opener

Internationale stjerner og unge talenter mødtes på Bent J's jazzbar

Der var højt til loftet både menneskeligt og musikalsk på ”Jazzbar Bent J” i Nørre Allé i Aarhus. Indehaveren Bent Jørgen Jensens kærlighed til jazzmusikken var drivkraften, og fra stedet åbnede i 1973 og til lukningen i 2008, formåede han at tiltrække musikere fra hele Danmark og store dele af verden. Både funklende  amerikanske stjerner og unge uprøvede konservatorieelever følte sig hjemme i røgtågerne på det lille århusianske jazzværtshus, hvor publikum og musikere var tættere på hinanden end de fleste andre steder.

Af journalist Dorte Søholm

”Jazzbar Bent J ”da det lå i Nørre Allé i Aarhus.

”This is just like New York in the fifties!” Da den amerikanske saxofonist og komponist Benny Golson første gang trådte ind ad døren til det lille jazzværtshus ”Bent J” i Aarhus, kunne han ikke holde begejstringen tilbage. Han følte sig hensat til halvtredsernes New York og spillestederne på den legendariske 52nd Street.

Det blev ikke sidste gang, Golson bankede på hos Bent J. Trods en glamourøs fortid med store jazz-koryfæer som Lionel Hampton, Dizzy Gillespie og Art Blakey, befandt han sig strålende i selskab med jazz-fatter, Bent Jørgen Jensen og hans brogede klientel af stamgæster i den spartansk indrettede bar, hvor der ofte blev langet lokale Top-øl over disken. 

Bent J i baren.

"Værtshus Bent J" åbner

I 1973 overtog Bent Jørgen Jensen det klassiske værtshus ”Raffelbægeret” i Nørre Allé 66. Han indrettede det med træbænke og solide plankeborde, og stedet blev omdøbt til ”Værtshus Bent J.” Her blev dørene 1. marts slået op for almindelig værtshusdrift og musik et par gange om ugen. Især swing- og bebop-toner, som den nyslåede værtshusholder selv var glad for, fyldte lokalet.

En drøm var gået i opfyldelse for Bent Jørgen Jensen, som siden barndommen havde interesseret sig glødende for jazz. Han havde i flere år haft forpagtningen af Studenterbaren ved universitetet og havde booket musik til Stakladen og andre århusianske spillesteder. Nu var det på tide at få sit eget sted, mente Bent J, som hans venner og kunder kaldte ham. En del af dem fulgte med, da han fik foden under egen bardisk i Nørre Allé. Det samme gjorde musikerne. Jazzen kom til at fylde mere og mere, og otte år efter åbningen, da indehaveren fyldte 50, skiftede stedet navn til ”Jazzbar Bent J.”

Fornemt besøg

Selve åbningen af ”Bent J” fik fornemt besøg. Tenorsaxofonisten Jesper Thilo kendte Bent J fra gamle dage i jazzmiljøet, hvor de ofte havde krydset hinanden. Nu var han i byen sammen med Radioens Big Band og trompetisten Dizzy Gillespie. De havde hørt, at Bent Jensen ville åbne en jazzbar, så de besluttede at køre forbi med turbussen for at give ham lidt publicity.

Jesper Thilo spillede mange gange på Bent J.

”Vi gik rundt og kiggede lidt. Der var ikke sandwich, taler eller noget. Så vi tænkte, at vi hellere måtte se at komme hjemad. Men vi blev så enige om, at for at Bent ikke skulle blive alt for ked af det, ville vi løbe rundt om pillen midt i rummet og råbe hurra. Så det gjorde vi, og så løb vi ud ad døren igen og råbte mere hurra. Jeg tror faktisk, at vi var nogen af de allerførste, der var på ”Bent J.”

Senere skulle Jesper Thilo vende tilbage til ”Bent J” i selskab med sin saxofon og nogle af verdens bedste jazzmusikere.

Den unge jazz-entusiast Bent

Bent Jørgen Jensen var en rigtig Aarhus-dreng. Han var født i 1931 og voksede op i en lejlighed i Molsgade i midtbyen sammen med sin storesøster Inger. Deres far var tobakshandler med butik på Skovvejen. Han kunne ikke lide jazz, så der blev bestemt ikke spillet den slags musik i hjemmet.

Men Bent og hans kammerater mødtes på Folkemusikskolen i Guldsmedgade. Her fik de lov at lave en jazzklub, hvor de kunne spille grammofonplader, som de havde støvet op rundt omkring. I Carsten Ljungkvists 25 års jubilæumsskrift for ”Bent J” har Bent Jensen selv fortalt om tiden omkring 1950:

”Cool-genren med George Shearing og Stan Kenton var fremme. Og naturligvis Glenn Miller. Men jeg syntes allerede da bedre om f. eks. Duke Ellington og Count Basie, som ikke var ret kendte her, men som jeg spenderede på i dyre domme i en antikvarisk pladebutik i Frederiksgade. 10-30 kr. var prisen på de første 78’ere, som kunne købes antikvarisk.”

