• en.gif
dgb_greypipe.gif
dgb_printerikon.gif
dgb_logo.png

Åbningstider

 

 

 

11. august - 14. november klokken 10-17

 

 

 

Vi har åbent hele året

Åbningstider

15. november - 23. december

Hverdage: kl. 09-18

Weekender: kl. 10-18

26. december - 30. december

Alle dage kl. 10-17

(Lukket d 24.,25. og 31. december  og 1. januar)

Hvor mange århusianere skal der til at malke en ko? 22. To til at holde i patterne og 20 til at løfte koen op og ned. Tegning: Niels Boldvig.

Aarhushistorier fik alle til at grine ad de dumme århusianere

Indbyggerne i Aarhus var i begyndelsen af 1970‘erne skydeskive for et massivt bombardement af vittigheder. Historier, der drillende beskrev århusianerne som uintelligente tosser, der fejlbedømmer situationer, bærer sig kluntet og ulogisk ad og misforstår alting. Aarhushistorierne blev fortalt over hele landet - også i Aarhus. Men faktisk kom fænomenet fra Tyskland - via Danmarks Radio. Og de fladpandede vittigheder blev våben i en kulturkamp.

Af journalist Dorte Søholm

“Aarhus er I der?”, råbte redaktionssekretæren på TV-Avisen i København over lydforbindelsen til Danmarks Radios jyske redaktionen på Slipvej i Aarhus, når der skulle stilles igennem. Og så diverterede han ofte med en Aarhushistorie:

“For resten I må jo kunne forklare mig - hvorfor går århusianerne altid med hænderne i lommen? Det er fordi de er så flove over, at deres fingre ikke er lige lange.”

“Og så skreg de jo af grin alle sammen. Altså i København. Det gjorde vi jo ikke herovre,” husker tv-journalisten Preben Heide, som arbejdede på Danmarks Radios Aarhus-redaktion fra 1969. Det var her, han stiftede bekendtskab med de vittigheder, som senere skulle blive en landeplage under navnet Aarhushistorier. Meget tyder på, at fænomenet med de drillende vittigheder om århusianerne, voksede ud af miljøet i Danmarks Radio.

Jyderne kom til mikrofonen

Når danskerne i 1960‘erne åbnede for radioen - eller for et af de tv-apparater, som efterhånden stod i flere og flere dagligstuer - så var det rigsdansk, der kom ud af højttalerne. 

Ganske vist have Statsradiofonien i 1959 skiftet navn til Danmarks Radio og dermed sendt et signal om, at institutionen nu skulle dække og afspejle hele landet. Og ganske vist havde man i 1960 lanceret de første forsøgsudsendelser fra Åbenrå, Aalborg, Aarhus, Odense, Næstved og Rønne. Men alligevel var både radio og tv støvsuget for dialekter. Det var sproget, som det blev talt af hovedstadens kulturelle elite, der blev formidlet til den danske befolkning.

Men der var kræfter i gang, som ville have hele landet repræsenteret i medierne. Velfærds-Danmark havde i 1960’erne fået en kulturpolitik.

Hans Sølvhøj var generaldirektør fra 1961 til 1976 - kun afbrudt af årene 1964-66 da han varetog posten som socialdemokratisk kulturminister i Jens Otto Krags regering. Under Sølvhøj etablerede tv sig som en central magtfaktor i værdikampen. Fjernsynet skulle bruges til at oplyse borgerne og udjævne de kulturelle og dannelsesmæssige kløfter i Danmark.

I 1972 besluttede Radiorådet, at der skulle oprettes en egentlig Provinsafdeling i Århus. Det vakte opsigt, da der pludselig kom udsendelser fra provinsen lavet af journalister fra Jylland, der talte samme sprog og var optaget af de samme ting som de buschauffører, landmænd og fiskere, der nu kom til mikrofonen.

“Før det havde journalisterne fra København nærmest opført sig som antropologer udstationeret blandt hovedjægere i Borneos jungle, når de var ude for at beskrive befolkningen vest for Storbælt,” fortæller Preben Heide.

