opener

Fra apparater til apps

Udstilling og foredrag i weekenderne 2.-3., 9.-10. og 16.-17. september.

Tag med tilbage til den analoge tidsalder, og få et nostalgisk gensyn med nogle af de apparater, som nu er kommet på museum: Transistorradioen, båndoptageren, videomaskinen, trykknaptelefonen og mange af de andre tekniske vidundere fra dengang.

Historien udfoldes gennem udstilling og foredrag i de tre første weekender i september. Det er de frivillige i Den Gamle Bys Radiolaug og Telefonlaug, der står bag arrangementet.

Udstilling om vejen fra apparater til apps

I en periode på ca. 100 år omgav danskerne sig med mange forskellige analoge apparater i deres hjem; hele brancher blomstrede op i takt med at folk anskaffede apparaterne, og i stort omfang endda også fik dem repareret. Det er bl.a. telefoner, radioer, fjernsyn, pladespillere, båndoptagere, CD-afspillere, DVD-optagere osv. Apparater, som dengang var uundværlige, men nu er gået helt ud af brug eller er hastigt på vej til det – de er blevet en app i mobiltelefonen.

I udstillingen vil man kunne se en kavalkade af mange af de apparater, som danskerne har haft stående i deres hjem gennem de sidste 100 år. Få en snak med eksperterne fra museets Radiolaug og Telefonlaug om den teknologiske udvikling, der er sket, og som fortsætter med stadig større hast.

Og det er ikke kun apparaterne i vores hjem, der er forsvundet. Adskillige andre dagligdags ting som breve, aviser, frimærker, lommelygter, vejkort, kalendere, feriefotos, kontanter, ja selv dankortet, er hastigt på vej til at blive erstattet med apps i mobilen og flytte ud i den digitale sky. Eksempler på mange af disse forældede ting vises sammen med apparaterne i den nostalgiske kavalkadeudstilling.

Historien om radioamatørerne i ny permanent udstilling

Med tema-weekenderne markerer vi samtidig en helt ny udstilling, der åbner 1. september i et loftsrum i Den Gamle Bys 1974-kvarter, nemlig et komplet værksted for en radioamatør. Værkstedet, som er doneret til Den Gamle By i 2013, kommer fra Samsø, og det har været i brug siden 1971 af radioamatøren Arne med sendenavnet oz2al.

Foredrag 

Både lørdage og søndage i alle tre weekender er der foredrag hver dag kl 14.00 i Bendtsens Pakhus:

2. september:Radioamatørernes historie v. radioamatør Jan Anderschou

3. september: Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse v. B&O-specialist Ronny Kaas

9. september: Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse v. B&O-specialist Ronny Kaas

10. september: Radiohandelen i Aarhus gennem tiden v. radio/tv-forhandler Helmer Thorsen

16. september: Vejen til den digitale, globale verden – en historisk rejse v. B&O-specialist Ronny Kaas

17. september: Fremtidens teknologi – hvad kommer efter radioen, fjernsynet og telefonen? v. IT- og teknologiekspert Preben Mejer 

Arrangementet er en del af Den Gamle Bys 70’er-festival.

Både udstilling og foredrag foregår i Bendtsens Pakhus, som ligger ved Torvet.

Arrangementet er gratis når entréen til Den Gamle By er betalt. 

 

Se flyer om arrangementet (PDF)