Den unge jazz-entusiast begyndte at læse økonomi på Aarhus Universitet i 1952, men han fik aldrig gjort studiet færdigt. Der gik jazz i den… I 1955 stiftede han jazzklubben ”Jazz Circle,” og i begyndelsen af tresserne sad han i bestyrelsen for ”Saratoga Jazzklub.” Derefter blev han formand for ”Aarhus Studenterjazz,” hvor han både stod i baren og arrangerede koncerter i Stakladen. Bent Jensen har fortalt om den imponerende liste af internationalt kendte kunstnere, han var med til at få til Aarhus i de seks år, studenternes jazzklub eksisterede:

”Lad mig blot nævne Ben Webster, Lasse Gullin, Stuff Smih, Kenny Drew, Don Cherry, Brew Moore, Sahib Shihab, Rolf Bilberg, Earl Hines, Oscar Peterson, Vic Dickenson, Dexter Gordon, Art Farmer, Lee Konitz, J. C. Higginbotham, Don Byas, Dizzy Gillespie, ”Champion” Jack Dupree, Ray Nance, Thelonius Monk, Wingy Manone, Roy Eldridge, Illinois Jacquet, Milt Bruckner, Jimmy Woode, Jo Jones, Edmund Hall, Eddie ”Lockjaw” Davis, Yusef Lateef, Bengt Halberg, Clark Terry, Stephane Grappelli, Jean-Luc Ponty, Coleman Hawkins, Bill Evans og Johnny Griffin…”

Bent J tager imod Slim Gaillard. Foto: Albert Meier

I løbet af de seks år grundlagde Bent J. Jensen sit netværk blandt jazzmusikere over hele verden, og han uddannede sig selv som koncertarrangør.

Ved siden af arbejdet med jazz-musikken blev der også tid til at tage en tørn som turistguide i Aarhus og Tyskland. Det fortalte Bent Jensen også om i 25 års jubilæumsskriftet fra 1998:

”Af andre småjobs, jeg hyggede mig med i den tid, kan nævnes reklamemand for diverse koncerter samt reklamespeaker og pladevender på Vinterbanen. Og det sammen med mine aktiviteter i de forskellige jazzklubber bevirkede, at der ikke blev så meget tid til studier.”

Så økonom blev Bent Jensen aldrig. Men til gengæld blev han en legende i jazz-kredse. 

Bent for enden af stambordet.

Tiden og musiklivet

Op gennem halvtredserne blev der spillet jazzmusik i Aarhus-Hallen, i Stadionhallen, i Det ny Casino i Rosenkrantzgade og på Karavellen på Åboulevarden. I tresserne blev Stakladen ved Universitetet også et populært koncertsted, og sidst i 1967 åbnede Tagskægget – det startede i Paradisgade men flyttede snart til Klostergade.

Jesper Thilo husker, at der var et livligt jazzmiljø i Aarhus i tresserne og halvfjerdserne:

”Man snakkede jazzmusik, røg cigaretter og drak bajere.  Der var liv mange steder om aftenen, når man gik rundt i den indre by - en stemning af et eller andet udenlandsk, en amerikansk stemning. Det var et eventyr, der handlede om at genskabe 52nd Street.”

De mange musikere, der kom til byen, indlogerede sig gerne på Hotel Royal, som engang havde været byens fornemme hotel, men som nu var noget nedslidt. Det var simpelt hen blevet til ”Jazzhotellet,” fortæller Jesper Thilo:

”Det havde været et gammelt luksushotel, og det blev det så senere igen. Men på det tidspunkt der kørte det sådan lidt på pumperne, og det var jo lige noget for jazzarrangørerne. De kunne tage deres stjerner og indlogere dem på sådan et stort og tilsyneladende nydeligt hotel. Stort og flot som amerikanerne gerne vil have det. Og inden de opdagede, at det hele var ved at falde fra hinanden, så var de jo rejst igen.”

Jesper Thilo, der selv begyndte at spille saxofon allerede som 11-årig først i halvtredserne, husker, hvordan jazzen var det, der virkelig betød noget. Det var avantgardens udtryk:

”Det var jazzen, der dengang var det smarte, det provokerende, det der var inde. Det var det, man gik efter. Det gjorde jeg også selv.”   

1. marts 1973 annonceredes åbningen af Bent J i Aarhus Stiftstidende.

Men omkring 1970 var rocken ved at overtage scenen fuldstændigt. Også Bent Jensen måtte som koncertarrangør ty til beatgrupper for at skaffe penge i kassen hos Aarhus Studenter Jazz. Det interesserede ham dog ikke rigtigt – hans hjerte lå hos jazzmusikken, så i 1973 tog han springet og åbnede sit eget sted, hvor det var ham, der bestemte, hvordan musikken skulle spille.

Tryllebundet af jazzværtshuset

For trommeslageren Kresten Osgood har ”Bent J” fyldt rigtigt meget. Han har spillet der op mod hundrede gange, mener han selv. ”Mit første møde med stedet var på en juleindkøbstur med familien sidst i 80’erne. Vi boede i Ringkøbing på det tidspunkt. Vi parkerede bilen tæt på Bent J i Nørre Allé. Jeg så det her skilt, hvor der stod jazz, og jeg måtte hen og kigge ind ad vinduet, hvor jeg kunne se nogle jazzplakater indenfor. Det var meget dragende og eksotisk for sådan en som mig, der kom fra Ringkøbing, at der fandtes en decideret jazzklub.”

Allerede som barn spillede Kresten Osgood selv jazz, men der hvor han kom fra, var det højst noget med en koncert i rådhussalen, så han var tryllebundet af jazz-værtshuset i Nørre Allé.

”Desværre var der ikke åbent på Bent J den dag, så jeg kom ikke ind. Men jeg vendte tilbage nogle år senere som 18-årig og spillede med i en jamsession, og så var jeg solgt. Hele mit liv var jo bare musik, så det var stort. ”

Kresten Osgood har siddet bag trommerne på Bent J op mod 100 gange.

Internationalt ry

Osgood var ikke alene med sin hengivenhed for ”Bent J”. Det var et favoritsted for mange musikere, fortæller han:

”Det var et sted, som også havde international glamour på en eller anden måde. Der var jo navne, der spillede på Bent J, som ikke spillede andre steder overhovedet. Det var helt klart et sted, folk kendte til. Bent J var et internationalt samlingspunkt.”