Vittigheder om østfriserne

En af dem, der arbejdede på Danmarks Radio i København, var radiotekniker Keld Finn Pedersen. I 1966 havde han under et ophold på den tyske radiostation Deutschlandfunk i Køln stiftet bekendtskab med Danmarks Radios korrespondent i Tyskland, Frode Kristoffersen.

Hvorfor er der ingen døre på de århusianske toiletter? Så der ikke er nogen, der kigger gennem nøglehullet. Tegning Niels Boldvig.

En aften i 1971 var han til karneval i Køln sammen med Frode Kristoffersen og to andre DR-medarbejdere, der lige som Kristoffersen var sønderjyder. De begyndte at fortæller historier fra Sønderjylland, og Frode Kristoffersen kunne så også underholde selskabet med historier fra Østfrisland, et område i den tyske delstat Nedersaksen, hvor indbyggerne har ry for at være molboagtige dummepetere.

Keld Finn Pedersen husker, at han begyndte at sidde og notere stikord til vittighederne for at kunne genfortælle dem, når han kom hjem:

”Jeg er ikke nogen ørn til at huske historier, så jeg griflede ned, men så sagde Frode, at jeg da bare kunne gå ned og købe bogen. Det gjorde jeg så næste dag: ”Ostfriesen Witze” hed den, og den tog jeg med tilbage til Radiohuset i København.”

Her havde Keld Finn Pedersen en del at gøre med medarbejderne på Sporten, Svend Gehrs, Finn Kobberø, Palle Holgersen og Hans Grønfeldt. Når de så skulle til Jylland for at dække sportsbegivenheder, fik de en lille historie med til at drille kollegerne på redaktionen i Aarhus.

Sjovt at drille århusianerne

”Jeg ved ikke lige, hvorfor det blev Aarhus, der blev skydeskive,” funderer Keld Finn Pedersen i dag.

”Men der er noget lokalpatriotisk, som er latterligt i Aarhus. De har det der lillebrorkompleks over for København. Når vi skulle ud at rejse som teknikere dengang, ville vi altid meget hellere til Odense eller Aalborg end til Aarhus.”

Keld Finn Pedersen husker ikke, at man fra københavnernes side havde noget at udsætte på det professionelle hos de nye kolleger i Aarhus.

”Nej, der var respekt nok om arbejdsindsatsen. Vi syntes bare, at de var sådan lidt selvhøjtidelige,” siger han om grunden til, at det var ekstra sjovt at drille århusianerne.

I Preben Heides erindring stikker det nok lidt dybere: ”Da man begyndte at tale om at oprette en egentlig Provinsafdeling i Aarhus, opstod der en slags modvilje eller jalousi. En følelse af, at nu tog nogen ovre i Aarhus noget fra Danmarks Radios hovedkontor i København.”

Han fortæller, at det dels førte til nogle voldsomme interne magtkampe i organisationen, dels fremprovokerede en lyst til at gøre nar ad århusianerne og de værdier, som Aarhus-redaktionen programmer repræsenterede:

”Det var værdier som naivitet, godtroenhed og troskyldighed – værdier, som man opfattede som gammeldags og lidt latterlige. Man kunne more sig over, at vi ikke var så tjekkede, fordi vores sprog ikke var så tjekket. Allerede dengang var der jo den italesættende klasse og så alle os andre.”

Preben Heide peger på, at indtil Provinsafdelingens oprettelse, var den mediemæssige dagsorden blevet sat i København.

”Nu kunne vi selv sætte den. Og det var vi jo i høj grad med til på de programmer, som jeg fik med at gøre – ”Landet Rundt” og ”Dagens Danmark” for eksempel.”

Køerne er kønnere end pigerne

Keld Finn Pedersen husker nogle af de første historier, som blev sat i omløb, og som var direkte oversættelser fra de østfrisiske historier:

”Hvorfor har en århusianer så mange sår i ansigtet, når han kommer på arbejde mandag morgen? Det er fordi, han har øvet sig i at spise med kniv og gaffel i weekenden.”

Eller ”Hvordan kan man se, at man nærmer sig Aarhus? Så bliver køerne kønnere end pigerne.”

