Den Gamle By
Information
Aktuelt
Udstillinger
Levende Museum
Glædelig jul
Den Moderne By
Helsingør Theater
Byhistorie
Dansk Plakatmuseum
DGBs Venner
Undervisning
Butikker
Mad & drikke
Fotografier
Eilschous Boliger
Hjem
Skriv til os


Video

Video

Video

Video

Video



Den færdige bygning







Tømreren svinger bredbilen







Bindingsværket er rejst







Et kik gennem stuerne







Køkkenet







Eilschous Boliger i Munkemøllestræde i Odense















H.C. Andersen







http://www.andersenwashere.com - I H.C. Andersens fodspor


Eilschous Boliger

Genopførelsen af Eilschous Boliger er sket med støtte fra A.P. Møllers Fond. Den Gamle By besluttede at genopføre boligerne fra Odense ved indgangen til museet. Bygningen er 35 m lang og 7,5 m bred. Hele byggeprocessen kan følges her på siden.

Byggeprocessen
Den første opgave i forbindelse med genopførelsen var en nedtagning af Bulladen, der lå ved indgangen til museet, hvor boligerne skulle genrejses. Under nedtagningen viste det sig, at tagstenene kunne genbruges til Eilschous Boliger. Ved genopførelsen af Bulladen vil laden blive forsynet med et tag i strå og lyng, som det oprindelig var tilfældet.
Sideløbende med nedtagningen af Bulladen blev træer og buske fjernet ved byggepladsen, og der blev etableret en vej fra Eugen Warmings Vej ned ad skrænten til Gartnerhuset. Da vejen var færdig blev den gamle indgang til museet sløjftet. Herefter fulgte udgravningerne til huset.
I løbet af efteråret 2003 blev tømmeret til bygningen afbundet på Århus Mølles gårdsplads. At afbinde tømmeret vil sige at udlægge det og tilpasse de enkelte dele til hinanden. En del af arbejdet omfattede tilhugning af nyt tømmer til supplement af det bevarede gamle. Det foregik med gammeldags, håndholdte økser, de såkalde bredbiler.
Udgravningerne til Eilschous Boliger og arbejdet med at støbe kælder og sokler blev fuldført i februar 2004. Og så gik det stærkt! Arbejdet foregik med næsten eksplosiv hastighed. Efter ½ års tålmodigt tømrerarbejde var alt tømmeret forberedt, og på under ½ måned rejste museets tømrer sjak næsten alt tømmeret. Rejsegildet på Eilschous Boliger blev afholdt 30. april med indtagelse af røde pølser og håndbajere, som det sig hør og bør.
I maj satte tømrerne skråbånd i facaderne, gjorde de mange samlinger færdige og satte skalke og lægter på spærene. Murerne murede fundament (sylsten) under fod tømmeret og opmurede de fire ildsteder og skorstene. Sideløbende blev vinduerne til bygningen gjort færdige.
Herefter fulgte lægningen af taget og udmuringen af tavlene i ydermurene og skillevæggene. Det vil sige, at felterne mellem bindingsværket fyldes ud med mursten. Til slut blev taget understrøget, og så var murerarbejdet færdigt.
Tømrerne fremstillede de udvendige døre og istandsat nogle gamle døre, som blev sat i som indvendige døre. Huset blev kalket, og snedkeren opsatte paneler og lagde lofter og gulve. Da snedkerarbejdet var afsluttet, gik malerne i gang. Lofterne blev kalket og væggene malet med limfarve.