Herbert "Herbie" Meinke i 18 år bartender på Bent J.

Bartender på ”Bent J” gennem 18 år, Herbert Meinke - i daglig tale ”Herbie” - fortæller, at Bent Jensen havde opbygget et godt ry blandt både danske og udenlandske musikere, fordi han var begyndt meget tidligt at arrangere koncerter i studenterjazz-sammenhænge.

”Der er musikere fra New York, der har fortalt mig, at hvis de mødte andre musikere og begyndte at snakke om, de havde spillet i Danmark - i noget der hed Aaaarhus, på Bent J – så var der altid nogen, der kendte det.

Det var altså et sted, der var kendt, og det var Bent også. Han havde et virkelig godt ry i jazzkredse. Så derfor var det ikke så svært for ham at skaffe gode navne.”

Nogle af de navne var trompetisten Clark Terry og multiinstrumentalisten Joe Lovano, husker Herbert Meinke:

”Clark Terry er jo en af de allerstørste trompetister, vi har. Og han faldt bare til. Og så var der Joe Lovano, som spillede et andet sted i byen. Saxofonisten Jens Søndergaard tog over til hans hotel og lokkede med, at der var jamsession på Bent J. ja, ja, jeg kan da godt lige gå ned og tage et enkelt nummer, sagde Lovano. Fire timer senere, stod han der endnu med sin sax. Det blev altså også forrygende. ”

Jesper Thilo og Harry "Sweets" Edison foran Klûvers Bigband. Foto: Albert Meier

Jesper Thilo spillede selv mange gange med sin kvartet i Nørre Allé. Men han var også tit med, når de amerikanske stjerner skulle bakkes op. 

”Jeg har spillet både med Harry ”Sweets” Edison og Clark Terry, kan jeg huske. Og forskellige andre amerikanere, som jeg altid blev sat op som sideman for. Det var både belærende og sjovt. Men ellers når vi i anden sammenhæng gæstede Aarhus, så var det jo altid ”Vi ses nede hos Bent bagefter…” Og det gjorde vi altid. Det var jo der, man mødtes og fik en bajer. Og Bent selv sad der til langt ud på natten for enden af stambordet og fyrede vittigheder af,” mindes Jesper Thilo.

Bent J var det naturlige centrum

Han opbyggede gennem årene et nært og fortroligt venskab med den jazzglade værtshus-indehaver: ”Han var et elskeligt menneske, og han ville gøre alt for jazzen.” Bent Jensen blev med sin joviale og urokkelige personlighed og sit vittige lune et naturligt centrum på det lille intime jazzværthus. Når han sad ved stambordet, samlede de faste gæster sig omkring ham. De mange års arbejde med jazzmusikere havde givet ham en samling gode historier og en solid viden, som han gerne delte ud af. 

Bent J. Jensen og TOP.

Trods sin status i det aarhusianske jazzmiljø, var han en mand med en mild og beskeden fremtoning. Kun moms-indbetalingerne kunne sætte ham i et muggent lune. Han var som regel iført brede seler, fornuftige sko og vindjakke eller fleecetrøje. Fuldskægget var de sidste år hvidt, og sprogtonen umiskendelig århusiansk.  Jesper Thilo mindes med et grin Bent Jensens usnobbede tilgang til jazzen:

”Hvis et orkester kom til at sige i mikrofonen, at nu vil vi gerne spille et nummer, som vi selv har komponeret, så lød det nede fra Bent på klingende aarhusiansk: Er det absolut nødvendigt?”

Bent J. var ikke begejstret for den moderne teknik.
Herbie i rød vest bag baren. Foto: Albert Meier

På gammeldags facon

Bent Jensen mødte som regel ind, før værtshuset åbnede og ordnede regnskab, købte ind og lavede aftaler med musikere. Han var mildt sagt ikke begejstret for moderne tekniske hjælpemidler, og når de tidligere bartendere mødes, udveksler de stadig historier om, hvordan den påholdende Jensen sad og udfyldte sine kolonnebøger og lavede regnskab i hånden. Herbert Meinke fortæller med glimt i øjet:

”Han havde jo stadig sin gamle trælineal fra mellemskolen, som han brugte til regnskaber hver dag, og han blev meget sur, da der var en kunde, som en dag kom til at knække den.”

Også Bent Jensens forhold til kasseapparater er gået over i historien om stedet. Efter at bartenderne i en menneskealder havde talt sammen og målt dagens salg op manuelt og skrevet det ind i sirlige kolonner, fik en af kunderne overbevist chefen om, at der skulle indkøbes et moderne kasseapparat, som selv kunne tælle op. Han påtog sig endda at anskaffe apparatet, og det blev installeret.

”Men problemet var, at Bent ikke kunne huske, hvordan man åbnede det. Han ringede og spurgte mig, hvor er det nu, man skal trykke, Herbie? Og han glemte det igen. Så det blev til, at det der berømmelige kasseapparat ikke måtte lukkes. Der blev stillet en stor æske husholdningstændstikker ned i det, så det ikke kunne lukkes i. Så skete der da ingen katastrofer,” fortæller Herbert Meinke.

Irettesatte stambordet

Trommeslageren Kresten Osgood mindes også Bents Jensens alfaderlige tilstedeværelse i jazzhulen. Det var mest gæsterne ved stambordet, Bent Jensen talte med. Og selv om der var højt til loftet og plads til alle på ”Bent J,” så kunne det ske, at stamgæsterne fik en røffel, hvis de larmede for meget, når musikken spillede.
”Men for det meste var han utrolig hyggelig og smilende. Der skulle virkelig meget til, før han hævede stemmen. Jeg har kun set han vred meget få gange. Men han kunne godt træde i kararakter som værten, der rejste sig op og sagde: Nu holder I altså kæft!” 