Keld Finn Pedersen blev på et tidspunkt spurgt, om han ville oversætte nogle flere af historierne for et forlag med henblik på at få dem trykt i Danmark. Historierne var slået an.

”I begyndelsen var det et lukket kredsløb, men sådan noget spredes jo lynhurtigt. Alle i Radiohuset hørte dem, og så kom de til Aarhus og videre rundt i landet. Og de var jo også meget gode,” smiler Keld Finn Pedersen, som i dag synes, at det er meget sjovt, at en tysk bog kunne forårsage sådan en landeplage i Danmark.

Hvorfor tager århusianerne det fine tøj på og går hen til vinduet i tordenvejr? Det er fordi, de tror, de skal fotograferes. Tegning: Niels Boldvig.

Aarhushistorierne breder sig

Ved årsskiftet 1973-74 fortalte alle Aarhushistorier. De florerede på værtshuse og arbejdspladser, ved private selskaber og blandt skolebørn. Der blev skrevet om fænomenet i aviser og blade, der udsendtes vittighedsbøger, og sågar forskerne begyndte at interessere sig for Aarhushistorierne.

Allerede i 1974 forelå bogen ”Wa? – Nåh ja!”, skrevet af to studerende ved Københavns Universitets Institut for Nordisk Folkemindevidenskab, Ingelise Andersen og Leif Varmark.

Heri refereres den daværende Aarhus-borgmester, Orla Hyllesteds, vrisne reaktion på nyheden om, at der skulle laves en videnskabelig undersøgelse af Aarhushistorierne:

”Det er dog for plat. Hvis disse historier overhovedet havde en forbindelse med Århus, byen og dens mennesker, ja, så OK. Men det er historier, som fortælles på værtshuse i København. Det er en omgang pjat og det rene spild af papir. Jeg har ikke noget imod kvikke bemærkninger og ironi, også gerne selvironi, men hvis kvaliteten ikke er bedre, må man tage sig til hovedet. Er det virkelig noget at bruge tid og kræfter på midt i en sparetid?”

De to forskere så på, hvordan medierne behandlede Aarhushistorierne. Det viste sig, at alle danske aviser – bortset fra Kristeligt Dagblad og Land og Folk – bragte Aarhushistorier eller artikler om dem.

Alene i november 1973 fandt Journalisternes Avisudklips-Bureau i alt 104 avisartikler, som på den ene eller den anden måde berørte Aarhushistorierne.

Negativ stemning over for Aarhus

Ingelise Andersen og Leif Varmark giver også et bud på, hvorfor Aarhushistorierne får så stor en udbredelse. Hen mod slutningen af 1972 er stemningen i Danmarks Radio mildest talt negativ over for Aarhus.

Hvorfor har Aarhus ikke noget ishockeyhold? Spillerne druknede under sommertræningen.

Ledelsen har meddelt, at et større antal medarbejdere vil blive fyret, fordi der skal spares, og utrygheden vokser. Da ledelsen og politikerne så samtidig på trods af besparelserne fortsætter arbejdet med at oprette en Provinsafdeling i Aarhus af ideologiske grunde, er jorden gødet for negativ snak om Aarhus:

”Aarhushistorierne … kommer stærkt ind som en befriende mulighed for at få afløb for den opsparede irritation. Da man er magtesløs over for de høje herrer i toppen, der dirigerer alt hen over hovedet på de almindeligt ansatte, må man dreje sin berettigede aggression det næstbedste sted hen - mod idioterne i Aarhus!”

For medarbejderne på Danmarks Radio fungerede Aarhushistorierne altså som en ventil for aggressioner, og der er sandsynligvis flere grunde til, at de kunne brede sig også uden for huset. Dels var historierne lette at fortælle videre, fordi de ofte var opbygget som gåder, dels dækkede de et behov i befolkningen for noget at samles om.

Desuden blev Aarhushistorierne simpelt hen et modefænomen, fordi de kom fra de hippe mediefolk. At kunne fortælle de samme historier, som de gjorde, gav noget prestige, vurderer Varmark og Andersen.

