opener

Aarhus Fortæller-øl

Med Aarhus Fortæller har Den Gamle By skabt en udstilling, der tager gæsterne med på en tidsrejse i Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag. Som en hjælp til at fordøje udstillingens mange indtryk og oplevelser har Den Gamle By brygget en særlig Aarhus Fortæller-øl, der kan købes i museumsbutikken og i traktørstedet Simonsens Have.  

Øllen er ligesom udstillingen tænkt som en kompleks og sanselig oplevelse. Drikken trækker tråde langt tilbage i tiden og forener ældgamle brygtraditioner med moderne smagsoplevelser. Aarhus har til alle tider haft handelsforbindelser til udlandet, og derfor er Aarhus Fortæller-øllen både aarhusiansk og international på samme tid.  

En rigtig tørstslukker

Den nye øl er inspireret af den belgiske øltype Saison, som traditionelt brygges i det tidlige forår og serveres sommeren over som en rigtig tørstslukker.

Den Gamle Bys version har en alkoholstyrke på 7%. Den er er overgæret med en særlig belgisk gær og brygget på lyse malttyper. Museets malt giver et anstrøg af røgsmag, som passer fortræffeligt sammen med sødmen fra rørsukkeret.

Rundhåndede mængder af tysk og amerikansk humle sørger for en frisk, nærmest blomsteragtig bitterhed. Øllen er ufiltreret og har en smuk gylden farve.

Bedst blandt mange

Øllen, der er opkaldt efter den første samlede udstilling om Aarhus’ historie, er resultatet af en konkurrence blandt medlemmerne af Den Gamle Bys bryggerlaug. Et ufravigeligt krav fra dommerpanelet var, at øllen skulle indeholde røgmalt fra museets egen produktion.

Den vindende bryg er udviklet af frivillig brygger Kristian Bonefelt, og flasken er udsmykket med damplokomotivet F 694, som kan opleves i udstillingen i ’hel figur’. Den endelige udgave af øllen er brygget hos Niels Buchwald på Aarhus Bryghus.

Øllen produceres i et begrænset oplag og sælges i Museumsbutikken i Den Gamle By.