Det var ikke kun publikum, der kunne få en irettesættelse. Bartender Herbert Meinke fortæller om engang, hvor der var problemer med en sangerinde, som blev sat på plads af Jensen:

”Der kunne jo godt være lidt snak ind over musikken, og det tog de fleste helt roligt, men en enkelt gang havde vi besøg af en lidt hovski-snovski dame fra København, der ikke ville synge, hvis hun ikke kunne få ro. Så rejste Bent sig op i al sin magt og vælde og sagde: ”Du har fået din hyre, syng!” Det gjorde hun så. Men hende så vi ikke mere, ” griner Herbert Meinke.

Bent J. Jensen 1931-2009.

Musikalske højdepunkter

Et særligt venskabeligt forhold opstod mellem den amerikanske saxofonist Benny Golson og Bent Jensen. Herbert Meinke fortæller om en af de ypperlige aftener med Golson:

”Han var der, jeg ved ikke hvor mange gange. Til en jazzfestival et år havde vi sat ham op med den fremragende trommemand, som boede her i Danmark, Ed Thigpen. Det var første gang Golson og Thigpen spillede sammen siden engang i tresserne. Så der var gensyn dér. Det var lige før, der var tårer i øjnene, det var det godt nok. En fantastisk aften.”

Tenorsaxofonisten Benny Golson blev en god ven af huset -og af Bent.

Også Kresten Osgood har stærke musikalske minder fra ”Bent J:”
”Til en jazzfestival engang, var saxofonisten Charles Davis hyret i flere dage, og jeg spillede med ham. Det var en fantastisk oplevelse. Og så husker jeg en koncert med Jimmy Heath, som også var en ven af Bent fra way back.”
Jimmy Heath spillede med en århusiansk rytmegruppe den aften. Han var over 80, og Osgood husker, hvordan der var helt stille i rummet, en nærmest andagtsagtig stemning:

”Selv stambordet var stille. Der var en helt anden ydmyghed end normalt. Og så spillede han fabelagtigt. Det var virkelig smukt. Storslået. Jeg sad på en af de allerforreste pladser. Og at være så tæt på Jimmy Heath og høre hans tone - det var fantastisk.”
Også for Herbert Meinke har der været mange uforglemmelige aftener. En af dem skyldtes en væltet øl:

”Normalt når der var koncert, så stod jeg ikke i baren. Så stod jeg i døren og tog entré. Så var der sådan en lille planke, jeg kunne stille pengekassen og min øl på. Og idet en gæst går fordi, så vælter han min øl ned i anlægget, som knitrer – og det dør. Så musikerne den aften blev nødt til at spille akustisk uden forstærkning. 

Saxofonisten Jimmy Heath. Foto: Albert Meier

Det blev en af de bedste aftener, jeg kan huske, for der var ikke noget med, at det skulle igennem 37 kanaler og en mixer. Det var den helt rigtige lyd, der kom ud. Det kunne publikum også godt høre. Al snak blev dæmpet ned. Det var en stille aften, og det var fremragende musik.”

Mange store Jazz-stjerner har optrådt på Bent J. Den verdensberømte trompetist Harry "Sweets" Edison har spillet der flere gange. Første gang var 10. august 1987.

Jørn Okbo, som var mangeårig stamgæst og forfatter til bogen, ”Livet på Jazzbar Bent J – så vidt jeg husker,” har i et interview i Jyllands-Posten fortalt om de store musikalske oplevelser, Bent J hen over årene har givet ham:

”Fantastisk at Frank Sinatras foretrukne trompetist, Harry Edison, har stået og spillet i en lille lokale på Nørre Allé. Det lød fantastisk, og diamantringene glimtede på hans fingre, mens hans kameluldsfrakke fra Fifth Avenue i New York lå og flød på gulvet under flyglet. Der ventede en ny stor oplevelse, hver gang en af stjernerne var på vej.”

Et mærkeligt job

Også Jesper Thilo husker, da verdensstjernen Harry ”Sweets” Edison spillede på ”Bent J.” Han blev sendt afsted fra København med toget til Aarhus og et skilt på maven med besked om, hvor han skulle hen. Da han kom tilbage til København, spurgte Thilo ham, hvordan det så var gået i Aarhus:

”I never saw so many goddam drunk people in my whole goddam life! I was standing there playing, and there was a girl who asked my to play like an elephant. I can’t play like an elephant!”

”Når man tænker på, at det var en gammel garvet musiker, der havde spillet med Duke Ellington på Savoy Ballroom og havde været med på 52nd Street, så var det en voldsom udtalelse, at han aldrig havde set så mange fulde mennesker i sit liv, og det passede nok heller ikke.  Men det må alligevel have været et mærkeligt job for en stor stjerne som ham. Han spillede jo med Frank Sinatra og havde altid smoking på til de store shows.”

Thilo mener, at det var attraktivt for mange amerikanske musikere at spille på de små intime klubber i Europa, hvor atmosfæren var intakt. De legendariske jazzmusikere havde ikke så meget at lave i USA, efter at rockmusikken havde taget over. Men i Europa var der et publikum.

”Så sendte de grammofonpladerne over, og når de solgte, så sendte de musikerne over bagefter. Musikmiljøet omkring 52nd Street var jo væk. Og jazzen var ikke amerikansk mere. Den flyttede til Europa. Musikerne havde masser af arbejde i Europa i tresserne og halvfjerdserne.” 

Harry "Sweets" Edison -ulasteligt klædt -på et af sit livs mere specielle jobs.