De dumme og de lidt dybere Aarhushistorier

At Aarhushistorierne trods deres udbredelse og popularitet ikke altid er lige gode som vittigheder betragtet, det er noget at det, som en anden forsker, professor Ole Togeby fra Aarhus Universitet, har beskæftiget sig med så sent som i 2009. Han har lavet et pointsystem, som han har inddelt historierne efter, og han skelner mellem de vittigheder, som bare skal håne århusianerne, og så dem, som der faktisk har lidt mere dybde og underfundighed.

”En dårlig Aarhushistorie, det er for eksempel den der med, at køerne er kønnere end pigerne. Det er der jo ikke noget som helst sjovt i. Mens de gode historier sætter værdier på spil og viser, at verden kunne være anderledes indrettet, end vi lige går og tror.

Som denne her: "Hvad står der på vejskiltene i de århusianske rundkørsler? Max tre omgange."

Den siger jo noget om, at århusianere måske sætter spontanitet og barnlig glæde ved at køre i karrusel højere end effektivitet.”

En anden historie, som Ole Togeby også kan se en kvalitet i, er den med århusianeren, som sammen med sin kone kører på E45 motorvejen. Så lyder det over bilradioen: ”Pas på – en spøgelsesbilist kører i den forkerte retning.” Hvorefter århusianeren kigger på sin kone og siger: ”Jamen det gør de da alle sammen.”

Den er sjov, fordi tilhøreren selv skal slutte sig til pointen, forklarer Togeby. Han har i sin undersøgelse været igennem hundredevis af Aarhushistorier, og han kan med vægt bag sine ord slå fast, at ”der er langt mellem snapsene.”

Goddaw do!

Preben Heide på reportage i Jylland. Foto: DR's pressetjeneste.

For dem, der var ofre for Aarhushistorierne, var det ikke altid så let at more sig over bombardementet af vittigheder. Journalist Preben Heide husker det som ”massivt” omkring 1973-74:

”Jeg oplevede det egentlig som lidt træls. Mange af historierne var overhovedet ikke gode vittigheder. Det var lidt anstrengende. Og så blev jeg jo med min egen person skydeskive for det, og nogle gange kunne det da godt svide. Det vil jeg godt indrømme. For min familie kunne det også svide. Mine børn syntes også somme tider, det var lidt træls.”

Preben Heide blev parodieret af blandt andre komikeren Ulf Pilgaard, som i tv-satireshowet ”Uha-Uha” lancerede vendingen ”Goddaw do!” Her blev Heide tillagt en ultra-århusiansk sprogtone.

”Jeg har jo aldrig nogensinde sagt ”Goddaw do!” i fjernsynet, men det begyndte bare at køre derudaf med den der ”Goddaw do dær Preben Heide do dær ovre i Aarhus dær do dær…” Jeg ved ikke, om folk skreg af grin over det. Vi gjorde det jo kun sådan i begrænset omfang hjemme hos os.”

Jyder er også mennesker

Selv om det på nogle måder var en anstrengende tid, hvis man var fra Aarhus, mener Preben Heide stadig i dag, at det var nogle vigtige kampe, der blev kæmpet i begyndelsen af 1970’erne. Det var i hans øjne nødvendigt at tage et opgør med den centraliserede medie-institution.

”Seerne var glade for de ting, der blev lavet i Aarhus. Og det viste sig jo, at jyder ikke bare var sådan nogen, der gik rundt med halm i træskoene og røg på lange piber med nissehuen nede i øjnene. Jyder var også mennesker, som havde nøjagtigt de samme problemer, men måske nogle andre løsninger på dem, end man var vant til, når det var København, der var centrum.”

I 1974-78 rykkede Provinsafdelingen ind i sit betonfort i Aarhus og befæstede sig. Aarhushistorierne ebbede langsomt ud.

Og da Danmark ti år senere fik et TV2, var det helt naturligt at tænke det decentralt. Med otte regionale stationer tilknyttet var det sikret, at der blev talt både bornholmsk, sønderjysk og århusiansk i det nye fjernsyn.

Aarhus-historier fra arkivet

Hvorfor er der århusianere i Aarhus og kameler i ørkenen? Fordi araberne fik lov at vælge først.

