Folk havde aldrig set noget lignende.  På åbningsdagen var der massive kødannelser  foran butikken, og  kunderne måtte lukkes ind i hold. Reklamefolkene havde fået den idé, at alle, der havde fødselsdag på åbningsdagen d. 17. november, kunne få 50 kroner.

Birgit Bjerregaard fra Aarhus var en af dem. Hun fyldte ni år på dagen og skyndte sig ned i føtex med sin mor: ”Jeg husker tydeligt, at jeg købte en dukke til kr. 9,95 og fik resten udbetalt i kontanter, hvilket jeg og min mor ikke havde forventet. Restbeløbet blev sat i Sparekassen.”

Erik Buch var leder af kolonialafdelingen, og han fortæller, hvordan personalet blev noget overvældet af de mange fødselarer. 50 kroner var mange penge, så en del kom faktisk flere gange med den samme dåbsattest, indtil personalet fandt på at stemple bag på dem.
”Der var altså mange, der kom med deres dåbsattest der den 17. november. Det var lige ved at tage luften ud af os”.

Erik Buch var kort før åbningen kommet til føtex fra Viggo Danielsen, en stor købmandsforretning i Nørregade med mange specialiteter. Nu skulle han stå for indkøb af varer: ”Vi var jo vant til at ekspedere fra disken. Jeg havde ikke forstand på selvbetjening. Den opgave måtte man selv bruge sin fantasi til at løse”. Alle varer kom hjem i store sække på det tidspunkt. Mel, svesker, havregryn og sukker i 50 kilos poser. Så vejede kommis’en det af til kunderne. 

Erik Buch fortæller: ”Det var jo et stort problem at få selvbetjeningsvarer på hylderne. Leverandørerne var ikke klar. Selv sådan noget som småkager – vi skulle ud og finde en bager, der kunne veje af og putte i poser. Ellers kunne vi jo ikke sælge den slags ting. Det værste det var lakrids, bolsjer og bridgeblanding.  Vi skulle have det vejet op i små poser. Det var et kæmpe arbejde. Vi lavede nogle poser, som kunne varmelukkes.”

Erik Buch måtte selv opsøge leverandørerne og hen ad vejen få dem til at veje af og emballere produkterne. Men de første år måtte der findes på andre løsninger, husker han: ”Jeg havde en overgang 100 damer, som stod nede i Århushallen i Ryesgade og kom ting i poser. Vi kunne ikke få industrien til at gøre det i starten. Det var et kæmpe benarbejde, og der var ikke mange, der troede på selvbetjening i starten.”

De 125 medarbejdere, som blev ansat inden åbningen i 1960 fik for damernes vedkommende en mindsteløn på 3,42 kr. i timen og for mændenes 4,67. Man skulle tage fat og vise resultater, men det var de mennesker, som arbejde i føtex indstillede på. Korpsånden greb folk, og op gennem årene har flere end 300 medarbejdere kunnet fejre deres 25 års jubilæum.

En af dem er Norma Nielsen, som blev ansat kort før åbningen i 1960. Hun blev i firmaet i 31 år. På samme post – som ekspeditrice i tekstilafdelingen i Guldsmedgade.

”Jeg var stolt af at være dernede, og de behandlede os godt. Vi kunne snakke med cheferne, og Salling hilste altid så venligt, når han kom. Der var en egen charme og rytme, og det tror jeg også, at kunderne kunne mærke.”

Hun fortæller, hvordan personalet ved morgenmøder op til åbningsdagen blev indprentet, at de skulle behandle kunderne, som om de var gæster. Så de kom jo igen, var filosofien.

Der var en helt ny bevidsthed om, hvordan man placerede varerne i butikken. Kunderne skulle fristes med for eksempel tyggegummi eller chokolade tæt ved kassen, som vi kender det i dag. Værdien af impulskøb havde Herman Salling allerede erkendt i 1960.

Ole Larsen, husker også, hvordan der var styr på selv de mindste detaljer ved de ansattes fremtoning. ”Vi kommis’er skulle have slips på og hvide kitler, og vi måtte ikke være langhårede. Så fik man lige at vide, at man skulle se at blive klippet, hvis det var blevet for langt.”

Ole Larsen var 23 år, da han i 1960 kom til føtex fra konkurrenten, JACO i Vestergade. Hans arbejdsgiver tog det pænt, at den unge kommis ville over og være med i det nye og spændende initiativ i Guldsmedgade. Men Ole Larsen husker også, at Carl Børge Jacobsen fra JACO fulgte meget interesseret med i, hvad der skete hos føtex:

”Han og førstemanden var da herovre og kigge ind ad vinduerne hver aften, mens vi gik og satte varer op til åbningsdagen. De var meget interesserede i, hvad der skete. Det kunne helt sikkert mærkes på omsætningen, da føtex åbnede”.

De frie købmænd gjorde i begyndelsen, hvad de kunne for at spænde ben for Herman Salling. Erik Buch, som skulle købe kolonial ind til den nye føtex-butik fortæller, at det var lidt af en krig: ”Flere af købmændene sagde til leverandørerne – hvis I handler med føtex, så skal I ikke handle med os længere. Det var et gigantisk problem at få varer. Købmændene var bange for selvbetjeningen. Mange gange betalte vi mere for varerne og tjente slet ikke på det. Vi skulle bare have noget på hylderne. ”