Alle var lige på ”Bent J”

Det var ikke prangende omgivelser, der mødte jazzens verdensstjerner og andre, som lagde vejen forbi Nørre Allé 66 i Aarhus i årene 1973 til 2008.

”Man må jo nok sige, at det var et lidt mørkt sted, og jeg ved da, at der var mange, der ikke rigtigt turde vove sig derind, fordi det så lidt skummelt ud,” fortæller Hebert Meinke, bartenderen ”Herbie.”

”Men det kunne man nu roligt gøre. For der var jo en fantastisk stemning derinde. Vi havde alle slags mennesker – direktører, havnearbejdere, professorer, tandlæger, kronisk arbejdsløse, håndværkere, en enkelt luder og en bankrøver. Og alle snakkede med alle.  På ”Bent J,” der var ikke nogen forskel.”

Hugo Rasmussen, Troels Knudsen og Jesper Thilo på Bent J i 1987. Foto: Albert Meier.
En godt pakket aften med stjernemusikere på podiet. Foto: Albert Meier.

”Herbie” var bartender på stedet og Bent Jensens nærmeste medarbejder op gennem 90’erne. Han begyndte i jobbet i 1986, da værtshusholderen en dag klagede over, at han ikke havde nogen til at tage eftermiddagsvagterne. Da Herbert Meinke alligevel altid sad ved baren, mente han, at det da ikke kunne gøre den store forskel, om han skulle stille sig om på den anden side. Der blev han så i 18 år.

”Det var et sted, man ikke kunne undgå at komme i kontakt med folk, når man stod bag baren. Jazzen var samlingspunktet.. Alle, der var interesserede i jazz i Aarhus på det tidspunkt, de kom der.  Det var et rigtigt stamværtshus.”

Trommeslageren Kresten Osgood beskriver miljøet på ”Bent J” som klassisk og meget ægte:

”Der var altid sindssygt tilrøget og meget beskidt over det hele. Og det var som om, alting stod der, hvor det altid havde stået.  Så gik man op til Polle i baren og bestilte en Ceres og en Arnbitter, og så kørte det.”

Aldrig ballade

 Herbert Meinke fortæller historien om saxofonisten Benny Golson, som udbrød, da han trådte ind på ”Bent J,” at det var nøjagtigt som New York i halvtredserne.

”Ja, det var den stemning, vi gerne ville have frem. Og der blev da heller ikke ret tit flyttet på noget eller lavet noget om. Selv gæsterne sad stort set på de samme pladser. Men jeg støvede dem da af engang imellem,” griner han.

Stemningen var som regel venlig, og der var næsten aldrig ballade, selv om der blev drukket mange øl. Som Bent Jensen plejede at sige: ”Folk, der kan lide jazzmusik, er rare mennesker.”

Benny Golson. Foto: Albert Meier
Louis Armstrong viste vej til det lille hus. Foto: Albert Meier
Kunstmaleren Mogens Gissel var en af stamgæsterne.

Tenorsaxofonisten Jesper Thilo, som kom på ”Bent J” både i embeds medfør og som gæst, husker også, at stemningen omkring Bent Jensen var hyggelig og meget uprætentiøs:
 
”Baren var ikke særligt velassorteret, men der var det, der skulle være. Vi forlangte ikke en cocktaildame med kaninhale. Sød og venlig betjening, det var alt, hvad vi behøvede. Og så ejeren der for enden af stambordet. Jeg tror, han hyggede sig. Og når værten har det godt, så har vi andre det også godt.”
 
Når Thilo kom til Aarhus, checkede han gerne ind på hotellet, og så var det ellers direkte ned på ”Bent J” for at se, om der sad nogen. Og det gjorde der næsten altid.
 
”Det var sådan meget, meget jovialt og lige ud ad landevejen. Og dem, der sad der havde altid gang i en eller anden diskussion om et eller andet og vrøvlede løs, og man kunne altid falde ind og være med. Bajerne de fløj igennem luften, og når den levende musik var færdig, så satte man et bånd eller en plade på, og så sad man og hyggede sig, til man ikke gad mere. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde er blevet smidt ud derfra.”

Pianisten Bent Eriksen var fast mand i mange år i Bent J's husorkester sammen med bassisten Jesper Carlsen,Tromme-Jørgen Nielsen. Her ses de med den svenske trompetist Rolf "Roffe" Ericson. Foto Albert Meier

Jamsessions for unge og gamle

Omkring den rutinerede pianist Bent Eriksen voksede der efterhånden en slags husorkester frem på ”Bent J.” Ved trommerne sad Jørgen Nielsen, også kaldet ”Tromme-Jørgen,” Poul Ehlers eller Jesper Carlsen spillede bas, Søren Bo Addemoes var ofte med på guitar, og på saxofon var det Robin Watson og forskellige andre. Husorkestret var tit med, når der blev holdt fredagsjam på ”Bent J.”

Ved de arrangementer, som var en fast tilbagevendende fredagsbegivenhed, hyrede Bent Jensen altid en bassist til tarifmæssig betaling.

Det kunne være Jesper Carlsen, Ole Ulvedal, Thøger Lund eller Palle Laursen, der havde tjansen som jamleder og stod til rådighed med bas og grundrytme fra kl. 16 til 20.
Til jamsessions blandede ældre erfarne musikere sig med 17-årige MGK-elever, og der kunne mageligt være en aldersforskel på 50 år på scenen. Jakkesæt og piber vekslede med fløjsbukser, hættetrøjer og tatoveringer. Alle samledes i fælles bestræbelser og begejstring for jazzen.