Hvorfor er århusianerne så flade i nakken?  Det er fordi, de får lokumsbrættet i nakken, når de skal drikke vand.

Hvorfor går politibetjentene i Aarhus altid tre sammen? Det er fordi, den ene kan læse, den anden kan skrive, og den tredje ved, hvor der bor en skolelærer.

Hvad er forskellen på Molbohistorier og Aarhushistorier? Jo, Molbohistorierne er opdigtede.

Og så var der århusianeren, der sad og kiggede i telefonbogen: Hansen, Hansen, Hansen  -  det var dog utroligt så mange telefoner den mand har.

En københavner møder en mand på gaden i Aarhus og spørger: Er du her fra byen? Nej, jeg er fra Aalborg, svarer manden. Du ser ellers ud som om, du var århusianer. Ja, men jeg har også lige været syg i to måneder.

Hvad får man, når man parrer en gorilla og en skildpadde? En århusianer med styrthjelm.

Hvorfor tager århusianerne aldrig til Aalborg? Der er 110 kilomenter, og man må kun køre 80.

Hvorfor klarer Socialdemokraterne sig så godt i Aarhus ved valget? Det er fordi, århusianerne kun er nået til A i alfabetet.

Så var der den om århusianeren, som kom gående med en gris i snor. En københavner kom forbi på gaden og råbte: Hvor har du fået den fra? Jeg har vundet ham i bankospil, råbte grisen.

Hvorfor vasker århusianerne fødder juleaften? Det er fordi, de har hørt, at der skal gås på bordet.

Hvorfor gemmer århusianerne alle deres æbleskrog? De forbereder sig på at gå over til kernekraft.

Hvorfor kravler alle århusianerne op i træerne om mandagen? Det er fordi, de vil se ”Landet rundt.”

Hvordan finder man ud af, hvem der skal optages på Aarhus Universitet? Man ryster træerne, og de der falder ned, kan alligevel ikke klare sig, så dem sætter man til at læse.

Hvorfor står der TOP på kapslerne af de lokale øl i Aarhus? Det er for at århusianerne kan se, hvilken ende af flasken, der skal åbnes.

En københavner kom kørende mod Aarhus. Uden for byen stod en mand og gravede huller, som han derefter omhyggeligt dækkede til igen. Da københavneren spurgte, hvad det gik ud på, svarede århusianeren: Jo, vi planter da træer, men min makker er syg i dag.

Hvorfor læser århusianerne avisen på hovedet? Det er fordi, så ligger AGF øverst.
Tegner Niels Boldvigs hjemmeside

Hør lydklip

Aarhus-historierne kom fra Tyskland

Tidligere tekniker i Danmarks Radio Keld Finn Pedersen blev inspireret af tyske vitser - og overførte dem til Aarhus. 1.38

Københavnere og jyder

Tidligere DR-journalist Preben Heide husker, at der opstod en modvilje hos københavnerne, da Provinsafdelingen blev oprettet. 1.38

Goddaw do

Preben Heide var en af dem, der blev skydeskive for Aarhushistorierne. Det var træls. 1.04

Gode og dårlige Aarhushistorier

Sprogprofessor Ole Togeby har undersøgt, hvorfor nogle Aarhushistorier er bedre end andre. 1.59

Aarhushistorier fra folket

Hvorfor har århusianere vinduesviskerne siddende på indersiden af forruden i bilerne? Det er fordi de laver motorlyd med munden: "Brmpppppppppp!"
Poul Nørbo

Du ved, vi havde jo Molbo-historierne og så kom Aarhus-historierne, og så opstod jo spørgsmålet,  hvem var mon de dummeste Molboerne eller Aarhusianerne.
Det blev så bestemt at det skulle afgøres ved at spille en fodboldkamp imellem et hold af hver af dem på Rønde Stadion.
Et stykke inde i kampen lykkedes det Molboerne at få et mål ind hos århusianerne, men kort efter kørte "Grenågrisen" forbi, og togføreren var meget begejstret for fodbold så han tuttede med hornet, og så troede Molboerne at kampen var forbi og gik hjem.
20 minutter efter lykkedes det århusianerne at udligne.
Poul Nørbo

