kører vi!”, hvorefter en imponerende koreografi af krydsende arme og arbejdende hænder indtager det støbeklare menneske. Der er seks personer i gang på samme tid og ordene er knappe og præcise, ansigtsudtrykkene koncentrerede.

Senere krænges et leransigt ud af støbeformen. Dette er base for det videre arbejde. Dukkemageren finpudser nu ansigtet, tilpasser acryl øjnene, udformer ansigtsmimikken og gendanner hudstrukturen.

Bagefter laves en ny støbeform og i denne støbes det endelige og færdige hoved i en specialfremstillet glasfiber blanding, der til forveksling ligner hud.

Glasfiberhovedet krænges ud af formen og i en meget tidskrævende proces bemales det med mange på hinanden følgende lag for at skabe illusionen af levende hud.

Til sidst afsluttes processen med den omstændelige efterbehandling, hvor dukken forsynes med øjne, hår, øjenvipper, øjenbryn og evt. skæg eller skægstubbe.

Kroppene støbes i materialet urethan plast og tilpasses det færdige hoved. En menneskefigur er født.

Projekterne er blevet til med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Artiklen her er et uddrag fra den længere artikel "Med mennesket i centrum" fra Den Gamle Bys årbog 2012.