En rugekasse for unge talenter

Også på mere stille dage dukkede der ofte musikere op og satte sig ved instrumenterne. Bartender Herbert Meinke fortæller, at når telefonen i baren ringede om eftermiddagen, var det tit en ung musiker, der ville høre, om der var ”fri bane,” og om de måtte komme og spille.

”Det var også en meget vigtig funktion ved stedet, at det var sådan en slags rugekasse for unge musik-talenter, konservatorie-elever eller andre.” 

På ”Bent J” kunne de øve sig i at spille sammen med andre, og de kunne prøve deres idéer af. Det var et inspirerende forum for både unge aspiranter og veletablerede professionelle sådan at spille med skiftende holdopstillinger. Spillestedet i Nørre Allé var både en legeplads og en læreplads. 

Bent Jensen sad selv med ørerne slået ud, når de unge talenter prøvede, om vingerne kunne bære. Og værtshusholderen havde god fornemmelse for, hvem der havde potentiale til at nå videre. Trommeslageren Kresten Osgood var en af dem, der fik chancen. Han er imponeret over Bent Jensens flair for at spotte talenterne. 

”Sådan en som Nikolaj Hess har spillet på ” Bent J” – da han var måske 17 år.

Niels Lan Doky, Alex Riel og NHØP. Foto: Albert Meier

Alle navnene har været der meget tidligt og præsenteret deres egne grupper, så han har jo vidst, hvad han har lavet, Bent. Og det har tit undret mig, hvordan han kunne vide det, for han var jo aldrig ude at høre nogen koncerter, og det var før internettet. Men han må have haft en eller anden idé om, at hvis folk gad at finde frem til hans telefonnummer og ringe hjem til ham privat for at få et job, så var der noget – et drive eller et eller andet. Så skulle de have en chance for at spille,” siger Kresten Osgood. 

Han fik selv prøvet mange af sine ting af på ”Bent J.” Også ret avanceret musik, husker han:

”Selv om det var et klassisk jazzsted, så var det slet ikke et konservativt miljø. ”Bent J” var faktisk et sted, som var meget åbent. Helt overordnet var der en meget stor solidaritet med de yngre musikere.”

Videoklip

Om Bent J

Musikken

Stjernestunder

Værtshuset

Nærkontakt med publikum

Når der var fuldt hus, kunne 70 mennesker være presset ind på de 57 kvadratmeter, som ”Bent J” rådede over. Stilen var rustik med solide træmøbler, jazzplakater på væggene. Publikum sad næsten på skødet af musikerne, fortæller Herbert Meinke:

”Man kunne kigge dem alle sammen i øjnene, så der var jo simpelt hen bare kontakt. Og det er jo somme tider, at den kontakt skaber de rigtigt god koncerter.”

Inventaret på Bent J var solide træmøbler -ikke sådan at kaste rundt med. Foto: Albert Meier

For musikerne var det ikke de mest optimale arbejdsforhold, men de strømmede alligevel til og ville altid gerne optræde på ”Bent J.” Også Jesper Thilo: 

”Man stod lige der, hvor folk gik ud og ind. Så måtte man jo flytte sig lidt. Og når døren gik op, og det var vinter, så blev det koldt, og så kom der sådan et dejligt pust, og hvis det var snevejr, så kunne man næsten risikere at få sne på næsen,” griner Thilo.

”De, der sad tæt på, fik lyden for kraftigt, og de, der sad langt væk, fik den for svagt. Vi kunne aldrig rigtigt få forstærkerne til at virke. Det kan lyde lidt negativt, men det var, hvad det var. Der var heller ikke den store lyssætning. Man skulle ikke trække noget ned over hovedet på Bent. Og så var der selvfølgelig mange fulde mennesker. Jeg var nok også selv lidt fuld engang imellem. Det var dejligt uformelt, og man slappede af.”

Stambordet lytter andægtigt. Foto: Albert Meier

Publikum ved stambordet

De lange og ustoppelige diskussioner omkring stambordet, hvor Bent Jensen selv sad for bordenden, kunne godt handle om jazz. Med Jesper Thilos ord kunne man afhøre hinanden i, hvem der spillede andentrompet i Count Baisies orkester eller lige vende harmonierne i ”Body and Soul.”
 
Men snakken kunne også vikle sig ud i naturvidenskab, historiske emner, aktuelle sager fra aviserne eller rejseberetninger.

Ved flere lejligheder læste jazzfatter højt for eftermiddagsholdet, hvis der var noget litteratur, der optog ham. Nogle af stamgæsterne husker stadig, da han delte Peter Seebergs novelle, ”Hunden, der elskede agurker” med vennerne omkring bordet. Der blev lyttet i andægtig tavshed. Så Bent Jensen var en kulturformidler på mange planer. 

Publikum på ”Bent J” var ikke kun jazz-feinschmeckere, men alligevel var det et kritisk og bevidst publikum, som man ikke kunne spise af med hvad som helst, husker Kresten Osgood:

”Man kunne få dem helt op at køre ved at spille visse tempoer eller forskellige grooves i jazznumre eller sådan noget. Så flippede de helt ud. Det kunne også være visse akkord-progressioner. Så de var jo meget erfarne lyttere og regulære forbrugere af jazz, så man skulle bestemt ikke undervurdere dem.”

Anstrengt økonomi

Bent Jørgen Jensen kæmpede i hele ”Bent J”s 35-årige levetid for at holde skuden oven vande. Den drøm, der gik i opfyldelse, da han slog dørene op i 1973, blegnede efterhånden, og hverdagens barske økonomiske realiteter blev en evig bekymring. Der blev gennem årene givet støtte til musikken fra både amt, kommune og Statens Musikråd, men nogen guldgrube blev det aldrig at drive jazzværtshus.