Hvorfor skriver man ikke tillykke på fødselsdagslagkagen i Aarhus? Det er for svært at få kagen ned i skrivemaskinen.
Gitte Moes

Hvorfor tager århusianerne en stige med i supermarkedet? Det er fordi priserne er så høje.
Karin Beck

Hvorfor tager århusianerne en bildør med ud i ørkenen? Så kan de rulle ned, hvis det bliver for varmt.
Karin Beck

Fra tiden, da pornoen blev frigivet, og telefonnumrene i Aarhus startede med 06:
Hvorfor står århusianerne på stranden ved ”Den Permanente” og spejder ud over bugten? De venter på pornobølgen. Hvorfor kommer den ikke? Fordi Aarhus ligger i nul sex området.
Børge Kiel

Ved du, hvordan man holder en århusianer beskæftiget i timesvis? Man giver ham et stykke papir og skriver ”vend” på begge sider.
Elsebeth Nygaard Johansen

Har du hørt om de otte århusianere, der druknede i Aarhusbugten - de forsøgte at skubbe en ubåd i gang. 
Frode Mahnecke

En københavner spørger en århusianer: Hvorfor spiser århusianerne aldrig agurkesalat?? Århusianeren svarer: Det ved jeg da ikke. Københavneren svarer og ler højlydt:  Det er fordi, de ikke kan få hovedet ned i glasset. Århusianeren svarer: Det ka´du da heller ik´.
Helge Smith

Hvordan blev Århus befolket? Jo, da folkevandringen kom sydfra, drejede alle dem der kunne læse, til højre ved skiltet TIL KØBENHAVN, mens resten gik ligeud!
Ingeborg Rørbye

Hvorfor kan man ikke længere få isterninger i drinksene i Århus? Fordi den gamle dame der havde opskriften, lige er død.
Ingeborg Rørbye

En københavner og en århusianer spadserer sammen på Strøget i Aarhus, da københavneren pludselig  udbryder:  Lagde du mærke til den døde havmåge? Århusianeren standser brat op og kigger mod himmelen:  “Hvor? hvor?”
Richard Griffin

Og så var der lige den om bilisten, der er inde for at få tanket bilen op på en servicestation i Aarhus. Han beder om samtidig at få kontrolleret, om blinklyset virker. Så er det, det lyder:  “Virker, virker ikke, virker, virker ikke.”
Preben Høymark

En århusiansk politibetjent står og noterer en bil, der er forkert parkeret, men så kommer en kollega og siger: Den der bil kan da ikke få en bøde. Jamen har du da ikke set, den er forkert parkeret? Jo, siger den anden så, men der står GB på den. Ved du ikke, hvad det betyder? Grimminal Bolitiet!
Esben Mortensen

Hvorfor bruger århusianerne altid røde plasticmadkasser med gennemsigtigt låg?  Det er fordi, at de så kan se, om de er på vej til eller fra arbejde!
Hans Holmelund

Hvorfor er århusianske mænds tissemænd så beskidte om foråret? Det er fordi, de lige har lagt sæden i jorden.
Hanne Johnson

En århusianer kommer ind på en fin restaurant I undetrøje og bliver stoppet af tjeneren. De må ikke være herinde uden at have jakkesæt på, siger han. Det forstår jeg ikke, siger manden. Der står jo ”No smoking” på skiltet der.
Claus Rønlev

Hvorfor går århusianerne midt på vejen? Det er fordi, de er bange for de vilde blomster.
Birthe Rasmussen

Hvorfor smider århusianerne deres leverpostejmad op i luften, inden de spiser den? Fordi de tror, den så kommer ned med sky på.
Thorkild C. Lyby

To århusianske terrorister havde kapret et tog på Aarhus Hovedbanegård. Politiet: Hvad er jeres krav? Terroristerne: Vi kræver våben og gidsler.
Klaus B.

Hvorfor udbryder der borgerkrig i Danmark om 20 år? Fordi århusianerne til den til har fattet Aarhus-historierne.
Jens Kristian Boll

Hvorfor kaldes borgmesteren i Aarhus for Tarzan? Fordi han er abernes konge.
Jens Kristian Boll