Indretningen af boligerne
Eilschous Boliger var oprindelig indrettet med seks lejligheder i to bygninger.Den ene bygning med fire lejligheder er genopført i Den Gamle By. To af lejlighederne indrettes moderne og skal tjene som bolig for blandt andet gæsteforskere. De to andre lejligheder er indrettet historisk, som de så ud i 1833. De to historiske lejligheder stod færdige til H.C. Andersens 200 års fødselsdag 2. april.
Smedene har istandsat og monteret gamle beslag på dørene. I stuerne i de to lejligheder har de opstillet en brændeovn og en bilæggerovn. En bilæggerovn er en ovn, der fyres fra det åbne ildsted i køkkenet ved siden af. Systuen har fremstillet gardiner og andre tekstiler til lejlighederne.
Rummene er møbleret efter indgående studier af blandt andet et skifte fra præsteenken Madam Bunkeflod, der sammen med sin mands søster havde fribolig i huset i sine sidste år.
Den ene historiske lejlighed er møbleret med museumsgenstande. Den anden med tilsvarende møbler, der blot ikke er registreret som museumsgenstande og derfor gerne "må berøres". I denne lejlighed kan museets gæster fra 30. juni møde en præsteenke og/eller en borgerlig jomfru, der inviterer indenfor.
Bag ved Eilschous Boliger er opført et sidehus, der er indrettet med blandt andet brændeskur, lokum og hønsehus. Bag boligerne ligger også en lille have.

Boligernes historie
Købmanden Peter Eilschou byggede i 1765-67 to bygninger med i alt 6 lejligheder i Munkemøllestræde i Odense.
De første år blev de lejet ud. Senere blev de omdannet til en stiftelse, de såkaldte Eilschous Boliger. Der kunne tre borgerlige enker og tre borgerlige jomfruer af præste- eller købmandsstanden fra Odense by og opland bo uden at betale husleje. Såkaldte friboliger. Det var datidens private sociale foranstaltning.
Det til trods var lejlighederne rummelige treværelses lejligheder med højt til loftet og en for tiden standsmæssig indretning.
I midten af 1700tallet var Peter Eilschou Odenses mest driftige storkøbmand og ejendomsbesidder. Hans ægteskab med den langelandske apotekerdatter Anne Marie Becker var barnløst, så de besluttede, at deres formue skulle gå til velgørende formål. Bl.a. en fond og stiftelsen Eilschous Boliger blev oprettet.
Faktisk vedblev Eilschous Boliger i Munkemøllestræde at være stiftelse for trængte, enlige kvinder helt frem til 1920, hvor Odense kommune overtog boligerne og bl.a. brugte dem som husvildeboliger.
I 1929 og 1934 blev bygningerne revet ned af kommunen og gemt væk for at give plads til telefonselskabets nye, moderne hovedkvarter. Tømmeret fra den ene bygning menes at være blevet brugt til restaurering af H.C. Andersens barndomshjem.
Godt og vel tres år senere overgav Odense kommune de mange nedpakkede bygningsdele fra den anden bygning til Den Gamle By, og nu bliver de fire bevarede lejligheder opført, som de så ud i begyndelsen af 1800tallet.

Eilschous Boliger og H.C. Andersen
”I vort Nabolav boede sammen Præste-Enken Madam Bunkeflod og hendes Mands Søster; de lode mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem,” skriver H. C. Andersen i ’Mit Livs Eventyr’.
Huset var Eilschous Boliger. Det var her H. C. Andersen, ud over barndomshjemmet, trådte sine barnesko og havde sit første møde med poesien. Det lå som genbo til hans hjem i Munkemøllestræde. Læs mere (pdf).
Et af de mennesker, H.C. Andersen mødte hos Madam Bunkeflod i Eilschous boliger, var Gamle Johanne, som tjente hos præsteenken. H.C. Andersen skriver i "Levnedsbogen" ”Eengang skulde hun da ogsaa spaa mig. ’Han faaer bedre Lykke end han fortjener’, sagde hun, og var vred paa mig, ’det bliver en vild Fugl, der [vil] flyve høit, stoer og fornem i Verden, - der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!’’ Det var den direkte årsag til, at digteren fik lov til af sin mor at rejse til København som 14-årig. Læs mere (pdf).

[Hjem] [Den Gamle By] [Information] [Aktuelt] [Udstillinger] [Levende Museum] [Glædelig jul] [Byhistorie] [Dansk Plakatmuseum]
[DGBs Venner] [Undervisning] [Butikker] [Mad & drikke] [Fotografier] [Top]

Den Gamle By Viborgvej 2 8000 Århus C Tel 86 12 31 88 Fax 86 76 06 87 webmaster@dengamleby.dk