I 25 års jubilæumsbogen fortalte værtshusholderen om sin hverdag:

”Det er et knokkelarbejde både at lave arrangementer, skrive ansøgninger om støtte, lave regnskaber og passe værtshuset. Og så er der momsen og alle de andre udgifter, som gør livet surt. Man skal være forbandet glad for musikken for at blive ved. Det er ikke for pengenes skyld. Der har aldrig været penge i jazz. Det beskæftiger man sig kun med, hvis man ikke kan lade være. Men jeg har jo selv valgt, og når det kommer til stykket, kan jeg sikkert heller ikke undvære det her.”

Efter nogle år med generelt dårlig økonomi, lukkede ”Jazzbar Bent J” 2. marts 2008 – præcis 35 år efter, den var åbnet. Bent Jensen var de sidste år ramt af sygdom, og han magtede ikke længere at drive stedet. Ingen havde mod på at tage over. I 2002 spillede 60 lokale jazzmusikere i en uge støttekoncerter for at redde ”Bent J” fra økonomisk ruin. Året efter blev værtshuset kåret som årets spillested af de danske jazzmusikere, men hverdagen på det lille værtshus var brydsom.

Der var udmattende tovtrækkerier med overboen, som klagede over larm og fik gennemtrumfet, at musikken skulle stoppe kl. 22.

En svækket Bent J. Jensen glæder sig i 2008 over, at hans jazzbar kommer på museum Foto: Albert Meier

Sagen medførte store udgifter til lydisoleringer og omfattende korrespondance med myndighederne, som endte med at give en dispensation til kl. 23. Stadig ikke det store spillerum for en jazzbar. 

Monday Nights

I 2005 besluttede Bent Jensen at indskrænke åbningstiderne, så der nu kun blev holdt åbent mandag, torsdag og fredag. Fredag med jamsession og torsdag med ”Singers’ Lounge,” hvor sangere kunne prøve talentet af for åben mikrofon og opbakning fra musikere. Mandagene var siden 1992 helliget koncerter under overskriften ”Monday Nights ". Der var mange, som kæmpede for at holde liv i foretagendet. En af dem, der gjorde en brav indsats, var tandlægen og saxofonisten Jens Søndergaard fra København. Han blev i 1992 medlem af det aarhusianske Klüvers Bigband, som øvede hver mandag.

”Og så var jeg jo alligevel i byen, så jeg tænkte, at i stedet for bare at sidde og glo på hotelværelset, kunne vi lige så godt se, om vi kunne sætte gang i noget musik på Bent J. Der skete jo aldrig noget på mandage, så hverken publikum eller musikere havde noget at lave mandag aften,” fortæller Jens Søndergaard. Han fik en del af de solister, som spillede for Küvers Bigband med på idéen, lige som flere jazzmusikere i hans københavnske netværk blev aktiveret. ”Monday Nights” var kommet for at blive på ”Bent J.” 

Saxofonisten Jens Søndergaard var en af dem, der kæmpede for Bent J's overlevelse. Foto: Albert Meier

I begyndelsen spillede musikerne ”på døren,” men når det ikke slog til, blev der holdt amerikansk lotteri i pausen, og det skete også, at Jens Søndergaard spædede til af egen lomme, hvis en gæstesolist skulle have en lidt mere anstændig hyre. Mandags-koncerterne blev efterhånden arbejdet ind i publikums bevidsthed og blev en fast tradition helt frem til lukningen af ”Bent J.”

Jazzklub Bent J.

Det var også Jens Søndergaard, der stod bag et af de sidste initiativer, som blev sat i værk for at redde ”Bent J” og aflaste Bent Jensen. ”Jazzklub Bent J” blev stiftet i august 2006 ud fra den filosofi, at en forening lettere end en privatmand kunne opnå støtte. På den måde kunne musik- og ølregnskab holdes adskilt, og det var nødvendigt, hvis man skulle have del i kulturkronerne.

Jens Søndergaard var formand i foreningen ”Jazzklub Bent J,” mens Albert Meier blev kasserer. Han var mangeårig stamgæst på ”Bent J” og også medlem af bestyrelsen for Aarhus Jazzselskab.

”Vi kunne jo se, at Bent var ved at miste gejsten, fordi det hele gik ham imod. Hans husleje var også sådan skruet sammen, at den steg hvert år, så det kunne jo ikke blive ved med at gå. Så vi tænkte, at det her sted skal ikke dø.”

”Jazzklub Bent J” var en uvurderlig aflastning for Bent Jensen i den sidste tid, ”Bent J” eksisterede. Hver eneste dag sad Albert Meier med regnskabspapirer, og han fik god hjælp af Vibeke Hübschmann,  som var Bent Jensens bogholder. Jens Søndergaard arbejdede på at booke kunstnere. En hel underskov af Bent J-støtter arbejdede uden løn for at holde stedet kørende.

”Vi lavede budgetter og ansøgninger, tegnede kontrakter med musikere, betalte lønninger og skat, så det var da et stort arbejde,” husker Albert Meier.

Arbejdet lønnede sig heldigvis, for det lykkedes jazzklubben at opnå støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstråd, så musikerne kunne få tarifmæssig betaling.

Pianisterne Jan Kaspersen og Heine Hansen på Bent J. Foto: Albert Meier

Afviklingen

Men ”Jazzklub Bent J” fik ikke nogen lang levetid. Offentlige besparelser satte en stopper for de kommunale tilskud til jazzbaren, og den nu 75-årige pensionist Bent Jensen kastede endeligt håndklædet i ringen.

Der blev holdt mange afskedskoncerter i løbet af den sidste uge, ”Bent J” holdt åbent. Lørdag 1. marts 2008 var den officielle, hvor en række musikere for sidste gang gik på scenen.

 Jesper Thilo spillede saxofon, som han havde gjort det så mange gange gennem årene. Trommeslageren Alex Riel var mødt frem, og det samme var pianisten Heine Hansen, som selv havde søsat sin karriere på ”Bent J,” hvor han begyndte at optræde i en meget ung alder.

Stedets betydning for jazzen

”Bent J’s venlige væsen, ærlighed og vedholdende kærlighed til jazzen, og hans stædige kamp mod systemernes vindmøller placerer ham i kategori med Max Gordon fra ”Village Vanguard”, Ronnie Scott fra ”Ronnie Scott’s” og Herluf Kamp Larsen og Kay Sørensen fra ”Montmarte” og andre af de vigtige jazzarrangører i verden.”

Jens Søndergaard placerede i forbindelse med jazzbarens 25 års jubilæum Bent Jørgen Jensen i jazzarrangørernes verdenselite. Og han er ikke alene med sin begejstring for det hedengangne jazzværtshus. Trommeslagerren Kresten Osgood savner stadig det samlingssted, som ”Bent J” var. Jazzfolket flakker hvileløst rundt ude i byen og mangler et sted at gå hen, mener han:

”Der mangler et sted med den form for tolerance, som der var på ”Bent J.” Det var ikke bare et værtshus. Der mangler den overbygning, at det var kunsten, man var kommet for. Jeg er helt sikker på, at Bent J har haft en enorm betydning for flere generationer af yngre danske musikere – både i Aarhus og i København.”

Jesper Thilo var en af dem, der fik det sidste ord på ”Bent J.” Han både spillede og var konferencier ved afskedskoncerten 1. marts 2008. Han fremhæver Bent Jensens indsats for at holde den levende musik i live:

”Det var en kombination af en slags internationalt jazzværtshus og et sted, hvor de unge også kunne komme til at spille og få afprøvet sig selv. Det man lærer bedst at spille af, det er at spille. Så kan man lave lige så mange pædagogiske kurser, man vil, men det er altså bedst, hvis man kommer ud og spille. Og det gjorde man hos ”Bent J.” Det har bestemt haft en betydning for det aarhusianske jazzliv og i det hele taget jazzlivet i hele Danmark. Der var måske nogen steder, der lignede. Men de havde ikke Bent J,” tilføjer Jesper Thilo og smiler ved tanken om sin gamle ven, der uselvisk viede sit liv til jazzen. 

Både rådmand og borgmester kom for at sige farvel og tak, da Bent Jensen lukkede sit værtshus i 2008. Foto: Albert Meier
Den sidste aften 1. marts 2008. Bent J. takker af.
Jesper Thilo var en af dem, der spillede den sidste aften på Bent J.

Bent Jørgen Jensen døde i april 2009 med visheden om, at hans livsværk ville komme på museum. Han havde selv nogle år forinden henvendt sig til Den Gamle By med forslaget, og han var lykkelig over, at det blev en realitet. Den sidste vemodige aften i Nørre Allé, 1. marts 2008, sagde den sygdomssvækkede jazz-elsker i sin farveltale:

”Jeg græder over lukningen, men smiler over flytningen til Den Gamle By.”

Musikere, som har spillet på "Bent J."

Nogen nævnt, mange glemt:

Harry ”Sweets” Edison, Clark Terry, Eddie “Lockjaw” Davis,  Slim Gaillard, Lee Konitz, Horace Parland, NHØP, Niels Lan Doky, Alex Riel, Jesper Thilo, Benny Golson, Joe Lovano, Richard Boone, Al Grey, Mundell Lowe, Frank Morgan, Sture Nordin, Benny Golson.

Sangerinder:

Helle Hansen, Sascha Dupont, Cæcilie Nordby, Katrine Madsen, Paula Oliveira, Maria Joao.

Husorkestret med Bent Eriksen på piano bakker Harry "Sweets" Edison op. Foto: Albert Meier
Al Grey satte gang i Bent J. med sin trombone. Foto: Albert Meier
Guitaristen, sangeren og pianisten Slim Gaillard havde en festlig aften på Bent J. Foto: Albert Meier
Tenorsaxofonisten Spike Robinson 1985. Foto: Albert Meier

Bent J. i årstal

1973
”Værtshus Bent J.” åbner 1. marts i Nørre Allé 66.

1981 
Bent Jørgen Jensen får Jazzselskabets Gaffelpris for sin særlige indsats i jazzens tjeneste.

1981 
Stedet skifter navn til ”Jazzbar Bent J.”

1987 
Bent J. indstifter Snoopprisen til unge talenter i Aarhus.

1994 
Bent J. modtager Dansk Musikerforbunds Fatter-pris for sin mangeårige indsats for jazzmusikken og jazzmiljøet og for sit store engagement og risikovillighed ved økonomiske vovelige musikarrangementer.

Marts 2001:  
Bent J 28 år. Udnævnt til/fået status af regionalt spillested af Statens Musikråd. Udløser 250.000 kr. årligt fra amtet. En anerkendelse af stedets kulturhistoriske værdi.

(Allerede i oktober 2002 stiftede nogen en støtteforening med Frands Mortensen i spidsen – Bent tog selv lidt afstand fra den i JP.)

2003 
”Jazzbar Bent J” kåres som ÅRETS SPILLESTED af danske jazzmusikere.

2004 
Bent J. modtager Århusprisen

2006 
”Jazzklub Bent J” stiftes som en støtteforening for spillestedet.

2008 
”Jazzbar Bent J” lukker.

2015 
”Jazzbar Bent J” åbner i Den Gamle Bys 1974-kvarter.